Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Missionen og Folkekirkerne - Kirkelærere og Lærestridigheder - De indre Forholde - Pavedømmets videre Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354 Missionen og Folkekirkerne.
Ludvig den Fromme (814—— 840) gjorde ham til Biskop af Turin Han var
en gudfrygtig Mand, vel bevandret i Skriften og Kirkefædrene; særlig yndede han
Augustin Jsit Stift fandt han en Kristendom, som var blandet med Overtro
og Gjerningshellighed; Kirkerne var syldte af Viegaver og Billeder. Dette smertede
ham dybt, da han af Guds Ord og Erfaring var overbevist om, at alt Godt bliver
virket af den guddommelige Naade, og at egen Retfærdighed og gode Gjerninger
intet gjælder for Gud, men alene Naaden, der virker Tro og Kristi Efterfølgelse
Derfor maa den, som Vil blive salig, ikke blot frigjøre sig for det sandselige og stræbe
efter det usynlige, men forkaste al Midlervirksomhed fra Andres Side og personlig træde
i Forbindelse med Gud ved den eneste Midler Kristus Af disse Grunde lod han
allerede trods Folkets Modstand i Aaret 821 alle Billeder fjerne fra Kirkerne, præ-
dikede med Varme mod deres Tilbedelse og Helgenernes Midlerstilling Han udtalte
sig ogsaa mod Munkeløf tets Fortjeneste og bekjæmpede den Mening, at sand Bod
kun var mulig i Rom, og at virkelig Tilgivelse af ens Synder alene var at haabe
paa dette Sted. Han kaldte ogsaa kun den Pave apostolisk, som ikke blot sidder paa
den apostoliske Stol, men ogsaa trolig opfylder en Apostels Pligter; gjør han ikke
dette, er han kun en Hykler og Farisæer. Fremdeles nægtede han, at Petrus og hans
Efterfølgere havde faaet Magten til at binde og løse. Allerede Pave Paschalis
(817—824) dadlede Claudiuss Jver, men først senere reiste der sig Strid om
hans Lære Uagtet flere stred mod ham og stemplede hans evangeliskeO pf fatning som
Vranglære, kunde han dog dø i Ro 839. Striden fortsattes; flere af hans Disciple
forsvarede hans Anskuelse, og i Jtalien holdt den sig endnu længe
Meget roligere end de før nævnte greb Walafried Strabo ind i det
kirkelige Arbeide. Han var født i Allemannien og blev først opdragen og ud-
dannet iKlosteret Reichenau, hvis Studieretning han paa en anskuelig Maade har
bestrevet; dernæst var han en Discipel af Rabanus Maurus i Fulda. En Tid-
lang var han derpaa Dekan i Klosteret St. Gallen, blev 842 Abbed iReichenau
og døde paa en Reise til Karl den Skaldedes Hof 849. Walafried er næst
efter Claudius Tidens flittigste Skriftfortolker. Hans Bibeludlæggelse i korte
Randbemærkninger indeholder Kjærnen af de gamle Kirkefædres Fortolkning og blev
i næsten 500 Aar en Guldgrube for den bibelfke Fortolkning i Vesten Med Hen-
syn til Nadverlæren har han en Opfatning, der er i nær Overensstemmelse med vorz
pavedommets videre Udvikling
om s overste Grundsætning var at kjæmpe for Kirkens Enhed og Almindelighed
og saaledes fremme dens Herredømme Deraf udvikledes det pavelige
» Hierarski, som foran er omtalt (cide 204 296) Dets Anseelse varistadig
« ·« Væks,t især efterat Bonifacius (s 755) havde knyttet den tyske Kirke nær til
Rom. Bispeftolen her havde lidt efter lidt ved Gaver og Testamentet faaet mange
verdslige Besiddelser, og da de blev truet af Longobarderne, vendte Pave
Zacharias (741—7:32) sig som bekjendt til Pipin den Lille om Hjælp, idet han til
Gjengjæld gav den apostoliske Erklæring: ,,Den, som har den kongelige Magt, skal
ogsaa have det kongelige Navn.« Da nu Pave Stefanus 11 (752—757) havde
salvet den nye Frankerkonge og hans Sønner, sratog Pipin Longobarderne det
græske Gxarchat og skjænkede det til St. Petri Stol, hvorimod Paven udtrykkelig
anerkjendte ham som den romerske Skytsherre (75-5). Da nu Karl den Store
fuldstændig erobrede Longobardernes Rige, gav ogsaa han Paven nye Landomraader,
men beholdt selv Høihedsretten over dem. Paven og alle Roms Borgere maatte
sværge ham Troskabsed, saa at St. Petri Efterfølger nu i Virkeligheden som verdslig
Hersker var Keiserens Vasal Dette Forhold var naturligvis misligt, og allerede
paa Karls Tid opstod, ikke uden Pavens Indflydelse den Fabel, at Pavens verds1
lige Besiddelser egentlig var en Gave fra Konstantin den Store (306——337).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
