Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Missionen og Folkekirkerne - De indre Forholde - Pavedømmets videre Udvikling - Munkevæsenets Fornyelse og Kirkereformer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
358 Missionen og Folkekirkerne.
paver satte hun sin egen Søn paa Petri Stol under Navn afJohanXl(931-—936).
Paverne i denne sørgelige Tid var besinittede af mange Laster og gjennemsyrede af
en grænseløs Fordærvelse De ikke alene banlyste sine Modpaver og fordømte sine
Forgjængere eller kasserede deres Embedsvirksomhed, men mishandlede dem tildøde
eller efter Døden og ryddede afveien dem, som krydsede deres Planer ved Mord,
Gift eller paa anden Maade. De fleste af dem var bundløstliderlige. Om Johanxll
(954—965) fortæller den katholske Kirkehistvriker Michl: »Da han i 954 blev
Pave, var han knapt 18 Aar gammel, en Vellystling af første Klasse, en liden-
skabelig Spiller, mere Soldat end Prest, et grusomt Menneske, idet han lod Øinene
stikke ud paa sin egen Skriftefader Benedikt, lod Underdiakon og Kardinal Joh an
kastrere og Biskop Otyrus af Speier piske. Han gjorde et Barn paa 10 Aar
til Biskop, og en Diakon ordinerede han i en Hestestald· Hans Palads lignede et
Horehus« og han endte sit Liv under Omfavnelser af en Ægtehustru, idet hendes
Mand overraskede ham i LEgteskabsbrud og slog ham ihjel.« J en saadan Tid
kunde Otto den Store (936—973) afsætte Paven (963) og lade Romernesværge,
at de aldrig mere vilde vælge en Pave uden Keiserens Samtykke. Og paa H enrik
111’s Tid (1039——1056) var Keiserens Magt saa stor, at han paa Synoden i
Sutri (1046) kunde afsætte tre Paver og indsætte en tysk. Han fik Navnet Ele-
mens 11 (1046—47) og kronede Henrik til Keiser. Paa samme Tid opnaaede
denne Fyrste en romersk Patriciers Magt og Værdighed og dermed Retten til at
udnævne den romerske Biskop. Fra den Tid af blev Besættelsen af Pavestolen en
Del af den tyske Regjering· Keiserdommet stod nu paa Høiden af sin Magt. Lige-
som paa Karl den Stores Tid erkjendte nu den hele Kirke Keiseren som sin
øverste Magthaver, forsaavidt han raadede over de høieste geistlige Værdigheder·
Men det var dog ikke længe, Keiserdømmet besad denne Magtstilling, der for en Tid
var nødvendig til at ophjælpe Pavedøniniet. Men saa snart dette var bleven sædelig
fornyet, frigjorde det sig fra Keiserdvmmet, og Pavestolens Verdensherredømine
skred atter frem med raske Skridt.
muiikeowsenetg «formielse og Kirker-Stormen
er reiste sig mange, som vilde hæve Kirken fra dens Fornedrelse Det
« I tyske og franske Munkevæsen blev fornyet; størst Betydning og Ind-
, - ’-f·—,·- ) flydelse fik Clunyacensernes store Munkeforening, der havde sit Navn
s efter Klosteret Cluny i Burgund, stiftet af Hertug Wilhelm af
Aquitanien Aar 910. Det blev snart under den hellige Odo hele Kristenhedens
«aandelige Skatkainnier«. Herfra udgik en nyttig Reformation, som strakte sig
til selve Pavedømmet. Disse Munke var nemlig gjennemtrængt af et dybt sædeligt
Alvor, der nærmest ytrede sig som ea streng Afholdenhed. Det Krav, som udgik fra
Klosteret Cluny, sigtede mod det Maal at gjøre alle Geistlige til Munke ved at
kræve Budet om ugift Stand strengt overholdt. Man hævdede paa samme Tid
Kirkens fulde Frihed og Uafhængighed af den verdslige Magt og søgte at omgjøre
den gamle Folkekirke til en fri, romersk Pavekirke.
Munken Hildebrsand, der var udgaaet fra Klosteret Cliiny, blev Føreren
iKampen for Pavemagten. Da Keiseren udnævnte Bruno af Toul i Lothringen
til Pave, tog denne Navnet Leo 1X (1048—10-54) og søgte i væsentlig Grad at
reformere Kirken. Han valgte Hildebrand til sin Raadgioer, og denne var villig
paa den Betingelse, at Leo drog som Pilegrim til Jtalien og der lod sig vælge
paa kanonisk Vis. Dette skede 1049. Hildebrand blev nu Sjælen i Styrelsen
baade under denne og de følgende Paver, indtil han selv besteg St. Petri Stol.
Som Pavens Fortrolige udfoldede han en utrcettelig og indflydelsesrig Virksomhed
ide verdslige Gjøremaal, for hvilke Leo havde liden Sands. Paa Synodeni
Rheims 1050 ordnedes den franske Kirkes Forhold til Paven, og i Vercelli
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
