Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - Kristenforfølgelsen under Decius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristenforfolgelfen under Decius. 149
paa de gamle nationale Guder var i høi Grad svækket, medens Kristendommen
allevegne i Romerriget havde gjort store Fremskridt og Menigheden faaet en
Fasthed og en Ordning, der var faretruende. ,,Romeraandens organisatoriske Be-
gavelse var overført fra Statens til Kirkens Enemerker. Dette saa stærkt organiserede
Religionssamfund, der stod der som en Stat i Staten, vilde nu hverken have at
gjøre med den romerske eller fremmed Gudsdyrkelse, det havde forlængst stillet sig
som Program at fortrænge alle andre Religioner, saa det enten maatte gaa tilgrunde
eller blive eneherskende.« Det er derfor indlysende, at enhver, som vilde føre Keiser-
dømmet tilbage paa sit gamle religiøse Grundlag, først og fremst maatte angribe
s Kristendommen. Og ved Midten af det tredie Aarhundrede gik der en stærk national
Strømning gjennem Nomerriget, der var fiendtlig mod de Kristnes Tro; det trak
op til et Uveir; der blev en Kamp paa Liv og Død mellem Romerstaten og Kirken.
Føreren af denne Kamp var fra romersk Side Trajanus Decius (249—251).
Denne fremragende Keiser blev født i Pannonien, udmerkede sig tidlig som Kriger
og var stegen til Senator, da han i 249 af Philip Araberen blev sendt til sin
Fødeegn for at kue en Opstand. Her tvang Soldaterne ham til at tage Keiser-
værdigheden. Philip rykkede mod ham, der kom til et Slag ved Verona, Philip
faldt, og Decius var nu Hersker i det mægtige Romerrige. Decius var en Mand af et
alvorligt, næsten bistert Udseende, med høi furet Pande og kloge,
men strænge Træk; han var en stærk, energifk Personlighed med
ideale Planer og af megen Handledygtighed. Det var hans
Hensigt at gjenføde Romerstaten, hæve den nationale Guds-
dyrkelse og derved gjøre Riget stærkt og omgive det med sin
gamle Storhed og Glans· Og for at naa dette Maal viger han
ikke tilbage for med hensynsløs Grumhed at ofre sine kristne
Undersaatters Liv. Det lader til, at han længe har næret dyb
Uvilje mod Kristendommen og var greben af en uhyggelig
Frygt for de kristne Biskopers Indflydelse Han biede ikke
med at aabne Kampen mod de Kristne. Hans første Regjeringshandling var at
udstede en Kundgjørelse, hvis Formaal var overalt i Riget at udrydde Kristendommen
ganske og aldeles. De Kristne i Riget giver han en Frist paa nogle Dage, og inden
denne er udløben, skal de melde sig for nærmeste Øvrighed og for denne af-
svcerge sin Tro og osre til Guderne. Dersom nogen tager Flugten, forbydes han
under Dødsstraf at vende tilbage, og hans Eiendomme tilfalder Staten. En Kom–
mission skal paa hvert Sted anstille de nøiagtigste og skarpeste Undersøgelser, om
nogen Kristen ikke afgiver Møde for Øvrigheden; en saadan skal trækkes frem for
Domstolen og paalægges at fornegte Kristendommen og ofre. De, som fornegter
Troen og ofrer til Guderne, gaar fri; men de Standhaftige skal tvinges ved
Pinsler af alle Slags, og hvis dette ikke hjælper, kan Dødsstras anvendes paa
de Gjenstridige. Det er ogsaa rimeligt, at Keiseren har befalet, at alle kristne
Biskoper skulde gribes, og at man skulde gaa frem mod dem med den største Strænghed
for dermed at skræmme Menighedslemmerne til Frafald.
Man havde nu sat sig som Maal at knuse Kirken ved en almindelig og grusom
Forfølgelse over hele Romerriget. Decius’s Kundgjørelse gav dog Anledning til,
at Øvrigheden kunde optræde med større eller mindre Strænghed, eftersom den var
fjendtlig stemt. Kristenhadere indrømmede ingen Frist, som Loven bød, men gik lige
løs paa de Kristne; dette var saaledes Tilfælde i Alexandrien· Var Øvrigheden
derimod mindre fanatisk, handlede man mer i Overensstemmelse med Loven. Efter
den fastsatte Frist blev Bekjenderne kastede i Fængsel eller sendte i Landflygtighed;
de Fængslede blev siden underkastede Pinsler og saa paany henslængte i Fængsel eller
dømte til forskjellige Dødsstraffe. Det viste sig nu, at de Kristnes taalelige Kaar
under de foregaaende Keisere ikke havde været gavnlige for mange. Flere, især af
de Rige og Anseede, lod sig overtale til at ofre, nogle med Bæven og under synlige
indre Kampe, andre med lettere Sind, ja endog under sræk Fornegtelse· Nogle
DeciuS»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
