Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - Biskop Ulfilas og Kristendommen blandt Goterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Biskop Ulfilas og Kristendommen blandt Goterne« 235
det gik efterhaanden tilbage med Dygtigheden blandt Lederne, og de lod sig ofte
drage ind i Datidens spidsfindige Stridigheder, men de gotiske Kristne og Geistlige
udmærkede sig dog idethele ved en kriftelig Enfoldighed og Barnlighed, som er til-
talende. De opfatter især Kristus som den mandige Helt og Konge, der gaari
Døden for sit Folk og herjede Helvede; de Troende fremstilles som hans mandige
Følge og Livet som en Kamp med Ansvar, Frihed, Ære, Troskab, Renhed Deres
Opfatning af Kristendommen var lys og freidig. De døbte i Almindelighed i Fa-
derens, Sønnens og den Helligaands Navn og benyttede ved Gudstjenesten den
østerlandsfe Liturgi. —— Goterne var stadig som en truende Uveirssky over Romerne,
og de gjorde dem megen Fortrced baade under deres kjække Høvding Alarik og
siden. Det vilde føre os forvidt at følge Goterne, Vandalerne, Langobarderne og
flere med dem beslægtede Folkeslag paa deres Vandring til Jtalien, Fra nkrige,
Spanien og Nordafrika· De fleste af dem antog efterhaanden den arianske
Kristendom og gik senere over til Kirkens Tro, saaledes som denne er nedlagt i den
nicænske Bekjendelse.
Straks efter Hunerkongen Attilas Død (453) fremstod ved Donaus
Bredder, hvor den gjennemstrømmer det nuværende Bayern og Østerrige, en
Mand, der blev en frelsende Engeli en ond og forvirret Tid for de rettroende
Menigheder, som boede der, og blev oversvømmede af hedenske og arianske Bar-
barer. Det var Severinus. Han synes at være kommen fra Østen, men
talte Latin som en Jndfødt· Jngen ved, hvorfra han stammede. Han fortalte det
aldrig. Naar man spurgte ham om hans Herkomst, undgik han altid Svaret.
»Hvorfor behøver J at kjende mit jordiske Fødeland, naar J kun ved, at jeg længes
efter det himmelske,« pleiede han at svare. Kun saa meget ved man med Vished
om ham, at han havde tilbragt en stor Del af sine Leveaar i et stille beskuende Liv
iØstens Ørkenen Her havde en gjentagende guddommelig Kaldelse, som han
følte i sit Indre, tvunget ham til at forlade sin Ensomhed og ile de plagede Folke-
slag i Vesten til Hjælp, fordi de var givne til Pris for alleslags Ødelæggelser.
Og saa ofte Kjærligheden til et stille Eneboerliv atter rørte sig i ham, hørtes Stemmen
i hans Jndre med saa meget større Kraft og tvang ham til ikke at forlade Skue-
pladsen for Ødelæggelsen. Snart opholdt han sig omkring Passau, snart ved Wien
og Lo r«ch. Altid var han tilstede, hvor Nøden var størst Det var især Romernes
Blødagtighed og Nydelsessyge, der havde margstjaalet det engang saa mægtige
Romerrige. Ved sit strænge, afholdende Liv, ved alleslags Savn, som han frivillig
paalagde sig, ligesom ved sin frivillige Taalmodighed i enhver Ubehagelighed, hvor-
under han levede, gav han det kraftigste Eksempel paa, hvorledes de Folk, blandt
hvilke han levede, standhaftig skulde taale den almindelige Nød. Men hvor meget
han end selv var hærdet og kunde taale, saa var dog hans Hjerte blødt, naar det
gjaldt andres Nød. Ved hans Eksempels Magt og ved hans Formaninger og
straffende Ord ·rørtes mange Hjerter, saa at han blev sendt Fødemidler og Klæder,
ofte fra fjerntliggende Egne, for at uddele dem blandt de Trængende. Saaledes
drog han ommed Hjælp og Trøst til de Elendige, som ved Krigens Rædsler var
prisgivne til Hunger og Nøgenhed. I Almindelighed pleiede han at samle hele Skarer
af Nødlidende om sig i en Kirke, og efter at have holdt en kraftig Bøn begyndte han
Uddelingen med de Ord: »Lovet være Herrens Navnl« Enhver fik nu efter For-
holdene, hvad der behøvedes, ledsaget af hjertelige Formaninger. Ogsaa Krigsfangerne
var Gjenstand for hans særegne Omhu, og han gjorde alt muligt for at løskjøbe
dem. Da de befaestede Byer langs Donau truedes heftigere af de fremadskridende
Horders Overfald, opfordrede Judbyggerne ham vekselvis til at opslaa sin Bolig
blandt dem. Denne ene Mands Nærværelse forekom dem at være en bedre Be-
skyttelse end den, som hele Hæren kunde byde. Men det var ogsaa mærkværdigt,
hvilken mægtig Indflydelse hans Skikkelse og Tale øvede paa de vandrende Folke–
flags Anførere. J denne Henseende gjorde han sit Lands pinte Beboere de vigtigste
Tjenester Mere end engang afvendte hans Ord den truende Ulykke. Og under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
