Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - De kristelige Mystikere under Kirkens Forfaldstid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
436 Den frie Pavekirke.
helt igjennem selvstændig, idet han af indre Sandhedstrang søgte at blive klar over
Gud og de guddommelige Ting. Men under dette forvildede han sig mod sin Vilje
i Sværmeri og Pantheisme eller den Lære, at Gud ikke er personlig og ei
staar over og udenfor Verden, men er dens Sjæl ,,Eckhart stod,« siger
Hase, »med sin Følelse af Guds Nærhed og med sin hellige Kjærlig-
hedsglød ligesom paa en svimlende Høide, paa hvilken Forskjellen mellem Gud og
Menneske, mellem Kristus og Aand, mellem Godt og Ondt forsvandt for ham.« —
Den menneskelige Aand, lærer han, er ikke blot en Skabning af det Guddom-
melige, men dette Guddommelige selv. Gud bliver sig selv bevidst i Menneskets
Aand, ,,hans Erkjendelse er min Erkjendelse-« Menneskets Aand besidder den
»gudelige Kraft til at begribe Gud og blive sig bevidst i Enhed med ham.« —
»Gud er alle Ting, og alle Ting er Gud selv. Gud kan ligesaa lidt undvære os,
som vi ham. — Gud føder sin Søn i Sjælen paa samme Maade, som han føder
i Evighed. Han føder mig som sin Søn, mig som sit Væsen og sin Natur. Da
springer jeg frem af ham i denl Helligaandz han formaar ikke at udelukke mig.
Før Skabningen var, var Gud ikke Gud. Mange lærde Folk vil ikke taale, at man
sætter Sjælen saa nær det guddommelige Liv; de kjender ikke ret Sjælens Adel.
Men der gives Punkter, hvor det er vanskeligt at finde en Forskjel mellem den og
Gud. — Mit Fædreland er Guddommen. Der var jeg allerede, før jeg var hos
mig selv. — Medens der i alle Skabninger er noget af Gud, saa er Gud i Sjælen
paa guddommelig Maade. — Kristus har ikke lært os andet, end at vi alle er
Guds Sønner, ja at vi i vort Væsen er Guds Sønner.« For at komme til
denne Bevidsthed, denne Salighed, er det nødvendigt at hæve sig til Guds rene
Jdrz og praktisk at fornægte alt det Skabte. Men det Skabte er ikke blot
det jordiske Gode, men ogsaa ens egen Personlighed. Saalænge Mennesket
betragter sig selv som et særskilt Jeg, staar det endnu paa et lavt Standpunkt; han
bliver ved i Forskjellen, i Adskillelsen fra Gud. Men har han overvundet denne
Adskillelse, saa aabenbarer og giver og elsker Gud sig i Mennesket, fuldkommen og
nødvendig Mennesket behøver ikke mere at bede om noget, ret som om han var
udenfor Gud eller under ham, som om Gud var en fremmed; han virker ikke mer
som en, der er adskilt fra Gud. — Den Retfærdige er tillige den Frie; ingen
Skranke, intet Forhold binder ham mer. Han gjør, hvad han vil; thi han vil kun,
hvad Gud vil. Ja for at erkjende Guds Vilje behøver han kun at følge sin egen
Tilbøielighed, det indre Ord, som Aanden taler i ham. Alt, der tilhorte Kristus
efter hans Menneskelighed som hans eget, tilhører ogsaa ham som hans eget. »Han
er Gud lig; thi Gud er Retfærdighed, og derfor er enhver, som er i Retfærdighed,
i Gud og er Gud selv.«
Blandt Eckharts Disciple er Tauler og Suso de mest sremragende.
Johan Tauler var født omkring 1290 i Byen Strassburg as fattige Forældre
Han fik sin Uddannelse hos Dominikanerne og studerede især Augustin, da den
sædvanlige Skolevisdom ikke tilfredsstillede ham. »Visdommen«, pleiede han at sige,
»skal man ikke studere i Paris; den rette Høiskole er vor Herres Jesu Kristi Lidelse.«
Hans Tidsalder var alvorlig; da førtes Striden mellem Modkeiserne Fredrik af
Østerrige og Ludvig as Bayern samt mellem den sidste og Paven, hvorunder Byen
Strassburg blev straffet med Ban; hertil kom i 1348 den sorte Død samt
Flagellanttog og Jødeforfølgelser. Jdenne Tid hævede Tauler med stor
Virkning sin Røst som alvorlig Folkeprædikant, men blev ført endnu dybere ind i
den sande Fromheds Hemmelighed. J sit femtiende Aar stiftede han Bekjendtskab
med en Lægmand, den store Gudsven fra Oberland, Nicolaus af Basel.
Ved denne blev han først grundig ydmyget og ret omvendt. Han underkastede sig
aldeles Lægmandens Tugt og adlød hans Opfordring til i to Aar ei at prædike.
Da Tauler efter denne Frist atter vilde optræde, kunde han ikke tale et eneste
Ord til den talrige Forsamling. Han fremsagde blot en kort Bøn; hans Øine
strømmede over af Taarer; Folket begyndte at blive uroligt; endelig lod han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
