Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - Julian den Frafaldne - De tre store Cappadocier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Julian den Frafaldue« 217
i stor Maalestok, er ganske enestaaende for hans Tid, ligesom ogsaa hans Begavelse
som Kriger og Feltherre maa sættes meget høit. Men trods sine mangesidige An-
læg er Julian dog væsentlig en receptiv Natur og intet skabende Geni; hans
literære Virksomhed betegner intet Fremskridt i Tiden; hans filosofiske System er i
alt væsentligt Reproduktion af de samme Tanker, der træder os imøde hos Samti-
dens Nysplatonikere, fremfor alle Jamblich; størst er han paa Selvironiens og
paa Humorets Omraade. — Nøglen til Forstaaelsen af Julians Personlighed har
vi i hans sangvinske Temperament, i hans Tilbøielighed til Mystik og Overtro, i
hans nervøse, pirrelige Natur. Der er altid udbredt over hans Væsen en vis Uro,
Tungen staar sjelden stille, Rastløshed præger hans Færd. Trods alle sine praktiste
Anlæg er han ofte i stort Mon upraktisk, hans Planer viser lidet Kjendskab til det
virkelige Liv, hans Forhaabninger røber mere end en Gang Fusentasten· Hans
Religiositet er væsentlig Overtro, Ofringerne til Guderne har for ham sin største Be-
tydning som Midler til at udforske Fremtiden; Drømme, Syner, Hallucinationer er
ham vel bekjendte Foreteelser. Det ideale ved hans Religiøsitet er Gjenskin af
kristelige Reminiscentser, der ofte træder frem i bibelske Talemaader, i kristelige An-
skuelser; som Hedning er han af sin Samtid karakteristisk betegnet med Spottenavnet
»Oxebrænderen.« Hans pirrelige Natur slaar undertiden ud i uoverlagte eller uret-
færdige Handlinger, hans utaalmodige Lidenskabelighed sløver stundom hans Aandsblik;
under sit sidste Felttog synes han at have været i en uafbrudt Ophidselse, i en per-
manent Ekstase. Af Aminian er Julian ofte bleven beskyldt for at have været
noget forfængelig Dette staar vistnok i Forbindelse med den Trang til at være
populær, der er saa fremtrædende ved ham. Der er derfor i Almindelighed noget
beregnet ved hans Optræden, han sætter gjerne sine Dyder til Skue, det er med et
vist Bram, at han gjor et eller andet godt. Dels som Følge af, at hans Sind er
saa modtageligt for alle Indtryk, og dels fordi han lever i en Tid, der for Hed-
ningernes Vedkommende er de sidste Epigoners Periode, er der saa ofte noget skue-
spilleragtigt ved hans Maade at være paa, i sin digtende Reflexion søger han ud af
den store Fortid esn eller anden Berømthed, i hvis Rolle han kan optræde, hvis
Personlighed han stræber at efterligne, hvis Liv han søger at leve om igjen. Det
store Jdeal fandt han i M arcus Aurelius, om han end til sine Tider ikke havde
noget imod at give Cæsar eller Alexander den Store. —— Men bortseet fra
disse Skygger er man visselig berettiget til at udtale den Dom, at næst efter Atha-
nasius er Julian den i aandelig Henseende rigest udviklede Mand i sit Aarhun-
drede. Naar man beskuer disse hans herlige Anlæg og derpaa tager i Øiesyn Re-
sultatet af hans Livs Arbeide, da kommer man uvilkaarlig til at udbryde med Dig-
teren: Ha, hvilke spildte Kræfteri«
De tre store Cappadocier.
" landt de Mænd, som sluttede sig til Athanasius og efter hans Død
,,-,i fortsatte hans Gjerning, regnes især de tre store Cappadocier. Den
Ti mest berømte af disse var Vasilius med Hædersnavnet den Store.
– »s Han blev fødti Cæsarea i Cappadocien henimod Slutningen af Aaret
329. Forældrene havde ingen Formue, men udmærkede sig ved Fromhed. Makrina,
hans Farmoder, havde med sin Mand lidt meget for sin Troes Skyld under en
Kristenforfølgelse; de mistede sin Eiendom, blev sorviste og udstod grusomme Pinsler.
Denne Heltmde plantede de første Spirer af Tro og Kjærlighed i Basilius’s
Hjerte. Han bekjender senere: ,,Jeg har aldrig glemt det dybe Indtryk, som denne
hellige Kvindes Tale gjorde paa min unge Sjæl.« — Faderen, som underviste ham
i de første Begyndelsesgrunde, havde en ømmere Kjærlighed til denne Søn end til
de Uvrige 7 Børn, fordi han allerede i en spæd Alder ved en Sygdom var nær
Gravens Rand og ved hans Forbøn blev frisk igjen. Først studerede den unge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
