Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Missionen og Folkekirkerne - Alkuin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
326 Missionen og Folkekirkerne·
lavere Skoler rundt om i det vidtløftige frankiske Rige og søgte ved alt at sprede
sund og sand Oplysning i alle Samfundslag. -
Da han hele Tiden længtede tilbage til sit Fædreland, som han omfattede
med inderlig Kjærlighed, maatte Karl tillade ham at besøge York, hvor han til-
bragte to lykkelige Aar. Efter Tilbagekomften blev han efter Keiserens Ønske Abbed
i Martin af Tours Kloster, der laa i sidstnævnte By. Her havde han god Ro
til at studere og rig Anledning til at virke. Munkenes Rygte var daarligt, men
ved sin fremragende Dygtighed og et eksemplarisk Liv gjenoprettede han efterhaanden
Klostertugten, fremmede sand Gudsfrygt og uddannede en Mængde Lærlinge. ,,Jeg
føger,« skriver han til Karl, ,,i den hellige Martins Hus i Qverensstemmelse med
din Vilje at række nogle den hellige Skrifts Honning, at beruse andre med de
gamle Lærdommes uforfalfkede Vin, at nære andre med de grammatikalske Finheders
Frugter, at oplyse andre om Stjernenes Orden; fremfor alt opdrager jeg dem til
den hellige Kirkes Nytte og til din kongelige Regjerings Prydelse, forat ikke den
almægtige Guds Naade skal være forgjæves heller ikke din rigelige Godhed være
uden Gavn.«
Alkuin blandede sig ogsaa med Dygtighed i sin Tids Lærestridigheder og
forsvarede med Mund og Pen, at Kristus baade er sandt Menneske og sand Gud-
Jkke mindre berømt blev han ved sin Deltagelse i Billedstriden, der skilte Vesten
fra Østen; de navnkundige karolinske Bøger, som udforlig behandler denne Gjenstand,
er for en stor Del Alkuins Værk, men han bevarede under Kampen den kristelige
Mildhed og Overbærelse mod de Vildfarende og tragtede ikke efter forfængelig Ære
Dette viste sig ogsaa, da den store Keiser vilde bevæge ham til at forlade sit Klofter
og opholde sig ved Hoffet. J et Brev skriver han nemlig: »Hvad skal Svaghed
midt under Vaaben, hvad en Hare blandt Vildsvim et Faar blandt Løver?« Han
undskyldte sig derhos med Legemssvaghed og den Omhu, han maatte anvende paa
sin egen Sjæl »for rolig og med en god Samvittighed at kunne fremtræde for
Guds Domstol, for hvem der ikke gjælder nogen Persons Anseelse, og for hvem det
intet vilde nytte, om Karl havde overvældet ham ved nok saa mange O-Eresbevis-
ninger.« Med den ømmeste Deltagelse trøstede han Keiseren, da denne Aar 800
havde mistet sin Hustru Liodgarde. Den fromme Mand sendte ham flere Breve,
hvori han mindede om, at ,,vi fødes for at dø, og dør for at fødes; gives der en
lykkeligere Indgang til Livet end gjennem Døden?« Han henviser den Sørgende til
ham, som kalder til sig alle dem, der er bekymrede og lider Møie; ,,til ham komme
hver bedrøvet Sjæl og udøse sine Taarer for hans Barmhjertigheds Aafyn og skjule
ikke sine Saar for sin Læge, der siger: jeg døder og gjør levende, jeg saarer og jeg
heler. Han rammer paa vidunderlige Maader, for at optugte sine Børn, for hvis
Frelse han ikke har sparet sin egen Søn.« — « Forholdet til Keiseren blev i hans
sidste Aar forstyrret ved, at denne blandede sig i et Klosteranliggende. Den dybe
Kummer herover forvandt Alkuin ikke; han bukkede under for en Sygdom» som
han derved paadrog sig. Hans Dødsdag var 19de Mai 804. Han blev bisat iden
Kirke, hvor han havde bedet, arbeidet, stridt og lidt. En Gravskrift, han selv havde
forfattet over sig, blev indgravet paa en Kobberplade; den giver et smukt Indblik i
hans ydmyge Karakter og fromme Livsbetragtning ·
»Alkuin,« skriver en af hans Biografer, ,,var en af sin Tids største Mænd;
vel bar han sin Tidsalders Præg, hvilket ogsaa hans dybe Ærbødighed for den
pavelige Stol vidnede om. Det karakteristiske hos ham er den usminkede Religiøsitet,
den høie Agtelse for Sædelighed, den uafladelige Bestræbelse for at bringe Kriftew
dommens Fordringer til Anerkjendelse i alle Livets Forhold; endog hans Fiender
maatte yde hans Karakter deres Agtelse. Hans kongelige Ven forsynede ham med
rige Jndtægter; fire af de rigeste Klostre stod under ham; men han brugte kun sine
Jndkomster til kirkelige og videnskabelige Anstalters Fremme. Hans Skrifter afgiver
Vidnesbyrd om en Aand, som er langt forud for sin Tid, og hans Opgave at gjøre
Frankrige til et kristeligt Athen lykkedes vel ikke ganske; men saameget er dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
