Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - Lidt om den katholske Kirkelære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
432 Den frie Pavekirke·
Konfirmationen, den hellige Nadvere, Boden, Prestevielsen, Ægte-
skabet og den sidste Olje. Vistnok kan ikke alle Kristne faa Del i alle
Sakramenter; Prestevielsen og Ægteskabet udelukker hinanden. Nogle af disse skulde
oftere gjentages i Livet som Boden med Skriftemaalet og Afløsningen, samt
Nadveren; andre derimod som Daaben og Prestevielsen maatte ikke gjen-
tages. Hvis nogen, som havde modtaget den sidste Olje, blev frisk igjen og
derpaa for anden Gang kom i Dødsfare, var der delte Meninger, om han da paany
kunde meddeles dette Sakramente. Daaben og Prestevielsen tilskreves en
en uudslettelig Karakter, der ikke til nogen Tid kunde mistes. Ogsaa den uværdigste
Prest, selv den, som Kirken havde berøvet Retten til at gjøre Brug af sit geistlige
Embede, havde derved Magten, om ikke Retten til at fuldbyrde en sakramental
Handling, og den engang udførte Handling beholdt sin Gyldighed, selv om den
fremtraadte som en strafværdig Gjerning, der stred mod Kirkens Bud. Med Hensyn
til Nadveren, da blev dens Udførelse mere og mere en Offerhandling, og det til
Kristi Legeme forvandlede Brød (Hostien) blev Gjenstand for guddommelig Til-
bedelse. Det var nu Theologiens Sag nærmere at retfærdiggjøre denne Forvand-
lingslære og i det enkelte at bestemme den. Og dette skeede ved Skolastiken.
At Nadverbrødet var Kristi virkelige, sande Legeme, der var født af Jomfru Maria
og død paa Korset, var allerede i det ellevte Aarhundrede bleven paastaaet mod
Berengar, som havde vovet at tvile derpaa. Men nu blev Forvandlingens Begreb
nøiere bestemt. Det fastsattes, at ved Prestens Indvielse gik Brødet over til at
blive Kristi virkelige Legeme, saa det ikke længere var Brød, men Kristi Kjød, og
Vinen blev ligeledes ved nævnte Handling af Presten omdannet til Blod. For-
vandlingen skeede pludselig ved et for den menneskelige Forstand ubegribeligt Under;
for Sanserne bliver vel Brødets og Vinens Skikkelse tilbage, Lugten og Smagen
ligesaa, forat ikke Sanserne skal forfærdes, men i Brødets Sted er traadt Herrens
sande Legeme, ja den hele Kristus medLegeme og Sjæl, med Guddommelighed og
Menneskelighed. Men der er ogsaa kun et Herrens Legeme, endskjønt der er mange
Altre, hvorpaa dette ene Legeme ofres. Ligesom det ene Billede paa mangfoldig
Maade fortoner sig i en Sal med mange Speile, saa at der i hvert Speil er et
Billede, men det dog er et og det samme Billede, der sees i alle Speilene, saaledes
ofres der utallige Hostier paa Kristenhedens mange Altre, men det er kun det ene
Kristi Legeme og ikke forskjellige Legemer, som ofres der. Det er Kirkens store,
høihellige Mysterium (Hemmelighed), der tillige udgjør Midtpunktet i den hele
Gudstjeneste og er Kjernen og Stjernen i den katholske Tro.
Ligesom Skolastiken ved mere om Tingenes Begyndelse, end hvad der er
os forundt at vide, saaledes er den heller ikke i Forlegenhed, naar det kommer an
paa at bestemme de sidste Ting. Om Dommedagens Tid og Maade, om de Dødes
Opstandelse, om Himmel og Helvede, har den opkastet Spørgsmaal paa Spørgsmaal
og til ethvert af dem fundet Svar, ofte flere, forat man kan have Valget mellem
dem. Den allerede tidligere opkomne Lære om en Mellemtilstand, en Lutring, hvori
Sjælen efter Døden befinder sig, førend den kommer til Salighedens eller Pinens
Sted, Læren om den saakaldte Skjærsild, har den videre udviklet. Naar nu den
strenge Følgeflutning, at der ingen Frelse er udenfor Kirken, maatte føre til, at
ikke blot Hedningerne, men ogsaa Patriarkerne i den gamle Pagt, som havde
levet før Kristus, var udelukkede fra denne Frelse, saavelsom de udobte Børn, saa
kom den mildere Fortolkning til Hjælp, hvilken istedetfor den egentlige Fordømmelse
lod indtræde en Mellemtilstand; saaledes blev der da indrø1nmet en egen »Plads
baade for de gamle Fædre og de udøbte Børn, et Slags Forhelvede eller Forhimmel,
eftersom man vil tage det. Til de første var Kristus stegen ned, førend han opstod
fra de Døde, og havde prædiket Forløsningen for Fædrene Den store »Digter
Dantes mægtige Fantasi har gjennemvandret disse Rum og opfattet dem iBilleder»
og i denne Form synes vi ogsaa bedst derom. Hvad der frastøder os, naar vi vil
opfatte det med Forstanden, det kan tiltale og opbygge os, naar det fremtræder i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
