Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Missionen og Folkekirkerne - De indre Forholde - Lidt om det kristelige Liv og Kirketugten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
378 Missionen og Folkekirkerne.
blikansk Diktator. Benedikt v1 blev kvalt (974), Johan xlv døde (984) som
Fange iEngelsborg, efter nogle blev han sultet ihjel, efter andre forgiftet. Bo-
nifacius V11, som havde ryddet ham af Veien, hævdede i 8 Maaneder sin Plads
paa Pavestolen og døde saa som et Uhyre en pludselig Død (985), Johan xvlTs
hurtige Bortgang (1003) blev forklaret derhen, at en krænket Ægtemand havde givet
ham Gift. Hans Efterfølger Jo han"xv111 skal have bidraget hertil og som Straf
have faaet samme Afgang (1009). Ved Clemens 11’s (1047) og Damasus 11’s
pludselige Død (1048) opstod der begge Gange Mistanke om Forgistning — An-
gaaende Skjøgeregimentets Tid bemærker Høfler: »J de 60 Aar fra Pave
Formosus’s Død (896) indtil Johan X11(954), Spiren af Theodoras Slægt,
blev af 19 Paver, blandt hvilke Bonisacius 1v kun regjerede i 14 Dage, Ro-
manus i 4 Maaneder, Theodor 11 i 20 Dage, Leo V1 i 7 Maaneder og 2
Dage, to afsatte ved Vold, Johan X myrdet, Stefanus V111 lemlæstet, men Pave
Kristoffer, Sergius 111, Johan X, Johan X1 kom dels ved List, dels ved
Vold i Besiddelse af Overhyrdeembedet over Kristenheden.« — Pave Benedikt V1
satte sit Liv til under Krescentius’s Oprør (974), og Bonifacius V11 blev
slaaet ned af sine Fiender (985); hans Lig laa en Tid lang paa en offentlig Plads.
Andre Paver døde af Ærgrelfe, Vrede, Hidsighed, Skræk og lignende; nogle blev
mishandlet til Døde og efter Døden af Paven Stefanus V1 (896—897) mishand-
lede, som vi har hørt, Pave Formosusis Lig paa en raa Maade, Bonifacius
V11’s Parti førte Johan le som Fange til Engelsborg og berøvede ham
Livet i Fængslet (984), Gregor V dræbte sin Modpave Johan XV11 paa en
grusom Maade (1003) Paskalis 11 lod Liget af sin Modpave grave op og kaste
i Tiberen· Betegnende er det ogsaa, at Paver blev banlyste af Modpaver;
Andre blev fordømte af deres Efterfølgere eller kasserede efter deres Embedsvirk-
somhed. Foranstaaende Fakta taler tydelig nok om Sædeligheden paa St. Petri
Stol i denne Tid. Under de hildebrandske Paver hævede Pavestolen sig betydelig
i moralsk Henseende. -
Naar Tilstanden var saaledes blandt Kirkens øverste Tilsynsmænd, er det ei
heller underligt, at Sædeligheden ogsaa stod lavt blandt Geistligheden og i Klo-
strene· Den unaturlige og ubibelske Fordring til Presterne, Munkene og
Nonnerne om at leve i ugift Stand havde sørgelige Følger for mange, uagtet
der ogsaa i denne Forfaldets Tid fandtes lysende Eksempler paa stræng sædelig Afhol-
denhed. Salg af geistlige Embeder, lige fra de bøieste til de laveste, maatte ogsaa
virke nedbrydende. —— Af Sorg over den store moralske Fordærvelse fremgik den
omtalte sædelige Fornyelse af Munkevcesenet ved Clunyacenserne, og denne
virkede gavnlig for hele Geistligheden, uagtet Budet om ugift Stand ved at
blive gjentaget og skjærpet opløfte talrige Familier og bragte megen Elendighed med
sig for mange, som ikke havde Afholdenhedens Gave.
Blandt Lægfolket var Tilstanden høist sørgelig henimod denne Periodes
Slutning. Selv i de høiere Samfundsklasser fandtes Ugudelighed og Yppighed i
de grelleste Former, men det manglede dog heller ikke paa skjønne, ægte opbyggelige
Træk af Fromhed og Opofrelse hos Mænd og Kvinder af den høiere Stand. Blandt
Menigmand herskede megen Raahed og Overtro. For at fremme Sædeligheden blandt
alle Samfundsklasser anvendtes Kirketugten. Der udviklede sig en almindelig
Fremgangsmaade, som blev sastslaaet i de saakaldte Pønitentialierz Grundlaget for
dem skriver sig fra Biskop Theodorus af Canterbury. Allerede tidlig spores
den germanniske Retsopfatning, at enhver Forbrydelse kan sones ved Pengebod,
De saakaldte »Sendretter«, der bestod af geistlige og verdslige Mænd, havde at
dømme i Sager, som angik baade Kirken og Staten. Den skyldige blev idømt Bod »
til begge. Det vigtigste Tugtemiddel var Ban. Man skjelnede mellem· at
falde i Ban og sættes i Ban. Det første vil sige, at Bannet fulgte med visse
Gjerninger; i det andet Tilfælde lystes man i Ban af Biskopen eller Paven. · Med-
Hensyn til Strængheden var der to Arter; det mindre og det større. Det mindre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
