Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den nyere Tid - Rettroenhedens Tid - Den lutherske Kirke - Trediveaarskrigen og Gustav Adolf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Trediveaarskrigen og Gustav Adolf. 611
Jnod de Pavelige. Han blev kraftig støttet af den fromme og lærde Rigskansler
Axel Oxenstierna, der var en af de største og ædleste Statsmænd, som har
levet. Med en liden, men kampøvet Flok landede han i Pomern 1630. Han
knælede foran Hæren, og alle fulgte hans Eksempel; derpaa holdt han en brændende
Bøn, hvori han anraabte Gud om Velsignelse til sit Forehavende. Katholikerne
gjorde Nar af ham og sagde, at Snekongen nok vilde tine op, naar han kom
længere sydpaa; men de blev tilfkamme. Han gik fra Seier til Seier. Med Skræk
og inderlig Medfølelse saa han Modstandernes Grusomhed. Flere af disse har
erkjendt, at han ikke gjorde som de. J Miinchen ogi andre katholske Byer
undgik han alt, hvad der kunde krænke og saare Jndbyggerne. Han delte Møie
med Soldaterne og omgikkes dem kjærlig, men holdt streng Tugt; selv en Ed blev
straffet. Og hvilken Ydmyghed i hans Sjæl, mens Folket forgudede ham! »Her,
kjære Børn,« sagde han engang, ,,her ser J den store Synder fra Sverige, som
enfoldige Mennesker kalder den store Konge.« J to Aar blev det ham givet at
udføre en Daad, der grænsede til det vidunderlige; hans Kræfter voksede Dag for
Dag, og mægtige Planer viste sig for ham og fristede. Men under alt blev han
dog sig selv lig, en »Troens Forsvarer«, det fuldkomneste, næsten ideale Udtryk for
al den Karakterens Adel, hvortil evangelisk Kristenaand i Pagt med nordifk Folkeaand
kunde og kan løfte et Menneske For hans gudfrygtige Heltesjcel stod det klart og
urokkeligt, at han var et Herrens »Redskab«z men han følte sig langtfra uundværlig.
Før Slaget ved Breitenfeld mindede han Hæren om, at den skulde stride, ,,ei for
Mennesker og menneskelige Ting, men for Guds Ære og den evangeliske Tro,«
hvorfor den skulde gaa djærvt frem; han følte i sit Hjerte, at Gud var med dem,
og ,,Gud med os!« skulde være deres Løsen. Da han drog ind i Neuenburg,
blev han modtagen med Jubel. Folket trængte sig hen for at kysse hans Støvler.
Dette stemte hans Sind alvorligt, og han sagde: »Vore Sager staar paa en god
Fod, men jeg frygter, at Gud formedelst Folkets Daarskab vil straffe mig. Folket,
som tilbeder mig, glemmer at bede og stoler mere paa Mennesker end paa Gud.
Store Gud, du ved, hvor meget dette mishager mig.« En slig Livsdag fik en
vakker Afslutning J hvilket skjønt Lys staar han ikke for os hin taagede Morgen
paa Sletten ved Liitzen, da han bad sine svenske Krigere at fægte ,,ridderlig« for
deres Gud, deres Fødeland og deres Konge, samt lagde Tyskerne paa Sinde, at
hvis de nu ikke slog Fienden, var det ude med deres Religion, Frihed, timelige og
evige Velfærd; eller naar han derefter, da Taagen lettede, med draget Sværd og
Blikket hævet mod Himlen raabte: ,,Nu vil vi gaa paa i Guds Navn; Jesus,
Jesus, Jesus, lad os idag stride til dit Navns Ære-« Slaget begyndte, snart laa
Gustav Adolf død paa Slagmarken; men ved Solnedgang havde Svenskerne seiret.
Det var den 16de November 1632. Den store Kantsler Axe-l Oxenstierna skrev om
ham: »Aldrig har Sverige eiet en større Konge; Gustav Adolf den Store, Fædre-
landets Fader, er Titler, som han med Rette har fortjent. J hele Verden findes
for nærværende ingen, som kan jevnføres med ham, og der har heller ikke paa
mange hundrede Aar levet hans Mage. Jeg tviler, om kommende Tider nogensinde
vil fostre hans Lige.« Under Vinduerne i hans Gravkapel i Ridderholmskirken
findes følgende indholdsrige og karakteristiske Sætninger: ,,Gudsfrygt elskede han« ——
,,Fienderne slog han« — ,,Riget udvidede han« — ,,Svenfkerne opløftede han« —
,,De undertrykte frigjorde han« — ,,Døende seirede han«.
Slaget ved Liitzen blev ikke alene afgjørende for den store Kamp, men
danner ogsaa et Vendepunkt med Hensyn til Tysklands kirkelige og politiske Forhold.
Den ødelæggende Krig varede vistnok endnu i 16 Aar, men ledede saa i 1648
til den ·vestfalske Fred, der gjorde en Ende paa den forfærdelige Nød.
Resormationsværket var derved udvortes betrygget i mange Lande. Den tidligere
omtalte Religionsfred til Augsburg blev stadfæstet, og Protestanterne fik de samme
Rettigheder som Katholikerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
