Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - Kampen i Norge mellem den geistlige og verdslige Magt - Varsel om en Kirkefornyelse i England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Varsel om en Kirkefornyelse i England. 467
ligheds Frygt-C hvorhos der henvises til »Guds Søns« Ord: ,,Du skal elske Gud«
osv. Atter og atter kommer Forfatteren tilbage til denne Grundsætning Den skal
veilede Kjøbmanden til Retskasfenhed, Hirdmanden til Troskab mod Høvdingen
og al anden Dyd, fremfor alt Kongen selv til samvittighedsfuldt at røgte sin op-
høiede Gjerning. Han, der som Hersker og Dommer bærer Guds Navn paa Jorden
og derfor bør søge Forbilledet for sine Domme i Guds egne Domme, maa bede
flittig til Gud og altid have hans Lov for Øie Jo længere Forfatteren skrider
frem i sin Udvikling, jo vigtigere og alvorligere Emnet bliver, des stærkere udtaler
han denne religiøse Bevidsthed, des hellere dvæler han ved og forklarer Guds ret-
færdige og kjærlige Verdensstyrelse. Han lader Tilværelsens iboende »Visdom«
træde personlig frem som Guds fra Evighed enbaarne Søn, Medskaber af Verden,
dens lidende Forløser, Helvedes Beseirer, den inderste, lønlige virkende Kraft i alt
godt og sandt Menneskeliv og siger-. »Jeg er Hovedinesteren i enhver Skole og det
høieste Snille paa ethvert Ting, jeg er kløgtigst af alle Lovmænd og Overdommer
over alle Dommere«· Tilsidst fremstilles han som hele Verdens Prøver og Dommer,
naar »Jlden sluger Jorden med dens Vækster og opbrænder alle Fjeldes nederste
Grundvolde: Hvor fjæler sig da den, som vil undfly mig? Guds Aand fylder al
Verdens Kreds og ransager al Tales Fornuft og Betydning-C
Medens det religiøse og sædelige Liv i Middelalderens bedste Tid artede
sig nogenlunde bra heri Norge, blev det langt anderledes i Opløsningstiden.
Paa enkelte Undtagelser nær var Geistligheden og Munkene uduelige og
verdslige, hengivne til Fraadseri, Drukkenskab, Slagsmaal og Utugt. Der ointales
ikke ganske faa Prester, som »uforvarendes« havde begaaet Manddrab, og i 1519
klages der f. Gks fra Oslo over, at Presterne ved Mariakirken »slaaes, hugges
og gjør hverandre ilde saare«. Blandt Almuen herskede der megen Raaskab og
Vildhed; paa sine Steder tilbad man endnu ligefrem Afguder; hedensk Trold-
domsvæsen og Hekseri havde en overmaade stor Magt over Gemytterne. Paa
den anden Side hængte man loyalt fast ved Kirken. Vistnok var Almuens Religi-
øsitet væsentlig kun Vedhængen ved de gamle Sædvaner, og vistnok var der mange,
som ikke kjendte nogen anden Gud end sine Helgener; men for det Hellige var
der dog en dyb Ærbødighed »Denne oparbeidede Sum af ureflekteret religiøs
Respekt for Kirke og Kristendom tager da Folket med sig over i det lutherske Tids-
rum, paa samme Tid som man ogsaa bringer med sig al moralsk Forkommenhed,
al »sædelig Jammer«. (D1·. Bang). J de høiere Klasser herskede der i Almin-
delighedikke blot en udbredt religiøs Ligegyldighed; men tillige en Ringeagt for
det Hellige, der havde grebet vidt om sig. Den opdukkende reformatoriske Bevæ-
gelse bidrog ogsaa til at gjøre de Frække endnu mere tøilesløse, de Rovgjerrige
endnu fmere glubske Hvad der her er sagt om de høiere Samfundsklasser, finder
ogsaa i betydelig Udstrækning sin Anvendelse paa Byernes Jndvaanere, af
hvilke Tyskerne i Vergen var dybest sunkne. Men hvad der var af Guds Liv i
den katholske Kirke opstod i forklaret Skikkelse, efterat Evangeliet ved Refor-
mationen havde faaet Løb i vort Land.
Warsel om en Kirkefornyelse i England.
de Mænd, som i evangelisk Aand vovede at optræde mod den
katholske Kirkes forskjellige Vranglærdomme, er Englænderen John
» Wiklef en af de ypperste. Han blev født omtrent 1324 i eller ved
ssp «—«— · Landsbyen Wichliffe i Yorkshire, studerede fra 1441 Theologi og-
anomsk Ret i Oxford og holdt sig i Begyndelsen til Skolastikerne, saa at
han» blev en Mester i at disputere Ved Siden heraf studerede han ivrig den
hellige Skrift, saa han fik Æresnavnet ,,evangelisk Lærer.« Den sorte Død 1348
og andre ulykkelige Hændelser bragte ham paa den Tanke, at Verdens Ende var
30«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
