Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - Martyrerne i Alexandrien og Nordafrika
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134 Kriftensorfolgelfernes Tid.
sin Tro. Straks efter skulde han sværge ved Guderne, men negtede dette, da han
var en Kristen· J Begyndelsen troede man, at det var Spøg, men da han stod fast
ved sit Udsagn, blev han ført frem for Dommeren, kastet iFængsel og Dagen
efter halshugget.
Men blodigst var dog Forfølgelsen i Nordafrika. Tolv Kristne fra Byen
Scillita i Numidien blev ved denne Tid ført for Dommeren i Carthago som
anklagede for Troen paa Kristus. De bekjendte alle frimodig, at de var Kristne.
»Jeg er en Kristen,« siger en af dem ved Navn Speratus, »og alle de, som er
med mig, er ogsaa Kristne, og vi viger ikke af fra vor Herres Jesu Kristi Tro.«
»Gjør med os, hvad du vil,« siger en Anden til Dommeren, »vi dør gladelig for
Kristi Skyld.« Derefter blev de alle dømte til at halshuggesz da de fik sin Dom,
jublede de: »Vi takker Gud, som værdiger os idag at modtage os i Himlene for
sit Navns Skyld.« Da de kom til Dødsstedet, faldt de paa Knæ og takkede Gud
og blev saa alle halshuggede Noget senere fængsledes i Carthago tre unge Mænd
ved Navn Stevocatus, Saturnius, Secundulus og de unge Kvinder Per-
petua og Felicitas, der alle var Kathekumener og altsaa endnu ikke døbte. De
udholdt allerede mange Lidelser i Fangenskabet; især udmerkede begge Kvinderne sig
ved stor Standhaftighed· Formodentlig hørte de til Montanisterne, som dengang stod
inden Kirken, men skilte sig fra Andre ved sin store Strænghed og Alvor, sine
Syner og Aabenbarelser.
Perpetua var af høi Byrd, omtrent 22 Aar gammel og gift. Moderen var
en Kristen, men Faderen Hedning. Sit nyfpdte Barn, som hun opammede, var
baade hendes Trøst og Sorg. Hendes Fader kom til hende i Fcengslet og søgte
paa enhver Maade at overtale Datteren til at afsværge den kristelige Tro og spare
sig selv den Kval og ham den Skjændsel, som fulgte med den offentlige Henrettelse.
Hun pegede paa et Kar, som laa paa Jorden, og spurgte: ,,Kan jeg vel give dette
Kar noget andet Navn, end det har?« ,,Nei,« var Svaret. — ,,Nu, saa kan jeg
ikke sige Andet, end at jeg er en Kristen·« Imidlertid gaves der Leilighed til at
døbe de Kristne, idet Diakoner vidste at skaffe sig Adgang til Fængslet. Jdet Per-
petua indviedes ved Daabens Vand, fornam hun den Helligaands Røst i sit Indre,
som profetisk opfordrede hende til ikke at bede saa ivrig om noget, som om Taalmod
og timelig Standhaftighed. Tre Dage derefter blev hun sra det lettere Fangenskab,
hvori man hidtil havde holdt hende, kastet i et mørkt Fangehul· »Jeg for-
skrækkedes,« sagde Perpetua, »da jeg aldrig før havde været i et saadant Mørke
O, hvor det var en sørgelig Dag! Den stærke Hede paa Grund afden store Mængde
Fanger og den haarde Behandling af Soldaterne pinte mig, og endelig Bekymringen
for mit Barn.«
De kristelige Diakoner, som ogsaa nu vidste at skaffe sig Adgang til de Fangne
for at række dem Herrens Legeme og Blod, skaffede dem for Penge et bedre Op-
holdssted, hvor de idetmindste var skilte fra de Forbrydere, som man havde spærret
dem sammen med. Hun fik have sit Barn hos sig, lagde det til sit Bryst, anbefalede
det til sin Moder, trøstede de Øvrige og følte sig saa vederkvæget, at Fængslet, efter
hendes eget Udtryk, var som et Pallads. Syner styrkede hende i Troen, Kristus
havde aabenbaret sig for hende som Hyrde og styrket hende ved sit hellige Maaltid.
Hun syntes, at han gav hende Ost og Melk af sine Faar; hun modtog det med
foldede Hænder, og de Omkringstaaende sagde Amen. Hendes Fader kom paany til
Fængslet og besvor hende paa det mest Jndtrængende: »Min Datter, hav dog
Medlidenhed med mine graa Haar, Medlidenhed med din Fader, hvis jeg endnu er
værd at kaldes saa. Jeg har opdraget dig lige til din blomstrende Alder, jeg har
elsket dig mere end alle dine Brødre, o, giv mig dog ikke til Pris for en saadan
Skjændsel blandt Menneskene Tænk dog paa din Moder, dine Beslægtede, din Søn,
som ikke vil overleve dig, naar du dør. Lad de høitflyvende Tanker fare, hvormed
du styrter os alle i Fordærvelse; thi Jngen vil vove at tale frit, naar du dør saa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
