Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - De indre Forholde - Gudstjenesten - Daaben og Nadveren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Daaben og Nadveren. 183
længere Tids Ro for Forfølgelse saaledes aabne sin Gudstjeneste, medens den idet
andet Aarhundrede ogsaa af de ydre Forhold var henvist til at holde hele sin Guds-
tjeneste for lukkede Døre. Men samtidig hermed omgjerdedes da ogsaa den anden
Del af Gudstjenesten saa meget stærkere med den saakaldte Arkandisciplin, som
bestod deri, at de Troendes Messe paa det strængeste forbeholdtes den dobte Me-
nighed; ingen anden maatte være tilstede, og deri, at visse vigtige Stykker, som hørte
til den dobte Menigheds Gudstjeneste, ikke maatte oplæses og ikke meddeles uind-
viede (navnlig Troesbekjendelsen, Forsagelsen og Fadervor). Dog kan det ikke
nægtes, at denne skarpt gjennemfvrte Skilsmisse i Gudstjenesten hænger sammen
med dybere Skader, som i det hele gjør den anden Halvdel as det tredie Aarhun-
drede til et Vendepunkt baade i Kirkens og dens Gudstjenestes Historie. Man kan
maaske nøie sig med at sige, at Arkandisciplinen tyder paa en voksende operativ
Aand i Kirkens Gudsdyrkelse, idet den lagde saa stærk en Vægt paa hine hemme-
lighedsfulde Formler og i det Hele paa den liturgiske lldformning af Gudstjenesten
fremfor paa Ordets indre Frelsesvirkning i Forkyndelsen Men der synes ogsaa at
være Grnnd til at antage med Harnack, at Arkandisciplinen ogsaa stod i For-
bindelse med det falske Preste- og Offerbegreb, vi allerede hos Cyprian finder ikke
utydelige Spor af, og som i sin Udvikling i den romerske Kirke gjor den hele Guds-
tjeneste til en heinmelighedsfuld Offerhandting, hvorved Kristus ofres i Nadveren,
betjent ved et midlende Presteembede af gainmeltestamentlig Art.« (Gustav Jensen).
Det maa ogsaa antages, at den stærke Skjelnen mellem disse to Dele af Gudstjenesten
forberedede den senere Sammenskrumpning as den forste, belærende Del as samme.
Som Daabslærlingenes Gudstjeneste sank den ligesom ned til en lavere Nang, me-
dens Menigheden samledes i Nadvertjeneste· Jdet Ordets Forkyndelse om Synd og
Naade i Gudstjenestens første Hoveddel særlig havde at tage Hensyn til de Udobte
og derved fik et forberedende og inissionerende Præg, losnedes Prædikenen efterhaanden
fra Gudstjenesten, og dens senere Synken og Bortfalden blev forberedt efter en kort
Blomstring i det fjerde og femte Aarhundrede, da de store Kirke-fordre ved sin Vel-
talenhed og kristelige Alvor gav den Anseelse og Indflydelse
J det Hele og Store er dog Udviklingen af Gudstjenesten iMartyrtiden skjøn
og forholdsvis ren. Ved Siden af enkelte Misdannelser og Tegn paa den senere
Udartning naaede den ved Tidsrummets Slutning til at saa en Liturgi, der var et
tro Udtryk for den Aand og Kraft, som boede i Martyrkirken og et Vidnesbyrd om,
hvilke dygtige Hyrderog Tilsynsmænd, Menighederne havde. Men fremfor alt var
den en herlig og gradvis Udfoldelse as den i. apostoliske Tids Gudstjeneste, saaledes
som den i sine Hovedtræk findes antydet allerede i Ap. Gj. 2, 42.
Daab-In og Nadverm
fra Kirkens Fodselsstund var Daaben Døren til Menigheden. Som al-
kz lerede omtalt gik der forud for denne en Undervisning i den kristelige
» · Tro; denne var, som bekjendt, kort i den apostoliske Tid, men blev efter-
1—s haanden længere sor, saavidt muligt, at sikre sig mod Uværdiges Optagelse
i Menigheden· Daabsforberedelsen blev henimod Slutningen af dette Tidsrum be-
stemt til 3 Aar og afdelt i flere Trin eller Grader. Naar en Hedning ønskede Op-
tagelse, blev Djævelen besværget og Korset tegnet paa hans Pande. Saa blev han
en af de Hørende og kunde være tilstede ved Prædikenen. Gjennem nye Jndvielser
optoges han blandt de Knælende, der kunde deltage i Kirkebonnen, og fik fortsat Un-
dervisning i Kristendommens Sandheder enten af en Presbyter, Diakon eller
en Lægma nd, saaledes som Tilfældet var ved de førnævnte Kateketskoler. Den sidste
og vigtigste Grad var Daabskandidaternesz da tilbragte man Tiden med Bøn og
Faste og lærte den apostoliske Troesbekjendelse, »Tegnet, Feldtraabet, Sol-
daterlosenet,« samt Fadervor eller Herrens Bon, ledsaget af en kort Forklaring.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
