Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - De indre Forholde - Gudstjenesten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18 0 Kristensvrfolgelsernes Tid.
Herester blev der saaledes kun en Hovedgudstjeneste· ,,Det er klart, at den paanødte
Forandring betegner et indre Fremskridt, idet derved Gudstjenesten fandt Leilighed
til at udvikle sig i sin fulde Sammenhæng og aandelige Tankegang, som en Af-
speiling, et kort Udtog af det sammenhængende Kristenliv·« Kjærlighedsmaaltiderne
afholdtes siden kun leilighedsvis og forsvandt efterhaanden ganske eller blev til Fat-
tigbespisninger. J Vesten holdt de sig dog indtil det fjerde Aarhundrede.
En fyldigere Skildring af Gudstjenesten meddeler Justinus Martyr ved
Aar 140 i sin første Apologi saaledes: ,,Paa den saakaldte Solens Dag holdes
der Sammenkomster af alle, fra By og Land; og da læses Apostlenes Beretninger
eller Profeternes Skrifter saa længe, som Tiden tillader. Derester, naar Forelæ-
seren har sluttet, holder den, der staar i Spidsen (Forstanderen), en Tale, hvori han
opmuntrer og tilskynder til at efterkomme disse gode Ting. ’Derefter reiser vi os alle-
sammen og opsender Bønner; og naar vi har sluttet Bønnen, frembæres Brød og Vin
og Vand, og den Forrettende opsender af al sin Magt Bønner og Taksigelser, og
Folket Udsiger et bifaldende Amen· Derpaa sker Fordelingen; enhver nyder af det
Indviede; og til de Fraværende bliver det sendt ved Diakonerne. De Velhavende
og de, som vil, giver efter eget frie Valg, hvad de vil; det Jndsamlede nedlcegges
hos den Forrettende, som da yder Hjælp til Faderløse og Enker og til dem, der af
Sygdom eller anden Grund er i Nød, til Fængslede og gjennemreisende Fremmede;
han er, kort sagt, alle Nødlidendes Forsørger.«
Det fremgaar heraf, at man paa Justins Tid blot holdt en Gudstjeneste, der
faldt i to Afdelinger, af hvilke den første overveiende var viet til Opbyggelse og den
anden til Nadvernydelse· Den første Del indledes med Salmesang Efter
Pliniussang de vekselvis en Sang sor Kristus, som for en Gud; Justin taler ikke
udtrykkelig derom. Uvist er det, hvorledes ,,vekselvis« skal forstaaes Eusebius
giver en Beskrivelse af Therapevternes Aftenforsamling, hvori han finder mange
Berøringspunkter med den Maade, hvorpaa de Kristne holdt sine Forsamlinger. "Om
det var tilladt fra dette Billede at slutte tilbage til de Kristnes Forsamlinger, saa
vilde dette ,,gjensidig synge en Sang« blive overraskende illustreret af følgende Sted:
,,Og derefter staar Forstanderen op og synger en Hymne, digtet til Gud, enten en
ny, som han selv har digtet, eller en gammel af de gamle Digtere . . . . Efter ham
ogsaa de andre efter Tur, i sømmelig Orden, idet alle lytter til i dyb Stilhed,
undtagen naar man maa synge· Slutningsordene og Refrainerne (Omkvædene); thi
da synger alle, Mænd og Kvinder . . . . Men Vigilien (Nattegudstjenesten efter
Maaltidet) foregaar paa følgende Maade: Alle staar op i sluttet Række, og midt
under Gjestebudet (Samvceret?) optræder først to Kor, det ene as Mænd, det andet
af Kvinden Til Anfører og Leder vælges paa begge Sider den mest anseede og
dueligste. Derncest synger de Hymner, digtede til Gud, i mange Rythmer og Me-
lodier, idet de snart synger sammen,snart svarer hinanden med Melodier under Pantv-
mimer (Minespil) og Dans.« (Sml. Harnack ,,Therapevten«i Herzog R. E. B.XV).
Herpaa følger Skriftlæsning, og det kun en, enten af Evangelierne eller af
Profeternes Skrifter; dens Varighed var ikke fast bestemt, men beroede paa Tid og Oms-
stcendighed Til Skriftlæsningen, der vel var overdraget en af Diakonerne, slutter
sig Forstand erens Tale, der knyttede sig- umiddelbart til det Oplaeste og havde
en overveiende formanende Karakter og saaledes ikke vilde være andet end den prak-
tiske Anvendelse og Udloeggelse af Skriftordet. Derefter reiser hele Menigheden sig
til en almindelig Bøn, svarende til 1 Tim. 2, 1, hvori Menighedens og Kirkens
Behov og Anliggender rigt og mangfoldig fandt sit Udtryk baade i Bøn og Forhan.
Her maa vi tænke os, at Clemens Romanus’s ovenfvr anførte Kirkebøn
havde sin Plads.
Umiddelbait derpaa og ikke starpt adskilt sra begge Dele af Gudstjenesten
følger den anden Del, Nadveren, der indlededes med Fredskyss«et, som et
Tegn, hvorved Menigheden fremstillede sig som et Samfund af Brødre-. Geistlig-
heden kyssede Bisfopen og siden Mændene hverandre og Kvinderne Kvinderne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
