Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
benyttede to Toneslægter: Dur og Mol; herfra stammer det underlig
fremmedartede, der tidt overrasker i den gamle Kirkemusik, i hvilken
f. Eks. den saakaldte Subsemitonium (Halvtonetrinnet fra 7—8 Trin)
næsten overalt findes erstattet af et Heltonetrin.
Ellers véd man meget lidt at sige om den ambrosianske
Kirkesang. Nogle Historikere betegne den som metrisk, andre
paa-staa, at den i Lighed med den senere gregorianske Kirkesang (s. ndf.)
har haft en overvejende fri rapsodisk Karakter. Af de seks Hymner,
der endnu tilskrives Ambrosius1), er i det mindste en: den
saakaldte ambrosianske Lovsang, bevislig uægte. De øvrige fem ere
maaske nok fra først af forfattede af Ambrosius, men det er vist
et stort Spørgsmaal, om de endnu have bevaret noget af deres
oprindelige Opfattelsesmaade. Man behøver kun at lægge Mærke
til den Forandring, der allerede siden Reformationstiden særlig i
rytmisk Henseende er foregaaet med mange af vore Psalmemelodier,
for at kunne forstaa, at de ambrosianske Melodier i den Skikkelse,
i hvilken de nu foreligge, ikke kunne bevise noget som helst med
Hensyn til den ambrosianske Kirkesangs oprindelige Karakter.
Den ambrosianske Sang var længe den eneste gældende i den
kristne Kirke og omtales med Begejstring af alle samtidige, men
i Tidernes Løb forfaldt den. Maaske var det Folkevandringen og
dens Omvæltninger, der var Skyld i det, maaske var det Mangel
paa vedblivende Interesse for Sagen, der gjorde det. Faktum er,
at da Gregor den Store i Aaret 590 besteg Pavestolen,
forefandt han Kirkesangen i en saa sørgelig Forfatning, at det var paa
høje Tid, at han greb ind og optraadte som dens anden
Reformator. Kirkemelodierne samledes paany; en Del gamle bleve
skudte ud, andre ny sattes i deres Sted, og det hele indførtes saa
i en mægtig Bog, den saakaldte Antifonar, der paa Befaling af
Gregor ved en Lænke blev fastgjort ved S. Petri Alter for i
Fremtiden at tjene som den eneste Rettesnor for al Kirkesang. — Gregor
lod sig ikke mere nøje med de fire af Ambrosius indførte
Tonearter, men lod endnu hver af disse, der omdøbtes og kaldtes de
1) Te deum laudanius (den saakaldte ambrosianske Lovsang).
Aeterne rerum conditor.
Deus creator omnium.
Veni redemplor gentium.
Splendor paternæ gloriæ.
O lux beata trinitas.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
