Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Missionen og Folkekirkerne - Den frankiske Mission i Tyskland - Karl den Store og det frankiske Rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den frankiske Mission i Tystland 321
Forkynder blandt Frieserne, men blev 780 af Karl den Store indsat som den
første Biskop i Bremen· Hans Stift var dog snarere en Missionsmark end en
ordnkt Kirke, og han maatte anvende megen Møie og prøve adskillig Modgang, før
Evangeliets Udfæd slog Rod og bar Frugt i denne Egn. Han døde 8de November
789· Som Følge af Missionckrers og Biskopers nidkjære og dygtige Arbeide blom-
strede der efter et Par Menneskealdre et dybt og varmt Kristenliv blandt disse
med Magt kristnede Sakser. Det fagreste kristelige Digt blandt Germanerne
paa Fastlandet, Heltedigtet »Helian d,« er sorfattet af en Sakser. Her frem-
træder det for alle Germaner væsentlige Træk, at de navnlig dvæler ved Kristus
som den mægtige Konge.
Men ikke blot Sakserne, men ogsaa Avareriie og Slaverne i Ungarn
blev fra 791 beseirede af Karl den Store og tvungne til at tage Kristendommen.
Det var en Ven af Alkuin, Erlebiskop Arno af Salzburg (s 820), der med
Jver tog sig af dette Folks kristelige Undervisning og Opdragelse.
Karl den Store og det frankiske Rige
fterat det vestromerske Rige var gaaet under i Folkevandringernes
l ELTFH Storme, reiste Frankerriget sig paa dets Ruiner og blev Arvtager til
; Iis-) Verdensherredommet. Det var grundlagt og kristnet af Chlodevig, blev
M verdsliggjort og svækket under Merovingerne og reformeret af Boni-
facius og Karl Martel, der gav Riget en ny Glans ved sine lysende Seire.
Hans Jernhaand hvilede tungt paa Frankerkirken, og det var først efter hans Død
under Sønnen Pipin den Lille, at det lykkedes Bonifacius at gjennemføre
sin Kirkefornyelse og lægge Frankriges som Tysklands Kirke under Paven.
Denne blev godkjendt som den vesterlandske Kirkes Overhoved, og dermed var Folke-
kirkernes frie Udvikling betydelig hemmet og indskrænket Med Karl den Store
naaede Frankerriget sin Fuldendelse, idet han forenede de germaniske og romerske
Stammer til et verdensbeherskende Samfund, hvoraf Middelalderens Kirkeher-
lighed og Kultur fremgik. Derfor er han Frankernes og Midelalderens
navnkundigste Fyrste. Han blev født 742 og var 25 Aar gammel, da han besteg
Tronen«eft·er sin Fader Pipin, Karl Martels Søn. Fra nu af laa han næsten
uafladelig i Krig. Først tugtede han Longobarderne i Norditalien, saa Sara:
cenerne i Spanien, hvor hans Ven, Kjæmpen Roland, faldt. Som allerede om-
talt stred han i over 30 Aar mod de hedenske Sakser i Nordtyskland· J Øst
tog han B·ayern, Østerrige og et Stykke af Ungarn og tvang Folkene der til
at· tage »Kristendommen. Denne Sverdmission var høist forkastelig, men den hørte
Tiden til.· Han tog fig af de undertvungne Folkeslag og sørgede for deres kristelige
Undervisning, saa Kristendommen snart blev en Hjertesag for mange. Ved sit Hos
oprettede han en Mønsterskole, hvorhen baade Fornemme og Ringe maatte sende sine
Sønner .Engang kom han selv ind i Skolestuen og hørte paa Gleverne. De flit-
tige og slinke Gutter stillede han ved sin høire Side, men de dovne og uvidende paa
dexc venstre. Da det nu viste fig, at de sidste var de rige og fornemme Folks Børn
roste Kongen de flittige, men fattige Gutter, og sagde: »Det glæder mig, mine
k1ære Børn, at »J er saa flinke; hold bare ved og bliv flinkere for hver Dag. Min
Løn skal siden ikke udeblive. Saa vendte han sig vred til den venstre Side og sagde:
»Men J, Sønner af Adelsmænd, J fine Gutter og unyttige Slyngler, jeg sigei
Eder, J har intet godt at haabe, dersom J ikke bedrer Eder og gjør Fremskridt.«
Han anvendte ogsaa stor Omhu paa at udvikle og forbedre Kirkesangen. Fra
Rom lod han hente fortrinlige Sangere, som skulde lære Tyskerne en god Sang-
methode, og·sørgede for, at der ogsaa blev meddelt Undervisningi Orgelspil. Fran-
kerne viste sig dog meget uduelige baade til at synge og spille. Jtalienerne sammen
lignede deres Kirkesang med vilde Dyrs Hyl og med Larmen af et Læs, som man
Jllustreret Kirkehistorie. 21
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
