Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - Gregor den Syvende og hans Kamp mod Statsmagten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
388 Den frie Pavekirke.
som bandt den,. og gjøre den fri og selvstyret under hans Overherredømme. Han
erklærede offentlig, at Paven var St. Peters Stedfortræder og Kristenhedens Over-
hoved, samt Guds synlige Statholder paa Jorden. Derfor havde han ogsaa Magt
til, naar Kongerne ikke gjorde Guds Vilje, at fratage dem deres Riger og give dem
til andre. Paven kunde dømme alle Mennesker, men selv stod han kun under Gud.
Gregors vigtigste Reformer knytter sig til to Kirkemøder i Rom; paa det første ·
Møde i Aaret 1074 gjennemførte han den gamle Bestemmelse om Presternes ugifte
Stand (Cølibat). Ingen geistlig Mand maatte indtræde i Ægteskab og de allerede
Gifte skulde skille sig; vovede nogen ei at lystre disse Besalinger, skulde han afsættes;
thi hans Prestetjeneste var unyttig, hans Bøn en Synd, og den Velsignelse, han lyste
over Menigheden, blev bare til Forbaudelse baade for ham og Folket. Saa lød hans
strænge og ukristelige Bud, der var stik mod Guds Ord. Naar Gregor krævede
dette af sin Geistlighed, havde det sin Grund i de asketiske Synsmaader, som Cluny
var Talsmand sor; han vilde omgjøre hele Presteskabet til et Samfund as Munke.
Dernæst har vistnok ogsaa Nyttighedshensyn gjort sig gjældende, men de var vidst
underordnede. Hvorledes dette Paabud blev gjennemført, er her for vidtløftigt at
paavise· Det tog naturligvis lang Tid, før det i Virkeligheden blev sat igjen-
nem, da det mødte megen og berettiget Modstand. En hel Del Prester vedblev at
leve i et Slags borgerligt Ægteskab der af Folket paa en Maade ansaaes for at
være lovligt. Omtrent 100 Aar senere begyndte en voldsom Kamp mod dette
Presternes saakaldte Frillelevnet, og den fortsattes med mere eller mindre Fremgang.
J Norge lykkedes det aldrig at udrydde denne Skik. De sidste Biskopper paa Is-
land levede i et saadant Ægteskab Budet om ugift Stand kom til at give Kirken
et Ulivssaar i sædelig Henseende-
Aaret efter (1075) holdt Gregor et nyt Kirkemøde i Rom, hvor han søgte
at afskaffe Simonien eller- den Sædvane, at man modtog geistlige Embeder af en
verdslig Mand. Mødets Beslutning herom var følgende: l) Jngen Geistlig maa
modtage sit Embede af en Lægmand, ellers vil han blive afsat; 2) enhver Lægmand,
som- giver bort et geistligt Embede skal sættes i Ban. Disse Bestemmelser sigtede
først og fremst til de større Embeder, forsaavidt som de tillige var Len. Nævnte
Reform er et overordentlig stort Fremskridt i Retning af Kirkens Frigjørelse. Denne
trængtes ogsaa høilig; thi Kirken vilde maaske uden en saadan have gaaet
tilgrunde i Europa. J verdslig Henseende vilde hine to Bestemmelser praktisk sige,
at store Landstrækninger i vor Verdensdel blev løsrevne fra sit Underdanighedsforhold
til sine Lensherrer, og at Abbeder og Erkebiskopper i Virkeligheden blev omskabte til
uafhængige geistlige Fyrster. Dette var Vrangsiden af Sagen, og her seirede ikke
Kirken. Imidlertid laa en hel Del af de Magtomraader, som nu tilhører Staten,
dengang under Kirken som f. Eks Veivæsenet, samt alle Ægteskabs- og Sædeligheds-
sager. Fælles sor Kirke og Stat var derimod alt, som forøvrigt angik Menneskelivet
Straks efter det sidste Møde gjorde Gregor selv Begyndelsen til at sætte Be-
stemmelsen igjennem ved at bansætte Keiser Henrik 1V’s Raadsherrer, der af Paven
var anklagede for Simoni. Ved Juletid 1075 drog pavelige Sendemænd til
Keiseren og indstævnede ham uuder Trudsel af Ban til at møde iRom. Da
Henrik ved sin tøilesløse Lidenskabelighed og uforstandige Haardhed havde ophidset
en stor Del af sit Folk, haabede Paven saa meget lettere at kunne ramme ham og
den verdslige Magt. Men Keiseren sammenkaldte et Kirkemøde i Worms, hvor
han fik en hel Del Biskopper til at erklære Paven afsat som en »Tyran, en Trold-
mand og en Horkarl.« Gregor svarede med at banlyse baade disse tyske Biskopper
og Keiseren samt løse Undersaatterne fra deres Troskabsed mod ham. Dette gjorde et
overordentlig stærkt Indtryk. Da det blev Tale om at vælge en ny Keiser, drog
Henrik i Januar 1076 over Alperne til Jtalien. Paven opholdt sig dengang
paa det faste Slot Canossa, der tilhørte hans Veninde Markgrevinde Mathilde
af Toskana· Did begav den dybt ydmygede Keiser sig; iført en Haarskjorte og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
