Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - Filosofernes Angreb paa Kristendommen - De kristnes Kaar indtil Septimius Severus’s Død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Filosofernes Angreb paa Kristendommen. 131
Spørgsmaal og skabe en glad og tilfreds Menneskeslægt, dygtig og
daadskraftig, lykkelig i Livet og seierrig i Døden
Omtrent samtidig med Celsus revfede hans Ven Digteren Lueianfra
Samosata i sine Satirer Tidens forskjellige Daarskaber. J et af sine Skrifter
,,Peregrinus’s Død« spotter han vistnok især over den bekjendte Cyniker af dette
Navn, men han bruger ogsaa fin Vittigheds lette Vaaben mod Kristendommen. Han
skriver bl. A. om de Kristne: ,,Disse Elendige er overbeviste om, at de engang skal
komme i Besiddelse af et udødeligt Liv, og det er derfor, de frivillig udsætter sig for
Pinsler og for Døden. Deres første Lovgiver har sat dem i Hovedet, at de alle er
Brødre. De tilbeder kun denne Sofist, der i fin Tid blev korsfæstet· Det er efter
hans Love, de indretter sine Sædet og sit Liv, idet de foragter denne Verdens Goder
og uddeler, hvad de har.« ·
Angreb fra Filosoferne og Forsvar fra de Kristnes Side vekslede. Kampen i
Livet og Kampen i Literaturen gik jevnsides med hinanden Derfor er næsten alle
kristelige Forsattere i det andet og tredie Aarhundrede Apologeter eller Forsvarere af
Kristendommen. J det foregaaende er allerede nævnt Justinus Martyr, Qua-
dratus, Aristides og Melito af Sardes. Senere optraadte Jrenæus,
Clemens af Alexandrien, Tertullian, Origenes, Cyprian og Augustin
mod Slutningen af dette Tidsrum. Foruden disse nævnes ogsaa Tatian, Ath ena-
goras, Lactantius og Flere, hvis Skrifter nu kun tildels kjendes i Brudstykker
Deres Bevis er stærkest, naar det gjælder at gjendrive Bagvaskelser og onde Rygter.
De blotter ogsaa ofte med stor Dygtighed Hedenskabets Raaddenhed og Tomhed og
peger i Modsætning-hertil paa Kristendommen som en rensende, fornyende og skabende
Livs-magt. Det synes ved første Øiekast, som om de tilstrækkelig har bevist, at
de Kristne hverken var Gudløse eller Majestætsforbrydere, men al den Stund Kri-
stendommen var en ikke tilladt Religion, og de Troende holdt urokkelig fast ved den
trods alt, saa var i Romernes Øine selve Forsvaret et Vidnesbyrd mod dem, et
Bevis for, at de fra et romersk Standpunkt betragtet baade var Gudlose, idet de
ikke tilbad Billeder, og Majestætssorbrydere, idet de hverken anerkjendte Statens Religion
eller fuldt ud deltog i det offentlige eller religiøse Liv, saaledes som det artede sig
dengang Det er ogsaa toilsomt, om Keiseren og Øvrigheden læste deres Forsvar,
og dog bar det Frugt. Religionsfrihedens store og frugtbare Tanke kommer
først frem hos Tertullian og siden mere og mere, stærkere og stærkere, indtil den
vinder Seier.
«
De Kristnes Kaar indtil Septimiug Sevemss Mod.
den dygtige og energiske Marcus Aurelius kom-hans Søn
Commodus paa Thronen (180——192).· Han var adskillig begavet,
k; «»s" « men blev dog en af Romerrigets udueligste Keisere; thi hans Fader
iskksspIDH havde forkjælet ham, og Hoffet ødelagde ham ved sin Smiger. Under al
sin Færd viser han sig grusom, forrykt og overtroisk Han ønskede ikke, at de
Kristne blev anklagede, og derfor levede de ogsaa i Regelen i Fred. Alligevel blev
en af Roms anseede Mænd, Senatoren Apollonius, angiven som Kristen og
indkaldt for Dommeren P e r enniu s. »Men den fromme Martyr,« skriver Euseb ius,
,,lod sig paa Dommerens indstændige Forestilling og Begjæring formaa til at gjøre
Raadet Rede for sin Adfærd og holdt da offentlig en udmerket Forsvarstale for
Troen, han bekjendte, hvorpaa han, efter Raadets afgivne Erklæring, fik sin Dødsdom
og naaede sit Maal.« Det var nemlig en Regel, »at de Kristne, naar de først var ind-
stævnede for Retten, ikke maatte slippe med Livet, undtagen de vilde fornegte Troen.«
Men til Skræk og Advarsel blev ,,Benene straks knækkede paa Anklageren.« Der
fortælles heller ikke om, at de Kristne under denne Keiser blev oftere anklagede og forfulgte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
