Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - Kjætterforfølgelse, Inkvisition og Hekseprocesser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjætterforfølgelfe, Jnkvifition og Hekseprocesser. 449
Jnkvisitionen overdragen til Konrad af Marburg, der som Skriftefader for den
hellige Elisabeth behandlede hende saa grusomt; han blev tilslut ihjelslagen for
og de keiserlige Tropper styrtede ind i Palæets Gaardsruni· Her viste sig for os et
Eksempel paa jefuitisk Uforskamniethed. General-Jnkvifito reii og flere Skriftefædre
traadte høitidelig frem af deres Kroge, klædte i sine prefteligevSkrud med Armene
overkors paa Brystet, som om de ikke vidste af noget og kun vilde fe, hvad der var
paafærde. De bebreidede Soldaterne: »Hvorfor indlader J eder i.Strid med vore
Venner Fraiiskmæiidene?« De vilde aabenbart indbilde os, at de ikke havde betalet
Forsvaret, og haabede uden Tvil, at de kunde slippe bort under. Plyndringensllordetn
Men heri tog de Feil. Jeg gav streng Befaling til ikke at slippe deni af Otneiiebg
lod deres Soldater tage tilfange. Nu begyndte vi at undersøge dette djævelske Fængsel.
Vi gik gjennem det ene Kammer efter det andet; Altere, Krufifikser, Vokslys iMirngde,
Rigdom og Glans faaes overalt. Gulve og Vægge var fint·polerede, og Marmor-
mofaikerne indlagte med megen Smag. Dog, hvor var Pinebænk og T.ortur-
redskaber, om hvilke man havde fortalt os saa meget, og hvor v»ar Fængflerne,
hvori menneskelige Væsener blev begravet levende? Vi søgte forgjæves derefter. De
hellige Fædre forfikrede os, at de var bagtalte, vi havde nu seet alt. ·Jeg var allerede
færdig til at indstille mine Efterforskninger, idet jeg var overbevist om, at disie
Jnkvisitorer var andre Folk end de, maii havde fortalt os om.» Men Oberst
Delille vilde ikke saa let ftilles tilfreds. Han sagde til mig: »Vi vil·dog· atter
undersøge Giilvene og helde Vand paa dem, saa vil det vise sig, om det ikke fyiiker
ned noget Sted.« Marinorpladerne var store og ganske glatte. Efterat vi nu til
Jiikvisitorernes Misfornoielfe havde øst Vand paa dem, undersøgte vi alle Sprækker,
om det ikke sivede gjennem et eller andet Sted. Snart raabte Oberst Delille: »J»eg
hat fundet, hvad jeg ledte efterl« Mellem to Marniorplader forsvandt Vandet hurtig,
som om der var et tomt Rum nedenunder· Officerer og Soldater begyndte nu nt
løfte den ene Marmorplade op, medens Jesuiteriie skreg hoit over denne Vanhelligelfe
af deres skjønne og hellige Hus. En Soldat støtte med sin Mufketkolbe til en
Fjær, og en Trap kom tilsyne. Jeg tog et brændende, fire Fod langt Vokslys fra et
Vord, for nøiere at undersøge Kjælderen, men blev opholdt as en Jnkvifitor, der
blidt lagde fin Haand paa min Arm og med en from Mine sagde: »Min Søn! De
burde ikke røre dette Lys, det er helligt.« —- »Jovift«, svarede jeg, »der trænges et
helligt Lys for at undersøge Ugudeligheden«, og steg ned ad Trappen, der forte» til en
Hvælving, som ingen anden Udgang havde end Falddoren Nedenuiider kom vi ind i
et stort, firkantet Kammer, »Dotnshallen« kaldet. J Midten stod en Stenblok,
hvorpaa der var fæstet en Stol til den Aiiklagede. Paa den anden Side af Salen
fandtes et høiere Sæde til General-Jnkvisitoren; det kaldtes »Dotnmens
Throne«; paa begge Sider var lavere Sæder for Jefuiterfædreiie. Fra denne
Sal gik vi til Høire og fandt der smaa Celler, som strakte sig under hele Bygiiingen,
saa lang denne var. Men hvilket Syn frembod sig nu for vore Oinel Hvor var her
vor Frelsers velsignede Religion skjændetl Disse Celler tjente til Fængsler, hvori
Jiikvifitionens Slagtosre blev indmurede, indtil Døden løfte dem fra deres Lidelser.
Deres Lig overlodes til Forraadnelse, og for at ikke Stanken skulde forpefte Jnkvifi-
torerne, var der anbragt Veiitiler, der skulde føre den bort. J Cellerne fandt vi
Legemerne af nogle, fom nylig var døde, i andre kun Skeletter, lænkede til Gulvet.
J andre viste der sig endnu levende Slagtosre i alle Aldre og af begge Kjøn; unge
Mænd indtil Oldinger paa 70 Aar, men alle saa nøgne, som de kom til Verden. Vore
Soldater gjorde sig først og fremst Flid med at befri de Fangne for deres Lænker og
tOg derpaa Af sig nogle Klædniiigsstykker for at bedække dem. Efterat vi havde gjen-
nemsøgt alle Celler og aabnet Fængselsdøren for dem, som endnu levede, gik vi til
Venstre for at undersøge et andet Kammer. Her fandt vi alle Torturredskaber,
som blot Mennesker eller Djævlc kunde opfinde. Ved Synet heraf kunde vore Soldaters
Raseri ikke længere tæmmes. »Alle disse Jnkvifitorer, Munke og Soldater skal
persl« skreg de.— Vi gjorde intet Forsøg paa at holde dem tilbage, og øieblikkelig
begyndte de sit Arbeide paa Pateriies Personer. Jeg faa dem anvende fire Slags
Torturz da trak jeg mig tilbage fra det gyselige Skuespil, der vedvarede, saa længe
der var en eneste Mand i dette Helvede, hvorpaa Soldaterne kunde øve sin Hævn. —
Saasnart Jnkvifitionens Slagtosre uden Fare kunde bringes fra fine Fængsler
frem i Dagen, udbredte Efterretningen om deres Befrielfe sig overalt; og de, hvem det
fnakaldte »hellige Embede« havde frarovet Slægt og Venner, kom for at fe, om
disse endnu var i Live. Henimod 100 Personer befriedes fra sine Grave og skjænkedes
atter til sin Familie. Mange fandt en Søn eller en Datter, en Broder eller Søster,
en Fader eller Moder. Andre søgte forgjæves Sine. En Masse Krudt lagdes derefter
i Bygningens underjordiske Gange, de massive Mure og Taarne fprængtes i Luften,
da det antændtes, og Jnkvisitionen var ophørt at bestaa i Madrid.«
Jllustrerct Kirkehistokie. 29
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
