Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den nyere Tid - Rationalismens Tid - Andre Kirkesamfund - Den reformerte Kirke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6 8 6 Rationalismens Tid.
Andre Kirkesamfund.
Den reformerte Kirke
« «idsaandens nedbrydende Arbeide for at løsgjøre sig fra al virkelig Kristen-
spck» j- dom fremtraadte først aabenlyst i det borgerlig frie, men kirkelig sønderrevne
« England Man kaldte denne Retning Naturalisme, fordi dens
—–— - · Talsmaend kun vilde erkjende en naturlig Religion, eller Deisme, paa
Grund af dens fornuftmæsfige Lære om en Gud i Modsætning til Aabenbaringens,
eller Rationalisme, fordi dens Gudserkjendelse er vunden gjennem fri Tænkning
Med filosofiske Grunde søgte man at godtgjøre Umuligheden af en guddommelig
Aabenbaring, Jnspiration, Spaadomme og Undere; med kritiske Grunde nægtede
man deres virkelige Tilværelse i Bibel og Historie. Deismens simple Religion
var: Gud, Forsyn, Viljens Frihed, Dyd og Sjælens Tilværelse efter Døden.
Som urimelige og ufornuftige betragtedes de kristelige Troeslærdomme om Treenig-
heden, Arvesynden, Fyldestgjorelsen, Retfærdiggjørelsen, Opstandelsen o. s. v. Deismen
i England fandt næsten udelukkende Tilhængere blandt dannede og fornemme
Verdensmænd, Folket og hele den geistlige Stand holdt derimod fast ved den gamle
Kristendom En af de betydeligste engelske Fritænkere var Edvard Herbart af
Cherburg (f 1648). Han var en alvorlig og sværmerisk Statsmand, der i sine
Skrifter fremstillede som Religionens Sum Troen paa Gud, Pligten at tilbede ham
og leve et retskaffent Liv, Syndens Udsoning ved oprigtig Anger og Gjengjældelse
idet tilkommende Liv. En beslægtet Aand var Thomas Hobbes (f 1679).
Han viste sig som en skarpsindig og frugtbar Skribent, for hvem Kristendommen kun
var et østerlandsk Fantasifoster, udklækket af græske Vismænd, og hvilket alene havde
Betydning som et Værn mod Revolutionen og en Støtte for det uindskrænkede
Kongedømme. Religionen, siger han, er Midlet til at gjenoprette Sædelighed og
Orden. Det tilkommer Staten at bestemme, hvilken Religion skal gjælde. Enhver
kan tro, hvad man vil, men med Hensyn til Gudstjeneste og Kirkedvmme har man
uden videre at rette sig efter Statens Bestemmelser, hvis Repræsentant er Kongen.
Charles Blount, der døde som Selvmorder 1693, er en rasende Bekjæmper af
alle Undere som lutter Prestebedrag. Grev Shaftesbury (f 1713) blandede sin
tilsyneladende Ærefrygt for Religionen med fin Ironi. Toland (f 1722) angreb
Kritendommens jødiske Karakter og dens Kilders Ægthed. Mandeville (f 1733)
fremstillede Lidenskabens og Lastens Nødvendighed for Statens Blomstring paa en saadan
Maade, at det tillige blev blodig Spot over Kirkens Moral og Jdealer. Medens
Collins gjendrev de sædvanlige Mirakelbeviser, opløfte Woolston Jesu Mirakler
i Allegorier. Tindal (f 1738) kaldte den hellige Skrift et Dokument for den
naturlige Religion og paastod, at Kristendommen var saa gammel som Skabelsen
og Kirken en Statsindretning Fra ham skriver sig den mest omfattende Fremstilling,
vi eier, af den engelske Deisme, nemlig den saakaldte »Deistbibel«, der bærer
den betegnende Titel: ,,Kristendommen saa gammel som Verden-A Morgan
(f 1743) søgte at afsløre alt historisk i Religionen som Prestebedrag, medens
Chubb (f 1747) tænkte sig en af Apoftlerne misforstaaet Kristendom som Aaben-
baring af den naturlige Sædelighedslov, hvis Krænkelse afsones ved Anger og
straffes ved en tilkommende Dom. Djervest i sine Angreb var Bolingbroke
ff 1751), men han hentede ikke, som det almindelig var Tilfældet med hans For-
gjængere, sine Vaaben fra den lærde Forsknings Rustkammer, men fandt det be-
kvemmere at anvende bidende Skjæmt og fræk Bespottelse, hvorigjennem han blev
den frivole Vantroes Forgjænger. Ogsaa i de øvrige reformerte Lande fik Vantroen
stor Jndgangz men baade i England, Tyskland og Schweitz optraadte tillige
en Række fromme Mænd, som modarbeidede Fritænkeriet og virkede velsignelsesrigt til
Vækkelse og Fremme af et sandt kristeligt Liv. Af disse fortjener især at erindres
Professor Jung-Stilling i Tyskland og Presten J. C. Lavater i Schweitz.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
