Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - Den hellige Elisabeth, Landgrevinde af Thüringen - Pavedommet naar Høiden af sin Magt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pavedommet naar Høiden af sin Magt. 427
udøvede Allerede Aar 1235 lagde Landgreve Ludvig i Marburg Grunden til
den herlige Kirke, som bærer hendes Navn og længe omsluttede hendes Grav.
Mavedommet naar Høiden af sin Magt
« nder Gregor v11’s Efterfølgere fortsattes Kampen mod den verdslige Magt,
Jj indtil Pavekirken var fuldstændig fri. Paschalis 11 (1099—1118)
:«· udgik ogsaa fra Cluny og var en begavet og mærkelig Personlighed.
s- Han kjøbte Kirken fri Valgret ved at give Afkald paa alle Len» Det
sjønnes heraf, hvilken ideelt anlagt Mand han var, og hvor megen Pris han satte
paa denne Rettighed. Paa Grund af Viskoppernes Modstand evnede dog ikke Paven
at overholde denne Overenskomst med Keiserdommet. Saa tog Keiser Henrik 1V
ham tilfange og tiltvang sig et nyt Forlig, hvorefter Biskopperne skulde vælges frit,
men forud for deres Indvielse skulde de modtage Jnvestitur af Keiseren. Denne
Ordning fremkaldte især blandt det hildebrandske Parti en rasende Forbitrelse.
Paa et Kirkemøde i Rom 1112 optraadte nævnte Flok og krævede Paven til Regn-
skab, paa samme Tid som Synoden dømte alle hans Jndrømmelser for ugyldige og
satte Keiseren i Ban. Saa blussede Striden for Alvor op; Keiseren indtog Rom,
Paven rømte og døde i Landflygtighed 1118. Et Konkordat eller en Overens-
komst mellem Paven og Keiseren kom istand i Worms 1122. ,,Biskopperne skulde
vælges frit uden Indblanding fra Keiserens Side paa den Maade, Kirkeloven fore-
skrev; Paven skulde tildele den Valgte Ring og Stav som Tegn paa den geistlige
Værdighed, men derimod Keiseren overdrage ham de verdslige Lensrettigheder ved
See teret.«
pJ England fik Striden om Jnvestituren en noget anden Afslutning Der
havde længe været Uenighed angaaende denne Sag mellem de to anseede Mænd, Anselm
og Rufus. Efter flere Sammenstød med Kong Henrik Beauelerc blev Anselm
og han enige om et Forlig paa en Sammenkomst i Bee i Normandi 1100z det
stadfæstedes af Paschalis og gik ud paa,atJnveftituren skulde bortfalde, medens
de nyvalgte Biskopper havde at aflægge Lensed til Kongen.
Med Hoh enstaufernes berømte Kongeslegt førte Pavedømmet en over hundrede-
aarig Kamp om Magten. Efter 1158 udncevnte Keiser Fredrik 1 (Barbarossa) 3
Modpaver, der døde kort efter hinanden. Saa led han Nederlaget ved Legnano
1176 og maatte da anerkjende Alexander 111 (1159—1181), samt kysse Pavens
Tøffel og holde hans Stigbøile (1177). Hohenstauferne laa tilslut under i
denne Strid, der naaede sit Høidepunkt ved Jnnocents 111 (1198—1216). « Han
var en af Middelalderens største Paver, begavet og kløgtig samt gjennemtrængt
af en stræng Sædelighed og en grænseløs Haardhed mod dem, som stod hans Planer
imod eller troede anderledes, end han ansaa for ret. Ved List eller Magt under-
kastede han sig næsten alle Fyrster og optraadte som hele Kristenhedens Dommer.
Han hævede Pavedammet til dets største Høide og stod i Virkeligheden over Kirke-
møderne og opnaaede paa det politiske Omraade det samme, som Gregor V11 havde
opnaaet paa det kirkelige; Sendemænd varetog næsten overalt i Landene Pavestolens
Rettigheder. Al hans Stræben sigtede paa Kirkens Frigjørelse fra den verdslige
Magt. Han arbeidede for: 1) En fri Kirkestat; 2) et fra fremmed Herredømme
frit Jtalien; 3) et frit Sicilien, løsrevet fra Tyskland De to sidste Punkter
skulde være Gjennemgangsleddet for det første, en fri Kirkestat under Paven, som
uafhængig, verdslig Fyrste. Det er med Rette sagt, at Jnnocents 111"s Historie
er hele Samtidens Historie. Under Hohenstaufernes Kamp med Welferne i
Tyskland stillede han sig først paa de sidstes Side. Otto 1V kaldte sig »af Guds »
og Pavens Naade romersk Konge.« Snart tilintetgjorde han dog ved sin Banstraale
Ottos Anseelse og hævede sin Myndling Fredrik11 paa Thronen, hvem han
havde opdraget til sit lydige Kreatur. Frankrige, der før havde eiet saa stor Ind-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
