Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Missionen og Folkekirkerne - De indre Forholde - Geistligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
364 Missionen og Folkekirkerne.
kapitlet blev itu Prester ved et eller andet af Kirkens Altere. Skjønt Domgodset
var delt, samlede Kapitlet dog efterhaanden adskilligt saakaldt Communegods,
der brugtes til de fælles Udgifter. Overskuddet deltes mellem Kannikerne. Et Kan-
nonikat var altsaa en overordentlig indbringende Stilling.
Domkapitlet var for Biskopperne, hvad Kardinalerne var for
Paven, nemlig hans Raadgivere og Medhjælpere i Stiftets Styrelse. Naar Bispe-
stolen var ledig, styrede de Stiftet og valgte ny Biskop· Domkapitlet sørgede
selv ved Valg for, at det altid var fuldtalligt. Jkke alle Medlemmer boede iStists-
staden; en hel Del var Sogneprester paa Landet. Domkapitlerne blev snart to
Slags. J nogle var Medlemmerne Munke og paa samme Tid Prester ved Domkirken;
de kaldtes regu1aros; i andre derimod aflagde Medlemmerne intet Klosterløfte, saaledes
som det var Tilfældet med alle Domkapitler i Norge; de fik Navnet sæou1ares.
De gamle vidtstrakte Prestegjeld med sine Fylkeskirker kaldtes Dekanier·
Disse blev efterhaanden for store og maatte deles· Det første Trin i denne Ud-
viklingsker i Norge ved, at Tredjungskirker blev opførte· J Tyskland byg-
gedes lige op til 10 Kirker i et Prestegjeld De nye Kirker blev dog snart selv-
stændige, men en Erindring om det oprindelige Forhold holdt sig endnu længe;
den gamle Hovedkirke blev staaende med en egen Værdighed, idet Børnene maatte
døbes i denne; Sognepresten ved en saadan Kirke kaldtes Hovedprest Disse
Kirker vedligeholdtes af hele det gamle Distrikt. J Tyskland lod man flere af
disse Dekanier slaa sammen; det er Begyndelsen til Provstidannelsen. J
denne Folkekirkernes Periode er den Grundbetragtning herskende med Hensyn til
Prestevalget, at den Mand eller det Samlag, som havde bygget Kirken, skulde
vælge dens Prest· Følgelig havde som oftest Bønderne Valgretten· Dog maatte
han indvies af Biskoppen, der efterhaanden fik mere og mere at sige. ·— Sogne-
presten var Prestegjeldets egentlige Sjælesørger og som saadan ene berettiget til
at holde Skriftemaal, uddele Nadveren og gjøre Tjeneste ved Begravelser, medens
de øvrige Prester i Gjeldet kun havde Ret til at læse Messen o. s. v. Foruden
den presteviede Geistlige maatte der ved hver Gudstjeneste fungere enxKlerk
af den lavere Prestegrad, der bistod den forrettende Prest under Messetjenesten,
tændte Lysene, fremførte Svarene o. s. v.; det var den saakaldte Degn. — Som
Jndtægter havde Sognepresten en Prestegaard, forskjelligt Jordegods, som efterhaanden
var skjænket til hvert Prestebol, Fjerdeparten af Tienden i Prestegjeldet samt Offer
og Betaling for alle kirkelige Forretninger, som han udførte· J denne Forbindelse
bør ogsaa nævnes, at Presternes Leilændinge, geistlige Personer samt Stiftelser var
fritagne for Skatter og Afgifter· Denne Skattesrihed kaldtes Jmmunitet.
Geistligheden fik sin Uddannelse iKloster- og Domskolerne; men de
førstnævnte tabte snart sin Betydning i denne Henseende; Domskolerne derimod
var af stor Vigtighed gjennem hele Middelalderen; de var geistlige Seminarier for
de enkelte Skifter. Dog havde i dette Tidsrum de færreste af Landspresterne gaaet
i en saadan Skole; de fleste begyndte som Presternes Medhjælpere (Preftlinge) og
blev underviste af disse saavidt, at de kunde blive Subdiakoner (Djakn, Degn);
de, som nu havde Evner, søgte efterhaanden saavidt Uddannelse, at de kunde blive
Kapellaner eller Sogneprester. Den begavede drog i Regelen til Stiftsstaden
for at undervises i Domskolenx da kunde han blive ,,Hovedprest«. De, som naaede
nogen høiere Grad af Lærdom, erhvervede denne væsentlig ved Selvstudium· Det
krævedes af Presterne, at de kunde læse i Bog og navnlig forstaa at læse Latin. De
maatte derhos være skrivekyndige for at optegne Folks Aartid og være saavidt øvede
i Regning, at de evnede at beregne, naar Kirkefesterne indtraf; men det væsentlige
var at kunne synge efter sine Messebøger. De Geistlige blev prøvede først paa
Rigsmøderne og senere paa Stistssynoderne, om de var i Besiddelse af
disse Færdigheder·
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
