Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - Konstantin den Store og de Kristne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202 Rigskirken.
til Udenadlæsning.« Da tvang Hungersnød, Pest og andre Ulykker samt de kristne
Undersaatters truende Holdning ham til at udgive et Sidestykke til den nævnte Re-
ligionsfrihedslov, der var udgaaet fra Mailand 313. Men man forstod, at dette
blot var nødtvungent og ikke til at stole paa. Han skjønte, at man ingen Tillid
havde til ham, og at Konstantin og Licinius agtede at rydde ham afveien.
Derfor søgte han at komme dem i Forkjøbet; han rykkede Vinteren 313 over Hel-
lespont ind i Thrakien med en talrig Hær og indtog Byen Heraclea.
Da samlede Licinius i en Fart 30«000 Mand for at møde den mere end
dobbelt saa talrige Fiende. Det var en fuldstændig Religionskrig; Maximinus
lovede sine Guder, hvis han seirede, at udrydde og tilintetgjøre Kristi Navn, og
Licinius og hans Hær løftede Hænderne mod Himlen og anraabte den »høieste Gud«
om Seier. Saa begyndte Slaget den 1ste Mai 313» der endte med Maximinus’s
Nederlag og Flugt. Derefter søgte den slagne Hersker at samle sine flygtende Sol-
dater og vinde Stemningen for sig ved at indrømme de Kristne større Friheder,
end han tidligere havde gjort, men hans Bestræbelse kronedes dog ikke med
Held. Paa Veien gjennem Lilleasien til Ægypten for at samle nye Strids-
krcester blev han syg i Tarsus og døde der efter kort Tids Forløb Dermed var
denne farlige Modstander ryddet af Veien. Men nye Fiender reiste sig forat
true Riget og de Kristne. Det gode Forhold mellem Konstantin og Licinius
sorvandledes snart til ligefremt Fiendskab. Det kom til aabenbar Krig mellem de
to Svogre Høsten 313; Licinius tabte i to Slag; der blev sluttet Fred, men
Forholdet mellem dem var meget spændt i de følgende 10 Aar.
Konstantin arbeidede i denne Tid utrcettelig paa at forene Dyrkere af den
gamle og nye Tro i Hn Religion. Alle hans Love og Foranstaltninger tilsigter at
fremme Religionsblanderiet; han vilde ved alle lovlige og fredelige Midler smelte
sammen et renset Hedenskab og en modereret Kristendom. For at sikre sig den
høieste Guddoms Yndest og Naade viser han Retfærdighed mod de Kristne, ja be-—
gunstiger dem paa mange Maader. Han indrømmede Geistligheden samme Frihed
som de hedenske Prester, skjænkede Menighederne tilbage de Grundeiendomme, som
var tagne fra dem, gav dem Ret til at modtage Gaver ved Testamenter, lod de
tilsidesatte kristelige Embedsmænd komme til Ære og Værdighed igjen, gav Erstat-
ning til dem, som paa en eller anren Maade havde lidt Tab paa sin Formue i
Forsølgelserne og viste en særegen Velvillie og Forekommenhed mod de kristelige
Geistlige og Biskoper. ·
Men samtidig optræder han ogsaa som Hedenskabets Yppersteprest, er overtroisk
og taaler, at Offertydere adsporges, naar Lynet havde slaaet ned i de offentlige Byg-
ninger· Hans Paabud om, at »Solens Dag« skal være en almindelig Hviledag,
er ogsaa eiendommelig for hans Standpunkt. Var Dagen for de Kristne en ,,Her-
rens Dag« til Minde om Kristi Opstandelse, saa skulde nu Dagen ogsaa for Hede
ningerne blive en Lysets Dag i Solgudens Tjeneste. Af alle hans Forføininger til
at sammensmelte Kristendom og Hedenskab er ingen mere gjennemskuelig end denne
hans Søndagslovgivning. »De Kristne dyrkede sin Kristus, Hedningerne sin Solgud:
ifølge Keiserens Opfatning var Gjenstandene for begge Religioners Dyrkelse væsentlig
den samme, om end Kristendommen ærede det »høieste Væsen« eller den »ftore Guds
Guddom« paa den værdigste Maade; den fælles Hviledag skulde da ligesom være
Baandet mellem begge Religionen« Den Bøn, som han lod Soldaterne bede, bar
ogsaa Mærke af den samme Opfatning, idet den var assattet i saa svævende og ube-
stemte Udtryk, at alle Soldater, baade hedenfke og kristne, hver paa sin Maade kunde
istemme den. Men denne Konstantins Kirkepolitik huede ikke Liciniusxhan
fjernes mere og mere fra sin Svoger i religiøs Opfatning-, indtil han endelig «i Aaret
319 begynder at forfølge de Kristne; denne Forfølgelse gik især ud over Kristi .Be-,
kjendere ved Hoffet, de kristne Biskoper og de troende Soldater. Da bryder Krigen
løs mellem de to Svogere i Aaret 323; den var i Virkeligheden en Kamp mellem
Hedenskab og Kristendom· Konstantin havde gjort alt for at give den Karakteren af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
