- Project Runeberg -  Illustreret Kirkehistorie /
547

(1891-1895) [MARC] Author: Hallvard Gunleikson Heggtveit With: Anton Christian Bang
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den nyere Tid - Reformationstiden - Den lutherske Kirkes Grundlæggelse - Den lutherske Kirkes Kamp for Statens Anerkjendelse - Luthers sidste Levedage og Død

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Luthers sidste Levedage og Død 547

skyndte sig strakssi sine første Møder i Begyndelsen as Januar 1546 at fordømme
Protestanterne som Kjættere. Hvilken Retfærdighed Evangeliets Sag havde at vente i
Trien t, kan man allerede skjønne deraf, at blandt Mødets 255 romersk-katholske Prælater
var to Trediedele Jtalienere og Pavens lydige Kreaturer. Nu mente Karl V., som siden
1544 havde havt Fred med Franskmændene og Tyrkerne, at Tiden var kommen til
at undertrykke Protestanterne med Magt. Han bekjendtgjorde derfor, at han havde
besluttet at bringe enkelte ulydige Fredsforstyrrere til at gjøre sin Pligt og agtede
at tugte nogle Fyrster, som han sagde hidtil under Religionens Maske havde for-
agtet hans keiserlige Anseelse og tilrevet sig fremmed Gods (Klostergods)«· De
protestantiske Fyrster havde forlænget det schmalkaldiske Forbund paa 1(,) Aar;
da de ikke agtede at fornegte den erkjendte Sandhed og vende tilbage til Pavekirken,
stod ingen anden Udvei dem aaben end med Vaabenmagt at sorsvare sin Tro.

Luthers sidste Eenrdage og Dob.

; eformatoren oplevede ikke Religionskrigens Udbrud- HAU led i fine sidste
: Aar af forskjellige Sygdomme; desuagtet var han lige virksom for at
III fremme Kirkefornyelsen. Men hvor meget han end selv klagede Over sin
i - «’·«— Alder og tiltagende Svaghed, Asfcrldighed og Udygtighed, saa viser dog
hans Skrifter og Breve, at han ikke alene fremdeles besad sin usvcekkede Kraft og
ildfulde Aands Varme, men de bærer ogsaa Vidnesbyrd om, at han trods mange
Lidelser og Fortrcedeligheder bevarede sit muntre, spøgefulde Lune. Den sande Kilde
til sin Styrke fandt han til alle Tider hos den lHerre og Frelser, som er mægtig
i de Svage, og til hvem han i Troen klyngede sig saa fast. Men vi tør ogsaa
tro, at hans Husliv virkede styrkende og foryngende paa ham. Naar han taler om
sin Familie, er han altid fuld af Lov og Tak til Gud, og midt under sine svære
Kampe indaander han en frisk og vederkvægende Luft i sit Hjem. Ligesom han
under Rigsdagen i Augsburg opmuntrende henviste Kurfyrsten til det lystelige
Paradis, som Gud lod opblomstre for ham i hans spæde Børn, saaledes fik han
ogsaa selv føle noget lignende med Hensyn til sit eget Hus. Den personlige Omgang
med ham blev høit skattet af hans Bordsceller, som fra nær og fjern samlede sig
om ham. Flere af dem har nedskrevet, hvad de hørte af hans Mund. En af disse,
Johan Mathesius, der i 1540——42 var i hans Hus, fortæller, at naar Luther
bragte sørgmodige og dybsindige Tanker med sig tilbords, bevarede han under hele
Maaltidet—sin gamle klosterlige Taushed. Undertiden hændte det ogsaa, at han
arbeidede, medens han spiste; men naar Samtalen var kommen i Gang, flød den
frit, rigt og »lysteligt«, som hin udtrykker sig. Vennerne pleiede at kalde Luthers
Taler deres Krydderi til Maden. Ligesom i sine Skrifter og Breve benyttede han
vistnok ogsaa her, ja endog paa Prædikestolen, Ord og Udtryk, som lyder altfor
uhøvlede og grove i vore Øren. Men det var dog blot aaben, djærv Naturlighed,
intet Slibrigt eller sædelig Urent. Tvertimod omtalte hans Bordfæller rosende
Luthers »tugtige Mund«. Mathesius siger: »Han hadede utugtig og uanstændig
Tale; saalænge jeg var i hans Nærhed, hørte jeg ikke et usømmeligt Ord af hans
Mund.« Luthers Omgangssprog stod i·stærk Modsætning saavel til den raadne
Snak og det skjændige Væsen, som han med rystende Alvor revsede hos Munkestanden,
som til de finere Talemaader, der dengang var brugelige blandt de moderne,
humanistisk dannede geistlige og verdslige Herrer. Hans og Venners Bordsamtaler
udmærkede sig desuden derved, at de var fri for al ondskabsfuld og letsindig Sladder,
hvorpaa der ellers ikke var nogen Mangel i Wittenberg. Om dem, som gjerne
opsporede andres Feil og talte ilde om sin Næste, sagde Luther oftere: ,,Det er
ægte Svin, som ikke agter paa Havens Roser og Violer, men derimod stikker sit
Tryne ned i Skarnet·«



35H

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:54:42 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilkirhis/0571.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free