Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - De indre Forholde - Salmedigtningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Salmedigtningen. 493
djerv saksisk Helt. Trods de mange episke Partier er dog Heliand egentlig et
smukt og gribende Læredigt, der giver et skjønt Judblik i Saksernes dybe og
forholdsvis rene evangeliske Kristendom. Fremdeles maa nævnes den lærde og
fromme Beda den LErvcerdige (s 73:J), af hvem vi blandt andet har en smuk
Hymne i ambrosiansk Aand til de uskyldige Børns Fest. Af Paulus Dia-
konus, der døde henimod 800, og som efter Karl den Stores Opfordring
udgav en Prædikensamling af Kirkefædrene til Brug for de Geistlige, har vi en
berømt latinskHymne til Johannes den Døber. Baade Paulinus af Aqvileia
(s 804), der tillægges 4 kirkelige Sange, og Alkuin (s 804), Karl den Stores
Ven og Lærer, nævnes blandt Hymnedigterne. Af Theodulf, der døde 821 som
Biskop i Orleans, har vi Hymnen «Glorja, laus et 110n0r», som regelmæssig blev
afsunget i Kirken paa Palmesvndag Den blev i Reformationstiden oversat
paa Dansk af Hans Tausen (f 1561) med Begyndelse: ,,O Kriste Konning med
Guddoms ·Kraft.« Rabanus Maurus, Alkuins Discipel, der døde 856 som
Erkebiskop i Mainz, er ligeledes Forfatter af flere Hymner. J Landstads
Kirkebog findes af ham efter Grundtvigs Oversættelse Salmen: ,,Jesus i det
Høie throner«. Som den første Tysker, der digtede latinfke Hymner, nævnes
Walafrid Strabo, der døde som Abbed i Reichenau 849. Han levede tidligere
som Dekan i Klosteret i St. Gallen og tilskyndede der en Mand til den aandelige
Digterkunst, som fik stor Indflydelse paa den latinfke Kirkesang i Middelalderen
Det var Notker den ældre med Tilnavnet Balbulus eller den Stammende·
Han døde som Munk i nævnte Kloster 912 og er især bekjendt ved sine Sekventser
eller Proser, ,,et Slags Vers uden Rim eller Rytme,.digtede til de Tonerækker,
hvormed man i gamle Dage endte Halleluja.« Første Vers af Salmen: ,,Midt i
Livet ere vi udi Dødens Vaade« (Mdea vita in morte Sumus) antages almindelig
at være af ham; Resten er tildigtet af Luther. Abbed Odo af Cluny (—s 0-—1—2)
digtede Hymner til den hellige Martins Ære og desuden en Nadversalme samt
Vekselsange, der for hans Munke stod som Toppunktet af al Poesi. Han var
tillige en berømt Lærer i Musik og tillægges en Bog, som har havt Betydning for
Udviklingen af Bogstav-Nodeskriften. Od os lidt ældre Samtidige, Munken
Hucbald (s 930) skrev, med den græske Musiktheori som Grundlag, en Haandbog i
den musikalske Videnskab J Stedet for de tidligere brugte Prikker, Hagen Streger
og Snirkler opfandt han en Toneskrift i Bogstaver, og den første Brug af Linjer og
Nøgler skyldes ham. Han skal ogsaa have været den første, der forenede Reglerne
for Harmonien og oplyste disse ved Eksempler. Desuden skrev Hucbald et
Par andre Lærebøger i Musik for at fremme en smuk Kirkes ang. Benediktiner-
munken Guido fra Arezzo (j— ea. 1040), der hørte hjemme i Klostret Pomposa
ved Ferrara, skal have indført Betegnelsen af de seks første Toner i den naturlige
Tonestige, samt gjort sig fortjent af Nodeskriftens Udvikling. Det første Orgel,
som kom til Vesten, var en Gave fra den græske Keiser til Pipin den Lille; det
blev opstillet i Compiegne Senere byggede Karl den Stores Kunstnere ved
Efterligning af Grækernes Arbeide et andet Orgel til Domkirken i Aachen. Efter
det tiende Aarhundrede fik efterhaanden saa godt som alle Domkirker og mange
Klosterkirker saadanne Orgler, der dog endnu længe var meget ufuldkomne.
Paa de fleste Steder tillod man ikke ved Gudstjenesten Brugen af Harpe, Luth,
Hakkebræt, Lyre, Fløite, Skalmeie og Bjælder. De reisende Spillemænd, der forstod
at bruge disse, var i borgerlig Henseende æreløse, og blev af Kirken betragtede som
Frafaldne samt udelukkede fra Sakramenterne. Dog var der enkelte Kirker, i hvilke
Kirkesangen under de mindre høitidelige Gudstjenester blev ledsaget af Instru-
mentalmufik. Det vides ogsaa, at man indøvede denne med stor Iver i de
berømte Klosterskoler i St. Gallen og Reichenau.
J det ellevte Aarhundrede vokser den latinfke Kirkesang betydelig, indtil den
i det tolvte og trettende Aarhundrede naar sin høieste Blomstring Derefter bliver
den efterhaanden fattigere, medens den tyske Kirkesang fremsprudler rigere af nye,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
