Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - Lidt om den katholske Kirkelære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lidt om den katholske Kirkelcrre. 431
Det er en Eiendommelighed ved den niiddelalderske Troeslære, at Kirken
med sine Hellige, Prester, Offere,Naademidler og Naadegaver behersker alt, og at den
eiikeltes personlige Liv og de Troendes personlige Forhold til Kristus træder tilbage.
Hvo, som ikke har Kirken til Moder, kan ikke have Gud til Fader. Den er ret
egentlig Himlens Port, bygget paa Petri Klippe, en hellig, almindelig Kirke, udenfor
hvilken der ingen Frelse findes. Jo mere udvortes Kirken nu selv var bleven i
Tidens Løb, desto mere udvortes blev ogsaa Frelsen opfattet, som skulde sormidles
ved Kirken, og hvad der skulde være det allerinderste, nemlig Meddelelsen af den
guddommelige Naade til de syndige Mennesker, blev selv atter noget Udvortes, et
objektivt fuldbyrdet Værk. Ad denne Vei fremmede man, selv under den urigti-
stinske Naadelæres rettroende Skilt, en Gjerningshellighed, der i Grunden var
langt forkasteligere —i sædelig Henseende end Pelagiuss Lære, som Augustin
engang havde kjæmpet saa ivrig imod; thi hist kom det dog an paa sædelige Gjer-
ninger, paa Menneskets Gjerning, der fremgaar af den frie Viljes indre Beslutning,
her derimod paa en udvortes Gudstjenestes blot mekaniske Gjerninger, paa Ceremo:
nierne, ligesom den gamle Pagts levitiske Lovgjerninger. Mellein den hellige Gud
og det syndige Menneske træder ikke mere Midleren Jesus Kristus, der ved sit engang
bragte Kjærlighedsoffer har forsonet Menneskene med Gud, forløst dem af Syndens
Magt og meddelt dem sin Aand; men imellem træder Kirken med sine Sakramenter,
Prefteskabet med sit Offer. Vel har Middelalderens Troeslære aldrig nægtet,
at Kristus er Midleren mellem Gud og Menneskene; men den har rykket hans
Guddoiiimelighed saa langt bort fra Menneskene, at nye Midlere blev nødvendige
Som Midler i Himlen træder Maria stedse mere i Forgrunden· Det er hende, den
milde, jomfruelige Moder, i hvem Kirkens moderlige Barmhjertighed møder osi
personlig Skikkelse; det er hende, som ved sine Forbønner maa stille Sønnens
Vrede og minde ham om den Kjærlighed, hun har vist ham som sit Barn.
Dette blev endog udført dramatisk. Til Marias Forbøn sluttede sig ogsaa de
øvrige Helgeners Forbøn, saa ofte de Troende anraabte dem.
Kirken har ikke til nogen Tid villet vedgaa, at den lærte Helgenernes Til-
bedelse« Derfor gjør Skolastikerne en friere Adskillelse mellem Tilbedelse
og Paakaldelse; den første tilkommer kun Gud, den sidste de Hellige. Men
i Virkeligheden gik Paakaldelsen for dem efterhaanden over til Tilbedelse,
uden at Kirken for Alvor reiste Indsigelse derimod. Men ligesom Maria og
de Hellige optræder som Midlere i Himlen, saaledes Prefteskabet paa. Jorden.
Ligesom Jødernes Ypperstepreft engang om Aaret gik ind i det Allerhelligste for at
osre først for sine egne og dernæst for Folkets Synder, saaledes træder den nye
Pagts Prester hver Dag frem for Gud og bringer det ublodige Offer i Nadveren
for Menneskenes Synder. Kirken vilde ikke stille Kristi Fortjeneste i Skygge.’ Den
nægtede ikke, at det paa Golgatha bragte Offer havde været et fuldgyldigt Offer
for alle Synder, som hidindtil var begaaede, men da Synderne daglig gjentager
sig endog efter den skeede Forsoning, saa trænger ogsaa de til daglig Afsoning
Denne Offerhandling fører os til Læren om Nadveren, ja til Læren om Sakra-
menterne isærdeleshed Der er maaske ingen Lære, der som denne har beskjæftiget
Skolastikerne Ordet Sakrament, som vi forgjæves søger i Bibelen, stammer
fra den latinske Kirke. J Førstningen var Ordet blevet brugt meget vaklende; men
nu blev Sakramentets Begreb nærmere fastsat. Man lærte, at Sakramenterne
havde en eiendommelig Kraft, og at der udgik en mystisk, ja magisk Virkning
fra dem paa alle. Dette var en Anskuelse, som fuldkommen passede til Katholi-
cismens hele System. Jkke blot er Sakramentets Virksomhed uafhængigt af
dens Tro og Sædelighed, som forvalter det, hvilket rigtig forstaaet har god Mening,
men det er ogsaa uafhængigt af dens Tro, som modtager det, naar han blot ikke
gjør Modstand derimod og ligesom sætter en Boni for dets Virkning, Ligesom en
sznd uophørlig lader sit Vand strømme ud gjennem sine Render, saaledes lader
Kirken sin Velsignelse udstrømme gjennem disse syv Sakramenter: Daaben,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
