Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den nyere Tid - Rettroenhedens Tid - Den lutherske Kirke - Georg Calixt og Synkretismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georg Calixt og Synkretismen· 615
agtet Prest. Efter at være fortræffelig forberedt af ham uddannede Sønnen sig
videre paa den lærde Skole i Flensburg, og allerede før sit fyldte syttende Aar
kunde han som en moden Yngling drage til Universitetet i Helmstiidt. Man
ved kun lidet om hans Ungdom; men allerede Valget af denne Høiskole viser, at
han mere blev dannet i den milde melanchtonske end i den kampfærdige lutherske
Skoles Aand. Dette Universitet udmærkede sig nemlig saavel ved Sands for human
og klassisk Dannelse som ved Maadehold og ædle Sæder. Besjælet as dyb alvorlig
Fromhed begyndte den unge Calixt sine Stadier, og allerede efter 2 Aars Forløb
kunde han optræde som Lærer i Filosofi. Han tænkte oprindelig at ofre sig for
Lægevidenskaben, men i 1607 kastede han sig med stort Alvor over Theologiens
Studium. Derfor granskede han fornemmelig dennes Kilder og af disse først og
fremst den hellige Skrift, hvis Grundsprog han behandlede med udmærket Sikkerhed.
Dernæst fordybede han sig i Kirkefædrene, senere ogsaa i Skolastikerne og andre
gamle Theologer Han fik snart Ret til at holde theologiske Forelæsninger, men
søgte først at forberede sig for en saadan Løbebane ved Studier i Tyskland,
Holland, England og Frankrige, hvor han især gjæstede Bibliothekerne og
besøgte de forskjellige Universiteter. Under disse Reiser blev hans frisindede Aand
end mere løsajort fra Fordomme og moden for en uhildet Betragtningsmaade·
Men i hin Tid, da man stredes heftig om den ringeste Troesforskjel, var en saadan
aandelig Frihed noget sjeldent og fremkaldte Mistanke. Saaledes gik det ogsaa
Calixt, uagtet han i grundige Skrifter ved Siden af al Billighed mod Anderledes-
tænkende bekjæmpede Vildfarelser og Misbrug, især hos Papisterne. Et offentligt
Ordskifte, hvori han beseirede en navnkundig Jesuit, skaffede ham Berømmelse i vide
Kredse og et Professorat i Theologi i Helmstiidt, hvor han allerede gjentagne
Gange med stort Bifald havde holdt Forelæsninger. Her virkede han Resten af sit
Liv. Hans Arbeide vidnede baade om melanchtonsk Mildhed og luthersk Fromhed,
idet han fastholdt den store Kirkefaders Ord, at kun Bøn, Prøvelse i Fristelser og
Studium tilsammen danner en ægte Theolog. Under Trediveaarskrigens Storme
holdt han trofast ud paa sin Post og virkede til stor Velsignelse baade ved Tale og
Skrifter. Men det var ikke Mængden af hans Arbeider eller den Lærdom, disse
bar Vidnesbyrd om, som gav ham saa stor Betydning for den lutherske Kirke. Det
var meget mere den forsonlige, frigjørende sandhedskjærlige Aand som talte ud af
alt, hvad han skrev. Mod denne rettede da ogsaa Samtidens stridslystne Theologer
sine Vaaben, idet de beskyldte ham for at helde til Calvinismen; men han tilbagevifte
seierrig disse Angreb. Alligevel gjentog de sig stadig, især efterat han i 1645
havde været tilstede ved en Religionssamtale i Thorn, som var kommen istand for
at forenesKatholiker, Lutheraner og Resormerte paa det Fælleskristeliges Grund til
en Kirke. Dette mislykkedes. Jscer paa Grund af hans Deltagelse i dette Møde
beskyldte man Calixt for Ligegyldighed mod Religionen, idet man paastod, at han
ikke brød sig om Forskjel i Bekjendelse og Lære Man anklagede ham for Sammen-
blanding af forskjellige Bekjendelser eller Synkretism e. Da han ved Siden af
den Forskjel, som var mellem den lutherske og refornierte Bekjendelse, tillige frem-
hævede det fælles som det overveiende, saa sagde man, at han saa med Ligegyldighed
til Calvinisternes sjælefordærvende Vildfarelse, og beskyldte ham for at ville forene
det, som indvortes ikke hørte sammen, men meget mere stod siendtligt mod hinanden
og ei indbyrdes kunde forsones, uden at noget af Sandheden blev ofret paa begge
Sider. Derhos mistænkte man ham for hemmelig Papisme, fordi han anerkjendte
det kristelige Grundlag ogsaa i den romerske Kirke, trods dens mange Vildfarelser.
Han fremhævede især den protestantiske Kirkes væsentlige Overensstemmelse med den
kirkelige Overlevering fra de sem første Aarhundreder og betragtede denne som en
anden Erkjendelseskilde for den kristelige Lære ved Siden af den hellige Skrift.
Derhos opfattede han mangen Troessætning mildere, end man pleiede dengang;
dette gjaldt f. Gks. Forholdet mellem de menneskelige Gjerninger og den guddommelige
Naade. Han skjelnede ogsaa skarpere end vanlig mellem Aabenbaringens Perioder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
