Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - En Banebryder for den nye Tid i Italien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Banebryder for den nye Tid i Jtalien. 481
ingen Smag i den; vi væmmes-, siger de, over den løse Føde J den gamle Kirke
var Bægrene af Træ og Presterne af Guld, nu er det omvendt, Bægrene er af
Guld og Presterne af Træ.« Ved Siden heraf revsede han de Riges Yppighed
med strenge Ord; især fik Medicæerne føle Svøben; i deres Paladser saa han
Vellystens Kilde.
Som Prior i Klostret undgik han derfor ethvert Sammenstød med Mediccceren
Lorenzoz men han lod ham mane til Bod; og virkelig havde Lorenzso saa megen
Agtelse for den strenge Munk, at han kaldte ham til sig paa sin Dødsseng som
Skriftefader. Savonarola sagde ham da, at han kun paa tre Betingelser turde
tilsige ham Syndernes Forladelse: han maatte først og fremst have en levende Tro,
dernæst give fra sig alt uretmæssig erhvervet Gods og endelig gjenindføre Frihed
og en folkelig Forfatning i Florentz. Begge de første Betingelser indrømmede
Lorenzo, men den tredie vilde han ikke gaa ind paa, og Savonarola forlod
ham. Efter Lorenzos Død herskede hans Søn Pietro over Staden, og under
ham (1494) kom det af Savonarola varslede Herrens Sværd: Kong Karl VlIl
af Frankrige. Savonarola haabede, at Karl vilde befri Jtalienz men
denne vilde blot erobre Neapel, og herved var Pietro ham behjælpelig. Derover
blev Florentinerne forbitrede, jagede Medicæerne væk og gjenoprettede Repu-
blikken, som Savonarola vilde danne til et Theokrati, et Broderfolk fuldt af
Hellighed. J denne Hensigt ivrede han for, at alle Fornøielser og al Luksus skulde
banlyses, samt betegnede den Kunst, som var smittet af Usædeligheden, for syndig;
mange saadanne Kunstværker og Literaturfrembringelser blev ødelagte· Den ædle og
rene Kunst var Savonarola langt fra nogen Modstander af; den tiltalte tvertimod
hans dybe, poetiske Sind. Den fornemme Ungdom, som vilde leve efter sine Lyster,
blev misfornøiet med en saadan Strenghed. Pave Alexander Vl søgte at vinde
Savonarola for sig ved Løftet om Kardinalhatten, men forgjæves »Jeg
begjærer ingen anden rød Hat end Martyriets Hat, farvet med mit eget Blod,« var
Savonarolas bestemte Svar. sDa bød Paven, at han ei skulde prædike.
Savonarola adlød en Tid, men gjenoptog derpaa sine Prædikener, da han fuldt
og fast troede, at han var sendt af Gud for at vidne om Sandheden. Saa blev
den modige Munk banlyst, men bøiede sig ikke; han kaldte Paven en Gudsfornægter,
appellerede fra ham til Kristus, samt bad Guropas Fyrster at sammenkalde et
almindeligt Kirkemøde og afsætte den skjændselsfulde Jndehaver af St. Petri Stol.
Men Savonarola fik tillige snart føle Vefolkningens Uvilje, da han begunstigede
Jtaliens falske Befrier, Karl V111, der 1497 maatte drage hjenr igjen. Ogsaa
flere andre Omstændigheder bidrog til hans Undergang Der indtraf en Hungersnød,
som han fik Skylden for. Franciskanerne blev skinsyge paa Dominikanerne, de
Fornemme reiste sig mod den strenge Bodsprcedikant, og Folkets tidligere Gunst
viste sig snart at være Skum. Vistnok var Savonarola rede til at forsvare sin Lære
ved Jldprøven, men han anede, at et personligt Nederlag var nær. ,,Spørger J
mig,« sagde han i en Prædiken, ,,om Udgangen paa denne Kamp, saasvarer jeg:
Seier; men spørger J mig om, hvad der snart forestaar mig, saa svarer jeg: Død;
thi Mesteren, der fører Hammeren, kaster den bort, efterat han har brugt den. Men
Rom vil ikke kunne slukke denne Jld, og bliver den slukket, saa vil Gud tænde en
anden; ja den er allerede tændt paa alle Steder, kun at de ikke ved det.« Jldprpven
mellem Dominikaner og Franciskaner kom ikke istand, og det ærgrede Folket, saa
der snart udbrød Uroligheder· For at gjøre Ende paa disse overgav Savonarola
sig til Raadet. Dette lod ham pine og holdetiengselz den ryggesløse Alexander
Vl lod sine betroede Mænd sørge for, at han blev fældet. Paven svor, at den
Munk skulde miste sit Liv, om han saa var Johannes den Døber. Den geistlige
og verdslige Domstol bestemte, at Savonarola skulde hænges og siden brændes.
Dagen før Kristi Himmelfartsdag, 23de Mai 1498, led han standhaftig og troende
som en af .de gamle Martyrer; Paven jublede over hans Død. Savonarola
forsvarede glimrende Kristendommen mod Vantroen i et Skrift som kaldes »K·ors·ets
Illustreret Kirkehistorie· 31
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
