Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - De indre Forholde - Træk af det religiøse og sædelige Liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190 Kristenforfolgelsernes Tid.
om Godset. Alt er fælles hos os undtagen vore Hustruer: i det Punkt, det eneste,
i hvilket andre Mennesker har Fællesskab, har vi det ikke.
Vore ringe Maaltider (Agaper) haaner J —- ikke alene som berygtede for
Forbrydelse, men tillige som overdaadige . . . Allerede ved sit Navn tilkjendegiver vort
Maaltid sit Væsen Det kaldes, hvad ,,Kjærlighed« heder paa Græsk· Og hvor
store Omkostninger det end maatte sorvolde, saa er det en Vinding at have Omkost-
ninger i Fromhedens Navn, dersom vi nemlig glæder og vederkvæger Fattige dermed,
ikke saaledes som hos Eder, naar Snyltegjester tragter efter den Ære at forvandle
sin Frihed til Slaveri for den Løn at fylde sin Bug under Forhaanelse, men
saaledes, at hos Gud er de Ringeres Anseelse større. Og dersom nu Aarsagen til
dette Fællesmaaltid er hæderlig, saa danner Eder et Begreb om, hvilken Reglen
forøvrigt maa være for denne Praksis overensstemmende med vor Religions Pligter.
Den tillader intet Slet, intet Tøilesløst. Man sætter sig ikke tilbords, førend man
i Forveien har vederkvæget sig med Bøn til Gud. Der spises faa meget, som
Hungeren kræver; der drikkes saa meget, som tjenligt er for de Maadeholdne;
saaledes tilfredsstiller de Hunger og Tørst som Folk, der kommer ihu, at de
ogsaa i Løbet af Natten skal bede til Gud, saaledes taler de som de, der ved,
at Herren hører.
Efterat Hænderne er toede og Lysene tændte, bliver en eller anden kaldt
frem for at lovsynge Gud, efter som han formaar det, enten af de hellige Skrifter
eller af sit eget Jndrex heraf viser det sig, hvorledes han har drukket. Ligesaa
slutter Maaltidet med Bøn. Derpaa gaar man fra hverandre ikke for at slutte sig
til Voldsmænds Bander eller til Nattesværmernes Skarer, hellerikke for at øve
allehaande kaade Bedrifter, men for fremdeles at iagttage samme Maadehold og
Kydskhed som Folk, der ikke saameget har næret sig med Maaltidets Retter som med
hellige Formaninger . - . Hvad enten vi er komne sammen eller skilte ad, hvadenten
vi er samlede eller hver for sig, saa er vi det samme: vi fornærmet ingen,» gjør
ingen Fortræd»«
Baade af denne Skildring og mangfoldige andre, selv af Kirkens Fiender,
sremgaar klart, at den indbyrdes Broderkjærlighed ogsaa i denne Tid var
Særkjendet paa de Kristne: den vakte Hedningernes Forundring og Opmærksomhed
og drog mange til Menigheden. Som det fremlyser af ovenstaaende og andre
Vidnesbyrd, var Offervilligheden, Gavmildheden og det frivillige
Eiendomsfællesskab stærkt fremtrædende ligesom i den apostoliske Tid. Man
havde en stærk og grundet Frygt for Rigdommens Fare, hvorfor mange Rige
gav bort sit Gods for selv at leve i frivillig Fattigdom De Fattige og Om-
sorgen for dem laa de Kristne særlig paa Hjerte, og ·man havde et velordnet,
kirkeligt Fattigvæsen, som var en Ære for Menighederne. Godgjørenheden
kjendte næsten ingen Grænser. Almisser uddeltes, Fanger løskjøbtes, Syge og
Fattige pleiedes, og Kjærligheden trodsede Farsot og Dødsfare og blev aldrig træt.
Men deres Kjærlighed gik videre end til Troens egne; den viste sig ogsaa paa den
skjønneste Maade som Kjærlighed mod alle. Dette kom især for Dageni
Pestens Tid i Carthago, da de Troende hjalp Hedninger saavelsom Kristne, besøgte
de Syge og Døende, begrov de Døde og ofrede Gods og Helbred, ja ofte Livet
for at lindre og afhjælpe den timelige og aandelige Nød R . .
J sit Forhold til Staten og Øvrigheden lagde de Kristne for Dagen
Lydighed mod Lovene, naar ikke Guds Ords ligefremme Bud derved blev
krænket; thi da gjaldt det bekjendte Ord: Man bør adlyde Gud mere end
Mennesker. Da det hedenske Stats- og Familieliv var gjennemtrængt af
Afgudsdyrkelse, er det let begribeligt, at kristne Mænd og Koinder neppe kunde
gjøre et Skridt uden at støde paa Vanskeligheder, der. enten blev dem selv til en
fristende Snare, eller hvoraf Modstanderne tog Anledning til at forfølge dem som
Gudernes og Statens Fiender. Det er allerede omtalt, at de Kristnes Vægring for
at deltage i offentlige Fester, Triumftog osv. beredte dem mange Forlegenheder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
