- Project Runeberg -  Illustreret Kirkehistorie /
452

(1891-1895) [MARC] Author: Hallvard Gunleikson Heggtveit With: Anton Christian Bang
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - Kjætterforfølgelse, Inkvisition og Hekseprocesser - Store Misbrug tager Overhaand

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

45 2 Den frie Pavekirke

betegne som den mørke Tidsalder, saa blev de fra nu af bestandig hyppigere, og
deres Tal er stort, hvilke blev pinte, druknede eller brændte for Trolddom; den sidste
Straf var hyppigst. En formelig Heksefarsot strakte sig lige til Reforma-
tionen, ja herjede sørgelig de kriftne Lande baade i det sekstende og syttende, ja
endogsaa ind i det attende Aarhundrede; Hekseprocesserne udgjør ligesom det
sidste Led i den gyselige Kjæde af fanatiske Forvildelser, hvortil Albigenserkrigene,
Kjætter- og Jødeforfølgelser, Flagellanttogene og St. Veitsdansen
i det trettende og fjortende Aarhundrede gav sit Bidrag.

Store Misbrug tager Overhaand.
? «·««Jff·««l· nder det pavelige Voldsherredømme bortviste Kirken med Jld og Sværd





.· ! —sygere og mere forblindet, en Moder og Amme ikke for de Troende, men
:- - snarere for de Vantro, til Forargelse, ikke til Opbyggelfe for Sjælene,
syg paa Hoved og Lemmer. Pave og Biskopper, Abbeder og Munke, Geistlige og
Lægfolk, havde alle Del i Fordærvelsen; men ikke alle følte det; de vilde ikke tilstaa
det for sig selv. Thi det er vanskeligt at erkjende Sandheden, naar man drager
Fordel af Løgnen. Paven, som levede herlig og i Glæde, vilde endnu bestandig
gjælde for Guds Statholder og St. Peters Efterfølger paa Jorden. Som saadan
bandt og løfte han Konger og Folk, men langtfra altid paa guddommelig Vis, ei
heller for Guds Skyld. Naar han slyngede sin Banstraale, skeede det ikke med
Kjærlighedens Smerte, men tidt og ofte med et forbitret Menneskes Raseri, som
ikke agter, hvor megen Ulykke og Forstyrrelse han volder ved sine Slag. Og af
hvilke Grunde var det vel, han udtalte sine Forbandelser? Enten fordi man ikke





tilborlig vilde betale ham de forlangte Afgifter og Tiender, eller fordi man syntes «

at ville gjøre Indgreb i hans Herredømme Saaledes var det Tilfældet med
Venetianerne, over hvem han 1309 udtalte et frygteligt Ban; indtil i fjerde
Led skulde de være forbandedez hvor man traf dem, skulde de gribes og gjøres til
Slaver; alt, hvad de eiede, skulde man tage fra dem. Ofte belagdes ogsaa, som vi
har seet, for Fyrstens Skyld hans hele Land med Jnterdikt eller Folkeban. Alle
Kirker maatte da lukkes, al Klokkeringning ophøre, Billederne tilhylles, intet Barn
døbes, ingen Nadvere meddeles til andre end Døende Men den Vilkaarlighed,
hvormed saadanne frygtelige Straffe uddeltes, bevirkede, at man ofte ikke bekymrede
sig om dem. Og naar Paverne gik saaledes frem i det Store, saa gjorde Biskopperne
det ikke bedre i det Smaa, og hvad der skulde være et Tugtelsens Vaaben til Ret-
færdighed, blev nu et Redskab for al mulig Uretfærdighed og Undertrykkelse

En Modsætning til Bannet var Kanonisativn, som Paven mente at have
Ret til at udtale over enkelte Mennesker efter deres Død Naar den hellige Fader
erklærede en for Helgen, blev denne blandt de Kriftne en Gjenstand for guddommelig
Tilbedelse. Man anraabte ham i Bønnen og bad om hans Forbon hos Gud.
Istedetfor at betænke, at en saadan i det høieste havde kunnet gjøre, hvad han var
skyldig, holdt man hans Liv for saa fortjenftligt, at han ikke blot for sig selv, men
ogsaa for en Mængde andre Mennesker ved fine overflødige Fortjenester formaaede
at virke til Salighed, ret som om et Menneske formaaede at gjøre endogsaa mere,
end nødvendigt var, for at naa Himmeriges Rige Saaledes gaves ·der tilsidst Hel-
gener, som man bad til i alle forskjellige Tilfælde, en tillands, en anden tilvands,
en, naar man havde Hovedpine, en anden, naar man led anavesmerter. Den, som
fremfor alle andre var Gjenstand for en saadan Tilbedelse, var, som tidligere berørt,
Jomfru Maria, hvis Pris og Fuldkommenheder især af Tiggermunkene for-
kyndtes paa den uriineligste og mest overdrevne Maade, ret som det var hende og
ikke Kristus, der var Grundstenen for vor Frelse og Salighed. Allehaande Fester
stiftedes til hendes og Helgenernes Ære, Valfarter blev gjort til deres Grave

ethvert Forsøg til sin Forbedring; paa Grund heraf blev den selv stedse ,

. .-dZ-«

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:54:42 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilkirhis/0472.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free