Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - Biskop Ambrosius i Mailand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228 Rigskirken.
fattere; Platon, Filon og Cicero sees at have øvet Indflydelse paa ham, dog
saaledes, at alt blev omsmeltet og traadte i Kristendommens Tjeneste-
Under Ambrosius’s Virksomhed som Biskop træder stærkt frem hans man-
dige Kamp for Kirkens rette Tro mod Arianernes Vildfarelser. Keiseren dengang
var en liden Gut ved Navn Valentian 11; paa hans Vegne styredes Riget især
af Moderen Jus tina, der var en skjøn og begavet, men tillige rænkefuld og lidenskabelig
Kvinde, som i høi Grad var ariansksindet. Hun havde sit Hos iMailand og havde
sat sig til Opgave at føre frem til Seier det Kjætteri, som Kirken havde dømt. Men
Ambrosius var hende en vældig Modstander, der stod urokkelig som en Klippe i det
oprørte Hav og bragte alle hendes Planer til at strande. Hun søgte at faa valgt ariansk-
sindede Biskoper i Norditalien, men den aarvaagne og indslydelsesrige Ambrosius
lod sig ikke overliste; han forstod tvertimod at sætte Valget af rettroende Geistlige igjen-
nem. For at bortføre den brydsomme og farlige Modstander leiede hun en Mand, som
i Aar og Dag skulde holde sin Vogn færdig i Nærheden af Kirken for at snappe hami et
beleiligt Øieblik men forgjæves; Amb rosius var paa sin Post og forstod at undgaa
Snaren. Da dette ikke lykkedes-, besluttede hun at anvende al sin Magt for at naa sit Maal.
En Dag om Vinteren 385 kaldte hun Ambrosius op i Statsraadet, og i Keiserens
Navn befalede ham at udlevere til Arianerne en Kirke, som laa udenfor Mailand;
hun truede med svære Pinsler, om han ikke adlød. Men Ambrosius stod fast som
et Fjeld. Senere kom flere høitstaaende Embedsmænd til Biskopen og forlangte, at
han skulde udlevere til Kjætterne selve Hovedkirkeni Mailand. Den modige Mand
svarede: »Presten kan ikke udlevere Guds Tempel.« — Imidlertid havde Folket
faaet Øinene op for Keiserindens og Hoffets skammelige Optræden, og der blev en
saa alvorlig Gjæring blandt Mængden, at Keiserinden fandt det klogest foreløbig
ikke at gaa videre for at drive Sagen igjennem. Derpaa var der stille i Mailand
et Aar, men saa brød Stormen løs paany. J den stille Uge Aar 386 fik Ambro-
sius atter i Keiserens Navn Befaling til at udlevere den omtalte Kirke udenfor
Byen. Men han svarede: »Nabot vilde ikke overgive sine Fædres Eiendom paa
Kong Akabs Forlangende, og jeg skulde overgive Kristi Eiendom! Det være langt
fra.« Uagtet Keiserinden ikke sparede paa Trudsler, gik den uforfærdede Biskop hver
Dag forbi det keiserlige Pallads, naar han skulde i Sygebesøg eller til Bøn og
Betragtning paa Martyrernes Grave, og ingen vovede at krumme et Haar paa hans
Hoved. Endelig brast Justinas Taalmodighed; hun udgav i Keiserens Navn en
Forordning, der bød Ambrosius at gaa i Landflygtighed Denne fandt, at han
under saadanne Omstændigheder vilde svigte sin Pligt som Menighedens Hyrde, om
han adlød, og blev i Byen, rede til at taale og lide alt med sin Menighed. Spændingen
tiltog Dag for Dag, og der udbredte sig Rygter om, at man vilde tage Ambrosius
med Magt og føre ham bort. Da gik han ind i sin Hovedkirke, fulgt af en stor
Del af Menigheden, der omgav den elskede Hyrde som en Æresvagt. Straks blev
Kirken omringet af Keiserens Soldater, der havde faaet Befaling til at slippe hvem,
som vilde, ind i Kirken, men ingen ud igjen. Derpaa holdt Ambrosius sin
gribende Prædiken »Om Kirkerne s Udlev er in g,« dels for at berolige og opmuntre
Folket og dels for at klargjøre for Menigheden sit personlige Standpunkt i Sagen
og sin Opfatning as Kirkens Forhold til Staten. Han sagde blandt andet: ,,Kei-
seren staar indenfor Kirken, ikke over den; her har han ikke det ringeste at sige. Vil
han have Skat, vi nægter det ikke; vil han fratage Kirken dens Eiendomme, velan,
vi skjænker ham dem ikke, men vi nægter ham dem heller ikke; Rigdom kan altid
strømme ind, jeg har store Skatteydere, mine Skattepligtige er Kristi Fattige; jeg
har mægtigere Forsvarere end Keiseren og al hans Magt, det er de samme Fattiges
Bønner i Herrens Navn. Keiserens Magt hverken kan eller vil jeg modstaa; sørge,
sukke, bede kan jeg, det er mit Vaaben og Værge mod de keiserlige Soldater, andre
Vaaben har en Prest ikke. Derfor skal det blive ved dette: at give Gud, hvad
Guds er, og Keiseren, hvad Keiserens er; min gode Ret opgiver jeg aldrig.« Dette
hellige Fangenskab varede i flere Dage og Nætterl Prædikener vekslede med Bønner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
