Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den nyere Tid - Reformationstiden - Den lutherske Kirkes Grundlæggelse - Den schmalkaldiske Krig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
550 Reformationstiden«
Den schmalkaldiske Krig.
F».«··;·f Askeppe havde Luther lukket sine Øine, før den afgjørende Kamp mellem
- i Keiseren og de protestantiske Fyrster brød ud. Da Kursyrst Johan
» Fredrik af Saksen og Landgrev Filip af Hessen ikke vilde følge
- !- Keiserens Bud at møde paa det pavelige Kirkemøde i Trient, erklærede
han den 20de Juli 1546 de to Fyrster i Rigets Akt og greb til Sverdet mod det
schmalkaldiske Forbund. Det var hans faste Forsæt at gjenoprette Kirkens Enhed
med Vaabenmagt og udrydde alle Kjættere. De evangeliske Stænder var Keiseren
afgjort overlegne og eiede tillige i Sebastian Schartlein en udmærket Feltherre·
Men den protestantiske Hær, som stod ved Neuburg, paa Græner mellem Bayern
og Schwaben, forsømte paa Grund af Uenighed blandt de øverste Ledere den belei-
ligfte Tid til Angreb. Hertil kom, at den protestantiske Hertug Moritz af
Saksen, der af politiske Hensyn havde sluttet sig til Keiseren, faldt ind i sin Fætter
Kurfyrstens Lande; denne maatte da trække sine Stridskræfter tilbage fra Syden for
at beskytte sit Rige, og de høityske Stæder blev nødt til at slutte Fred med Keiseren
paa de haardeste Vilkaar. Men Kursyrsten af Saksen, som med Lethed forjagede
dem, som trængte ind i hans Land, blev Vaaren 1547 overrasket af Keiseren og
slagen paa Lochauerheden ved Miihlberg den 24de April. Han kom i Keiserens
Fangenskab og maatte afstaa Kurværdigheden og Halvparten af sit Land til Moritz.
Jkke synderlig bedre gik det hans Forbundsfælle Filip af Hessen, der ligeledes
havde tabt sin Frihed, idet den keiserlige Feltherre Alba indbød ham til sit Slot
iHalle og derpaa troløst erklærede ham som sin Fange. Da Karl drog indi
Wittenberg, besøgte han ogsaa Slotskirken og lod sig vise Luthers Grav. Man gav
ham det Raad at grave Liget op og lade det brænde. Men Keiseren svarede:
»Han hvile i Fred; han har allerede fundet sin Dommer. Jeg fører ikke Krig mod
de Døde, men mod de Levende.« Da Keiseren skjønte, at Religionsstridighederne
ikke vilde blive afgjorte ved Kirkemadet i Trient, saa lod han to katholske og en
protestantisk Theolog udarbeide en midlertidig Troesregel, som siden bar Navnet
Augsburgerinterimet Ifølge dette indrømmedes der Protestanterne at nyde
Nadveren under begge Skikkelser og deres Prester at gifte sig. Pavekirkens 7
Sakramenter skulde de dog beholde. Mod Jndførelsen af dette Jnterim reiste der
sig stor Modstand fra forskjellige Sider; ikke engang Moritz af Saksen indførte
det i sit Land uden Forandring; han søgte ved Leipzigerinterim et at formidle.
Desuden var denne Fyrste misfornøiet med, at hans Svigerfader, Filip as Hessen,
fremdeles blev holdt fangen. Beleiringen af Magdeburg, som Keiseren havde
overladt ham, benyttede han til at skaffe sig en tilstrækkelig Hær. Pludselig erklærede
han, at han ikke længere vilde ligge under Pavens og Spaniernes Fødder.«
For Keiseren stod nu alt paa Spil. Uden Penge og uden Tropper befandt han
sig i Jnnsbrück, som ikke kunde udholde nogen Beleiring, og enhver Udvei til at
komme til sine Arvelande syntes ham lukket; thi foruden de forbundne tyske Fyrster
lurede Osmannerne paa ham tilføs og Franskmændene tillands. Moritz
var allerede paa Veien til Jnnsbriick for »at opsøge Ræven i dens Hule.« Men
han blev opholdt af sine Tropper, som forlangte Sold, og Keiseren fik Tid til at
undslippe. Skjønt han endnu led af en haard Sygdom, flygtede han i en kold og
regnfuld Nat over de snedækkede Bjerge og fandt et Tilflugtsted i Villach. Tre
Dage senere rykkede Moritz ind i Jnnsbriick Kirkemødet i Trient var allerede
opløst Moritz tvang nu Keiserens Broder Ferdinand af Østerrige til Forliget
i Passau 1552, hvorefter de fangne Fyrster blev frigivne, Jnterimet ophævet og
Religionsfrihed sikret, indtil der snart kunde sammenkaldes et nationalt eller almindeligt
Koncil. Paa Grundlag heraf sluttedes senere, da Keiseren ved videre Trængsler var
bleven blødgjort, Religionsfreden i Augsburg den 25de September 1555·
J denne indrømmedes der Protestanterne af den augsburgske Konsession
Uafhængighed af Paven og lige Rettigheder med de romersk-katholske. Dog skulde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
