Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Missionen og Folkekirkerne - De indre Forholde - Lidt om det kristelige Liv og Kirketugten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lidt om det kristelige Liv og Kjrketugten. 379
bestod i, at man nægtedes Adgang til Nadveren; det større havde fuldstændig
Udelukkelse fra Kirkesamfundet i Følge med sig, saa intet Menneske kunde have med
Vedkommende at bestille, uden at falde i det mindre Ban. J denne Folkekirkernes
Tid var et saadant Menneske utlæg og betragtedes som en Hedning. Begge Slags
Ban skulde tugte Kirkens Medlemmer til at bøde paa det gale, de havde
gjort, og man opnaaede vistnok i Almindelighed sin Hensigt. For almindelige letter e
Ban kunde man løses af Sognepresten, medens de, som havde gjort sig skyldig
i større Forseelser som Manddrab o. s. v., der havde medført det store Ban,
maatte henvende sig til Bispen; ved de groveste Forbrydelser, som Sacri-
legium (Helligdomsran), var det forbeholdt Paven at løse fra Bannet; man maatte
da enten personlig reise til Rom eller sende en Mand did i sit Sted. Dog kunde
man løses ved en pavelig Legat, der ofte var Erkebiskoppen, som Paven havde givet
Myndighed til i saadanne Tilfælde at handle paa sine Vegne. Det bemærkes at
iDodsfare havde enhver Sogneprest Myndighed til at løse fra hvilketsomhelst
Ban. Døde nogen uden Løsning, betalte de Efterladte, hvad der skulde ydes, og
saa hævedes Bannet· Det saakaldte Jnterdikt eller Folkeban var idenne Tid
særlig kraftigt; senere blev det delvis uden Virkning Folkeban rammede enten et
helt Land eller en Del af samme. Det bestod i, at al Gudstjeneste og alle
kirkelige Forretninger ophørte, undtagen Daab, Konfirmation og
Dødssakramentetz thi uden disse Handlinger kunde Kirken ikke bestaa. Et eget
Slags Jnterdikt brugtesi hele Middelalderen overfor gjenstridige Prester; det
bestod egentlig i Forbud mod at gaa ind iKirken, enten det var for at forrette eller
overvære en Gudstjeneste «
Kirken brugte ogsaa andre Midler til at hemme Raaheden og hindre dens
Udbrud. For at begrænse ,,Næveretten« og de evige Slagsmaal fremkom Bestem-
melsen om den saakaldte ,,Gudsfred.« Den bestod deri, at alle Retssager skulde
hvile fra Onsdag Aften til Mandag Morgen, til Minde om Herrens Lidelse og
Opstandelse; i denne Tid maatte heller ingen bære Vaaben. Mandag og Tirsdag
var vistnok ikke indbefattede i denne »Gudsfred,« og Sagen blev altsaa kun af-
hjulpen paa en meget udvortes og utilfredstillende Maade, men Kirkens gode Bilje
sporedes dog i disse Bestemmelser —— Et andet Middel til at fjerne Stridighed var
de saakaldte Gud sdomme, som ogsaa Kirken tog i fin Tjeneste, og det kan have
sin Interesse at omtale i Korthed de vigtigste af disse. For at afgjøre vigtige
Retsspørgsmaal tog man sin Tilflugt til Tvekampen, idet Seiren blev betragtet
som en guddommelig Voldgiftskjendelse· Lodkastining benyttedes ogsaa ofte, da
man troede paa den Maade at faa vide Herrens Vilje· Vandproven var meget
almindelig; den bestod i, at man kastede den Anklagede i en Flod eller Sø. Man
troede, at den Uskyldige sank, medens Gjerningsmanden blev baaren oppe af Vandet,
hvor meget han end dukkedes under. Langt hyppigere lod man imidlertid den An-
klagede i Kirkens Forhal optage en Sten eller en Ring af en Kjedel fuld med ko-
gende Vand. Haanden blev derpaa forbunden og forseglet med indviet Voks Efter
tre Dages Forløb blev Bindet taget af. Biste Armen sig uskadt, ansaaes det for
et Bevis paa Uskyldighed, medens det modsatte blev betragtet som et Tegn paa
Brøde —- Jldprøv en havde ogsaa forskjellige Former. Enten skulde den Ankla-
gede gaa gjennem brændende Baal eller sydende Olje, eller ogsaa maatte han tage
paa gloende Jern. Riddere blev paalagte at stikke Haanden i en gloende Handske.
Kvinder skulde vandre paa seks til tolv gloende Plogjern.
Men ikke blot Jld og Vand, men ogsaa de ved Religionen helligede Gjen-
stande blev benyttede til Gudsdomme. K»o rspr øv en anvendtes saaledes paa for-
skjellig Maade ved Retsstridigheder. Enten maatte de stridende Parter udrække Ar-
mene over et Kors, og den, som længst kunde holde dem udstrakte, var den Seirende;
eller ogsaa spilledes der Terninger med Korstegnet paa; den, som kastede Korstegnet,
havde vundet. Ligesom Korset blev ogsaa Nadveren brugt eller rettere misbrugt
som Gudsdom. Allerede den sædvanlige Føde anvendtes undertiden til Prøve; man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
