- Project Runeberg -  Illustreret Kirkehistorie /
297

(1891-1895) [MARC] Author: Hallvard Gunleikson Heggtveit With: Anton Christian Bang
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Tilbageblik paa Oldkirkens tre Tidsrum

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

som Fange Evangeliet i Rom, hvor baade han og Petrus skal have lidt
Martyrdøden. Saa overtog Johannes Ledelsen og valgte Efesus til Opholdssted.
Menighederne fik en fastere Ordning; den af Presbyterne, som baade havde Læregaver
og Styrelsens Naadegave, blev Formand i de Ældstes Raad, uden at der dog var
nogen Rangsforskjel mellem dem. Vranglærerne trængte allerede tidlig ind,
og baade Paulus og Johannes kjæmpede energisk mod disse glubende Ulve, der
vilde føre de Kristne tilbage til Trældom under Loven eller negtede, at Kristus var
kommen i Kjødet (Judaifter, Gnostikere, Doketer). Den apostoliske
Troesbekjendelse
dannedes tidlig og blev brugt ved Daaben og som Værn mod Kjætterne.
I hele den apostoliske Tid udgjorde de Troende en Menighedskirke, styrede af de
Ældstes Raad; hver Menighed var uafhængig af den anden, men Aandens Enhed i
Fredens Baand omslyngede dem. Jacob er i sit Brev Talsmand for Kristendommen
paa det første barnlige Standpunkt, da Forbindelsen med Jødedommen især var
kjendelig. Paulus fører Menighederne i sine Breve frem til fuld evangelisk Klarhed
i Forstaaelsen af Synden og Kristi Gjerning og den uforskyldte Naade. Johannes,
Kjærlighedens Apostel, giver os det herligste Billede af Kristus som Gud, født af
Faderen fra Evighed og som Menneske, der tog vore Synder paa sig for at frelse os.

De Kristne blev af den romerske Stat længe overseede og betragtede som en
ubetydelig jødisk Sekt, men da Kristendommen fra Begyndelsen af det andet
Aarhundrede gjorde vældige Fremskridt baade i Asien, Afrika og Europa,
begyndte man at anse dem som farlige Folk, der foragtede de gamle Guder og var
skadelige for det romerske Samfund. Forfølgelsernes Tid begyndte, og
Martyrernes Blod flød i Strømme, men Modstanderne opnaaede ikke, hvad de tilsigtede,
da Martyrernes Standhaftighed og Frimodighed bragte mange Hedninger til at
antage Kristendommen, paa samme Tid som de rensede Menighederne for urene
Elementer og styrkede dem i Troskaben og Kjærligheden til sine aandelige Ledere og
hverandre indbyrdes. En Forandring med Hensyn til Kirkens Forfatning
indtraadte efterhaanden, idet Menighederne gik over til at blive en Biskopskirke,
hvori de enkelte Lemmer fik mindre og mindre Indflydelse paa sine Anliggender, og
Naadegavernes frie Brug blev meget indskrænket. Hedningernes og Filosofernes
Angreb fremkaldte de kristelige Apologeters Svar og blev den egentlige Aarsag
til Grundlæggelsen af en kristelig Videnskab, hvis Opgave det blev at udvikle den
kristelige Troes Lærdomme i sin Sammenhæng ud af Guds Ord og ved Hjælp af
den menneskelige Fornuft. Aftengudstjenesterne med Kjærlighedsmaaltidet
blev ophævede paa Trajans Bud og Nadveren henlagt til
Morgengudstjenesten, der begyndte at udvikle sig i Rigdom og Skjønhed, indtil den omkring Aar 300
havde naaet sin største Høide. Kristenlivet var idethele varmt og lysende, rigt
paa Opofrelse og Kjærlighedsgjerninger, men ogsaa med sine Skygger, hvilket er let
forstaaeligt, naar man betænker, at de Kristne nys var revne ud af et forfærdeligt
Hedenskabs Magt og bar dybe Mærker efter dets Fordærvelse, som var vanskelig at
udslette. Men man øvede en alvorlig Kirketugt og sørgede omhyggelig for
Menighedens kristelige Undervisning og Opdragelse.

Ved Begyndelsen af det fjerde Aarhundrede indtraadte et stort Omslag i Kirkens
Forhold til Staten, idet Forfølgelserne ophørte, og Menighederne fik
Religionsfrihed. Ja, det varede ikke længe, før Kirken blev formelig godkjendt og støttet
af Staten. Dette blev dog skjæbnesvangert. Keiserne begyndte at blande sig ind i
Troessager og optraadte som Kirkens øverste Ledere, medens store Masser af Hyklere
strømmede ind i Menighederne og verdsliggjorde dem og bragte Fordærvelse Men
Kirkens Liv tog ogsaa i flere Henseender et storartet Opsving. En lang Række
af store Kirkelærere virkede baade ved nidkjære Prædikener og Sjælesorg i
Menigheden samtidig, som de udviklede Kirkens Tro overfor Vranglærere. Den rette
Opfatning af Treenigheden, af Kristus som sand Gud og sandt Menneske, af
Arvesynden og Kristi Naade blev drøftet og fastslaaet og Frugterne af Lærestridighederne
nedlagte i den nicænske og athanasianfke Troesbekjendelse; hele

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:54:42 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilkirhis/0315.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free