Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Missionerne i Nedreguinea og Kongo - II. Missionerne i Kongo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176 ILLUSTRERET MISSIONSHISTORIE.
ved Begravelsen begynder, dræbes en Kvinde paa samme Maade.
Derefter strupes fire Kvinder, tre Piger og en ældre Kvinde.
Deres Kroppe kastes ned i Graven, og ovenpaa lægges Høvdin
gens Lig. Siden dette er gjort, gaar Mænd, Kvinder og Børa
i høitidelige Processioner gjennem Staden, hvor der ogsaa flndes
en Kvinde, som er dømt til Døden. Men hun skal gjennembores
med Spyd eller slaaes ihjæl med Kjæppe. Hun er ladt fri i
Staden, saa hun kan springe undaf og gjemme sig, om hun saa
vil. Dette ønsker de afsindige Mennesker helst; thi derved faar
de deri store Fornøielse at springe og jage hende, som om hun
var et vildt Dyr. Dø maa hun, og Jagten opgives ikke, før
hun er tågen tilfange og dræbt. Alene Evangeliets Ord kan
forandre disse grusomme og umenneskelige Sæder.
Under sit Ophold paa Ækvatorstationen tog Pettersson, i
Følge med den engelske Missionær, sig en Tur til Stanley Falls,
beliggende endnu længere inde i Hjertet af Afrika, for at se,
om en Station kunde oprettes der. Denne Reise foretoges med
Dampskib, og det tog næsten en Maaned at tilbagelægge Veien
fra Ækvatorstationen til nævnte Sted. Under mere end en
Trediedel af Veien forfulgtes Pettersson og hans Folk Dag og
Nat af Kanibaler, d. v. s. Menneskeædere, der betragtede dem
som et kjærkomment Vildt, der skulde have smagt disse Menne
sker godt, om det var lykkedes dem at fange det. Om Dagen
fyrede Pettersson og hans Mænd under Dampkjedlen saa meget,
som de troede, den paa nogen Maade kunde taale, forat Damp
skibet kunde skyde saa meget større Fart, og de saaledes paa
den Maade kunde komme undaf Kanibalernes Kanoer. Om Næt
terne maatte de gjemme sig mellem Øer, Sandbanker og Holmer.
Som oftest var de omringede hele Natten af Kanibaler, som
speidede efter, om de gik til Hvile uden at have nogen
paa Udkig eller og ventede de til Éagbrækningen for da at
gjøre et nyt Anfald. Pettersson og hans Ledsagere havde i
Almindelighed om Nætterne tre å fire Mænd paa Vagt. Og om
Morgenen var deres Dampskib paa Farten før Dagbrækningen.
Da Kanibalerne saa, at deres Bytte slåp dem af Hæn
derne, udstødte de det vildeste Hyl, og Trommernes Larm var
øredøvende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
