Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Missionen i Lapland - II. Den norske Lappemission
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56 ILLUSTRERET MISSIONSHISTORIE.
Fødder ind i det trange Telt og trækker af sig Lappeskoene
{Komagerne), et Slags Halvstøvler, fyldte med fint Hø, der
bruges i Stedet for Strømper. Derefter hænges aller først den
store G-ryde eller Kjedel over Ilden og fyldes flere Gange med
Sne. En stor Træøse gaar nu fra Mand til Mand, og naar
Sneen begynder at smelte, gjør Øsen stadig sin Runde i Laget;
alle vil slukke sin Tørst, og Drikningen synes ikke at ville tåge
Ende. Et stort Stykke frossent Renkjød stilles foran Ilden og
optines saa meget, at man kan hugge det i Stykker. Imidlertid
bliver Benklæderne og Skoene, der rækker lige til Knæerne,
ophængte for at tørres, og da Teltet er ganske lavt, slaar de
hvert Øieblik den derunder siddende i Ansigtet. Nu tages ogsaa
Høet ud af Skoene, gnides mellem Hænderne og tørres tillige
ined de nøgne, men rene Fødder, der nu med Høstrømperne,
Skoene og et Par Hunde, som paa alle Sider slikker Kjødet,
omgiver Ilden ien tætsluttet Kreds. Nu glemmes Dagens alle
Besværligheder, og Mindet derom tjener blot til at forhøie Nydel
sen. Med øiensynligt Velbehag vederkvæger Lappen sig i sit
usle Telt og udraaber med Lyst og Glæde: Gud være Lov for
det gode og varme Hus", medens den Reisende ved hans Side
er nærved at forgaa af Træthed. Imedens vender og dreier
man Kjødet og undersøger, om det ikke snart er færdigt at
hugges i Stykker og lægges i Gryden, og naar dette skal ske,
stiller En sig paaKnæ, medens de øvrige maa se til at trække
sig tilside, hvorunder der næsten altid opstaar en latterlig
Uorden. Øxen hæves nu af den, som staar paa Knæ, og med
Værdighed lader han den falde. Det afhuggede Kjødstykke
kastes i Gryden, efterat man med Møie har reddet det fra at
gribes af de begjærlige Hunde, der afspises med et barskt:
Buos erit" (gaa din Vei!). Saasnart det sidste Stykke er kom
met i Gryden, indtager enhver sin gamle Plads. Teltet er
sædvanlig saa lidet, at man ikke faar Plads mellem Ildstedet
og Lærredsvæggen, om man ikke sidder paa sine egne Ben,
idet man lægger dem ikors over hverandre. Rummet bliver
endnu mindre derved, at Teltet løber op ien Spids. Gnister
fra den spragende Ild kastes i Ansigtet paa de Siddende, og
den brændende Hede forfra er for den Uvante kun en altfor
følbar Modsætning til Kulden bagfra. Prædikanten sidder nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
