Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - De Kristnes Kaar i Tiden fra Caracalla til Decius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De Kristnes Kaar i Tiden fra Caracalla til Decius. 147
nationale Religion. Det er derfor let forstaaeligt, at han ikke gjorde Statsreligionens
farligste Fiende, Kristendommen, Fortræd. Ja hans Historieskriver Lampridius for-
tæller endog, at han tænkte paa at forene Jøder, Samaritaner og Kristne i en fælles
Gudsdyrkelse, der da skulde holdes i det Tempel for Solguden, som han havde ladet
opføre paa Capitolium Dette viser ham som en skarpsynt Mand; han ·vi·lde
paa den Vis gjøre Kristendommen uskadelig og bringe Fred 1 Riget sor religiøse
Stridigheder, som man havde saa meget imod. Til Romernes store Forargelse giftede
han sig med en Vestalinde, der lader til at have været gunstig stemt for Kristen-
dommen, idet hun søgte Omgang med den alvorligste Del af den romerske Menighed;
man mener, at det var til hende, at Hippolytus fkrev sin nu tabte Bog om Op-
standelsen. Men denne Keisers Jver for Religionsblanderiet fordunkledes af hans
mange Galskaber. Han var udsvævende som Caligula, Nero og Vitellius, og
hans Yppighed i Maaltider, i prægtige Klæder og de afsindigste Fornøielser kjendte
ingen Grænser· De galeste Judfald bragte han til Udførelse Han spiste Natter-
galetunger og lignende Sjeldenheder samt forede sine Hunde med Gaaselever; det
værste var dog, at han paa mange Maader søgte at saare og krænke den romerske
Nationalfølelse, og da han lagde for Dagen, at han agtede at rydde af Veien sin
Fætter og Medkeiser, Alexander Severus, dræbte Livvagten ham.
Efter hans Mord blev Severus Enekeiser (222——235). Da han dengang var
meget ung, førte hans Moder Julia Mammæa, Regjeringen, ja hun vedblev lige
til det Sidste at have stor Magt over ham. Nu kom de romerske Guder til Ære og
Værdighed igjen, de gamle Prestekollegier blev omgivne med · »
en ny Glans, den syriske Indflydelse paa Gudsdyrkelsen blev
trængt tilside, og Solens Sten sendt tilbage til Syrien. For-
uden Moderen havde den nævnte berømte JuristUlpian en vigtig
Andel iRigets Styrelse; disse to førte igrunden Regjeringens
Tøiler, medens han selv, der var en dannet, ædel og retsin-
dig Mand, søgte sin Glæde i videnskabelige Sysler og iOm-
gangen med ligesindede Venner. J religiøs Henseende var
han en from Mand paa sin Vis og en ivrig Tilhænger af » M
Religionsblanderiet. HistorieskriverenLampridius fortæller, ex-?.·
at han hver syvende Dag ofrede paa Capitolium, besøgte Ulexaslder Severus-
flittig Hovedstadens mange Templer og holdt hver Morgen Andagt i sit Huskapel,
hvor han havde opstillet Billedstotter af sine Forfædre, de bedste Keisere, andre be-
rømte Mænd og blandt disse ogsaa Abraham og Kristus Han omgikkes endog
med den Plan at optage Kristus blandt de romerske Guders Tal og bygge et Tem-
pel for ham. Det er dog en Selvfølge, at de Kristne aldrig havde gaaet ind paa
denne Ordning, der utvilsomt havde været Kristendommens visse Undergang.
" J sit Forhold til de Kristne var han mild og hensynsfuld. »H an tillod de
Kristne at eksistere« uden derfor at ophæve det trajanske Reskript· Selv Ulpian,
der var uvenlig stemt mod de Kristne, sik ham ikke til at forfølge dem. Dette havde
vistnok sin Grund baade i Keiserens eget Sindelag og religiøse Syn og hans gud-
frygtige Moders Indflydelse Man ved, at hun havde modtaget Undervisning af
den lærde Origenes. Det fortælles, at Keiseren idelig anførte Ordet: ,,Hvad
du ikke vil, at Andre skal gjøre mod dig, det gjør heller ikke mod Audre,« og disse
Ord elskede han i den Grad, at han lod dem indskrive paa sit Pallads og de offent-
lige Bygninger. Det er vel ogsaa Grund til at antage, at disse Ord, der minder
om Luk. 6, 31 og Matth 7, 12, er et Vidnesbyrd om, at Kristendommen stod i
Gunst ved Keiserhofset Det havde vakt hans Opmerksomhed, at Jøderne og de
Kristne prøvede deres Ældstes Liv, før disse fik Gmbede, og han fandt, at man burde
gjøre det samme med de romerske Embedsmænd, som man betroede Andres Liv og
Velfærd Og i en Retssag mellem de Kristne og Kroværterne i Rom viste det sig
klart, at Keiseren havde tilovers for Kristendommen. Striden dreiede sig om Eiendoms-
retten til et Stykke Jord, og Sagen kom til Afgjørelse for Keiserens Domstol. Denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
