Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den nyere Tid - Rationalismens Tid - Den lutherske Kirke - De indre Forholde - Det religiøse og sædelige Liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det religiøse og sædelige Liv- 685
sterne blev selv snart smittede af Tidsaanden og prædikede, eftersom Ørerne kløede:
ikke Ordet om Synd og Naade, Frelse og Forsoning og et helligt Liv i Kristus
Jesus, men rent hedensk Moral, helt løsreven fra Evangeliets Grund. De blev
,,Nyttighedsprædikanter«, der benyttede Bibelteksten »som et uskadeligt Hjælpemiddel
til at indskjærpe nyttige Sandheder med.« Om en saadan Prest skrives: ,,Han
beflittede sig bestandig paa at prædike for sine Bønder, at de skal staa tidlig op,
flittig passe sit Kvæg, paa bedste Maade bearbeide sin Mark og Have, for at blive
velhavende, skaffe sig Formue og blive rige.« Saadanne Geistlige blev der snart
flere og flere af. De forkyndte sine Sognebørn Landhusholdning, populær Sund-
hedslære og en Moral med Klogskaben som det fornemste Middel og Lyksaligheden
her paa Jorden som Formaalet for den sædelige Vandelz den evige Salighed gik
idet høieste med i Kjøbet Om Bod og Tro, Synd og Dom, Frelse, Naade,
Naademiddel og Guds Rige hørte man lidet eller ialfald paa en forvandsket Maade.
Ja, der uddannedes en særegen Lyksalighedslære, der havde en fin Egenkjærlighed
til sin Baggrund. Naturligvis kunde den tidligere Gudstjenestes Form ikke længere
passe med slige vandige Prædikener. Alt symbolsk, der tjente til at styrke Følelsen
og vække Anelsen om det Oversandselige, uden at det borgerlige og huslige Liv fik
nogen Nytte deraf, var denne Forstandskristendom ufordragelig, og man tordnede
løs derpaa og kaldte det Pavelærdomme og Jesuitisme. Frelsens store Kjends-
gjerninger blev paa Festerne og Søndagene omhyggelig omgaaede. Det fortælles
saaledes, at Julefesten blev benyttet til at prædike om Hestehandel, og Paaskefesten
til at tale om Nytten af at staa tidlig op og gjøre Spadserture. Kirkesalmerne
blev udvandede og den lutherske Bibeloversættelse omarbeidet i Tidens Smag i et
behageligt og bekvemt Hverdagssprog og alt afpasset efter Menneskeforstanden.
Hertil kom, at der udspredtes en Flom af Tidsskrifter og Bøger som lig Kanaler
førte Vantroens Gift ind i Hjemmene og Hjerterne Tvil, Rationalisme og den
frækkeste Spot hørtes overalt. ,,Vi, som besindet os paa denne Side af Strømmen,«
siger Bodmer, ,,behøver ikke Brer for at komme herover, som hine, der endnu
staar paa den anden Bred. Lad dem, som staar der, hvor Jøderne befandt sig paa
Apostlernes Tid, beholde Læren om Offerdøden som en Bro; vi tænkende Kristne er
allerede paa den anden Side af Floden. Den, som haaber Tilgivelse af Guds
Godhed uden Blodsudgydelse eller Offere, skal ikke mere lade sig drive tilbage til de
mørke Begreber.« At denne Aand havde en forfærdelig nedbrydende Virkning er
let at indse. De høiere Stænder, der tidligere flittig havde besøgt Kirken, sad nu
hjemme eller beundrede blot Prestens fornuftige Tanker og rørende Veltalenhed.
Af de akademiske Gudstjenester ved Høiskolerne giver en Samtidig følgende afskræk-
kende Billede: »J Universitetskirken pleiede Studenterne at spadsere op og ned
mellem Alteret og Prædikestolen og snakke om allehaande, læse Aviser og fortælle
hinanden Nyheder. Kirken forekom mig med et Ord som et Dueslag, hvor Duerne
bestandig med Støi flyver ud og ind, saa atman umulig kan være andægtig, hvor
gjerne man vilde, fordi Sindet hvert Øieblik adspredes med nye Gjenstande« Den
almindelige Mand gik vistnok i Kirke, men kjedede sig ved den nye Oplysning eller
søgte, saa godt han formaaede, at lægge en kristelig Mening ind i de rationalistiske
Talemaader. Vantroens Aand dræbte alt høiere Liv og gjorde Sindet jordisk,
nydelsesygt og lastefuldt· Mennesket sank mere og mere ned til Dyret, levede frit
og følede sig i Laster. Jkke faa af Oplysningens bedste Mænd prædikede med
Alvor og Kraft Moral overfor Tidens Tugtløshed og sædelige Fordærvelse, men
somofteft til ingen Nytte. Enkelte troende Prester virkede som et Salt ved sin
Forkyndelse og sit Liv, og hist og her fandtes Kristne, som ikke havde bøiet Knæ for
Tidens Baal. De gamle gode Opbyggelsesskrifter af Luther, Arndt, Scriver,
Miiller, Spener, Francke m. fl. virkede i det skjulte til megen Velsignelse,
især blandt Almuen, og bidrog til, at Frafaldet ikke blev endda større og almindeligere,
end Tilfældet var. De var som et Frøkorn, der spirede og bar Frugt, naar Aandens
Vaar og Sommer atter oprandt i Guds Menighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
