Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - De kristnes Kaar indtil Septimius Severus’s Død - Martyrerne i Alexandrien og Nordafrika
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De Kristnes Kaar indtil Septirnius Severus’s Død 133
Kristne paa en Gang udvandrede til et fjerntliggende Sted. De Kriftne havde idethele
Fred og var velseede hos Senatorer og høiere Embedsmænd, ja ved selve Hoffet.
Dette vedvarede til 202; da indtraadte der plud-
selig et Omslag i Keiserens Forhold til dem, Uden at
det er muligt at opspore Grunden dertil. Efterat hani
nævnte Aar havde ført en Krig mod Partherne, gav
han flere Lovbestemmelser om, at Folk under stræng
Straf ikke maatte gaa over til Jødedommen; det samme -
fastsatte han ogsaa med Hensyn til Kristendommen»
Det er altsaa klart, at han paany indskjærper Trajans
Lovbud om de Kristne. Ved denne sin Færd lægger
han for Dagen, at han ikke længer vil begunstige og
beskytte Kristendommen. Der havde dog, selvi de foran
omtalte Aar af hans Regjering, været enkelte mindre
Forfølgelser i afsides Egne af Riget f. Eks. i Mord-
afrika; disse var fremkaldte dels ved Pøbelen, dels
ved enkelte uvillige Øvrighedspersoner og gav An-
ledning til, at Tertullian i 199 indleverede sit » »-
berømte og kraftige Forsvarsskrift, men med Aaret «t««", »
202 oprandt der en ny tung Trængselstid for de Scptlmms SeverUS·
Kristne, og den kom til at vare lige til Keiserens Død i 211· Forfølgelsen rasede
over hele Riget, men allerværst i LEgypten og Nordafrika. —
Martnrerne i Alekandkien og Uordafrikm
- ,a S ev erus ved sin Forfølgelse forftyrrede Kirkens Fred,« skriver Eusebius,
, »havde Religionen i alle Menighederne baade her og der Stridsmænd,
.E hvis Kamp var herlig, og hvis Krone var Martyrdeden, men dog ingen-
— — -s i steds flere end i Alexandrienz thi her var ligesom Guds store Kamp-
plads, hvor de Ypperste i hele Ægypten og Thebais samledes og med mandig
Udholdenhed gjennem mange Lidelser og Døden stred sig til Evighedens Seiers-
kranse. En af disse ædle Stridsmænd var Leonidas, Fader til Origenes.«
Han blev fængslet, og Moderen maatte gjemme bort den syttenaarige Søns Klæder
for at redde ham; thi han brændte af Begjær efter Martyrkronen. Den unge Gut
skrev da til Faderen et Brev, hvori han siger: ,,Tag dig
i Agt for at fkifte Overbevisning af Hensyn til
os.« Faderen blev standhaftig indtil Enden og blev hals-
hugget kort efter. Clemens Alexandrinus frelste Livet
ved at flygte fra Byen, idet han ihukom Frelserens Ord i
Matthæus 10, 23., men mange Mænd og Kvinder tømte
»Frelsens Kalk.«
En af de merkeligste var en ung Kvinde ved Navn
Uskk Potamiæna, ligesaa berømt for sin Dyd som ved sin
Myntportraet af Skjønhed· Efterat hun var bleven hudstrøgen og havde
Septtmlus SeVetUSs udstaaet alle mulige Pinsler, blev hun dømt til at brændes.
Hun blev langsomt sænket nedikogende Beg fra Fodsaalen til Jssen. En Soldat, som
hed Basilid·es, havde ført hende ud, da hun skulde lide Døden, og beskyttet hende mod
Pøbelens Mishandlinger Den Taalmodighed, med hvilken hun fandt sig i Mæng-
dens raa Spot, gjorde et saa dybt Jndtryk paa ham, at han ikke mere kunde lade
være at tænke paa hende. Tre Dage efter hendes grusomme Død viste Martyr-
indens forklarede Skikkelse sig for ham i Drømme og satte en Krone paa ham med
de Ord: R»Jeg har bedet til Herren for dig og opnaaet Forløsning.« Basilides
blev en Kristen, og snart sik han Leilighed til offentlig at bekjende dette og dø for
iw
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
