- Project Runeberg -  Illustreret Kirkehistorie /
313

(1891-1895) [MARC] Author: Hallvard Gunleikson Heggtveit With: Anton Christian Bang
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Missionen og Folkekirkerne - Beda den Ærværdige

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Beda den Ærværdige· 313

søg. Beda var ikke frisk og undskyldte sig i et Brev, hvori han beskedent og kjærlig,
men dog saa eftertrykkelig taler til hans Samvittighed, at dette ægte Hyrdebrev til
en Overhyrde maa give en opmærksom Læser Indtryk af Brevskriverens oprigtige
Gudsfrygt. Hvor formaner han ikke Biskopen til at ære sit Embede med Lære og
Liv, til at bevare sin Tunge for unyttigt Snak, til at prædike Guds Ord overalt i
sine Menigheder! Han beder ham om at ansætte dygtige Prester, da det var umu-
ligt for en Biskop at kunne være overalt, og at lade dem paafe, at ethvert Lem af
Menigheden kunde den apostoliske Troesbekjendelse og Fadervor udenad, om ikke paa
Latin, saa dog paa Engelsk. Leilighedsvis omtaler Beda her, at han har givet
mange Prester den apostoliske Troesbekjendelse og Fadervoret i engelsk Oversættelse,
fordi de var ukyndige i det latinske Sprog. Dette Brev er derhos et talende Bevis
for, hvilket klart Syn B eda havde for sit Lands Brøst og Ufuldkommenheder i kir-
kelige Ting, og hvor ivrig han søgte at afhjælpe dem. Han arbeider for at faa flere
Biskoper famt beklaget, at saa mange Klostre var blevne verdsliggjorte, efterat de
var gaaet over i Læg-Abbeders Hænder· Havesyge og Pengebegjærlighed anser
han øiensynlig for Hovedkilden til alle Misbrug i Kirken. Eftertrykkelig indskjcerper
han Biskopen Herrens Ord: »J har modtaget det for intet, giver det for intet.«
Bibelordet er overalt i denne Skrivelse hans høieste Regel og Rettesnor; Biskopen
henvises af ham til Skriften, idet han f. Eks. anbefaler ham at studere de paulinske
Pastoralbreve; stadig bruger han Eksempler fra Bibelhistorien, og Skriftfprog af det
gamle og nye Testamente strømmer saa rigt fra ham, at han maa betegnes som en
fuldt ud bibelstærk Mand. Hvis dette rene, fromme Sind, dette klare Blik paa Nu-
tidens Brøst og Mangler, denne Nidkjærhed overfor alt ugudeligt Væsen og denne
bibelske Aand, som vi finder hos Beda, havde været mere fremtrædende i de følgende
Aarhundreder, da vilde den middelalderske Kirke ikke være kommen faa langt bort
fra den trange Vei, som den i Sandhed gjorde.

Et Par Uger før Paaske 735 begyndte han at lide meget af Aandenød, men
da denne Besværlighed gav sig noget, var han saa glad og munter, at han takkede
Gud Dag og Nat. Hver Dag underviste han sine Disciple; den øvrige Tid af
Dagen anvendte han til at synge Salmer; ogsaa Natten, med Undtagelse af den
korte Sovetid, tilbragte han med glad Lovprisning og Taksigelse. Saa snart han
s vaagnede slog han sine Arme ud og begyndte at takke Gud. Hans Discipel Enth-
bert, der udførlig har fortalt om hans sidste Sygdom og Død, beretter, at han
aldrig har kjendt nogen, der var saa flittig og utrættelig til at takke Gud. Om
Natten, naar han laa søvnløs paa sit Leie, styrkede han sig med Skrift- og Trøstesprog
og fremsagde blandt andet følgende: ,,Gud tugter hver en Søn, som han antager
sig.« Da Himmelfartsfesten var forhaanden, sang han kirkelige Antifonier, der til-
hørte Festtiden, f. Eks.: ,,O du Herlighedens Konge, du stærke Herre, du som idag
er faret i Triumf høit over alle Himle, forlad os ikke Faderløse, men send os Frel-
serens Forjættelse, Sandhedens Aand! Halleluja·« Og da han kom til de Ord:
»Forlad os ikke faderløsei« udbrød han i Taarer og græd længe. Om en Timestid
gjentog han de samme Ord. Hans Disciple sørgede med; de læste og græd sammen
med ham. Forøvrigt var han næsten bestandig i en fornøiet Stemning og takkede
Gud for sin Sygdom, idet han gjentog det Sprog: »Hvem Herren elsker, den tugter
han« samt andre Skriftens Ord. Foruden Salmesang og Undervisning sysselsatte
han sig i denne Tid med en Oversættelse af Johannes Evangelium paa angel-
faksisk og et Uddrag af Jsidor af Sevilla. Dagen før Kristi Himmelfartsdag
blev han mere kortaandet, og hans Fødder hovnede op. Desuagtet dikterede han
endnu ganske livlig, og sagde til sine Elever: »Skynd Eder med at lære, jeg ved ikke,
hvor længe jeg faar Lov til at være her, og om ikke min Skaber tager mig bort i
en Haftl«·« De syntes at kunne forstaa, at han ret vel mærkede Dødens Nærhed-
Natten tilbragte han vaagende og med Lov og Tak. Da Himmelfartsdagen brød
frem, opfordrede han sine Elever til at skynde sig med at nedskrive, hvad de havde
paabegyndt. Paa Grund af Festen maatte de imidlertid gaa bort Kl. 9 om For-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:54:42 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilkirhis/0331.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free