Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bogstaver med en Streg over: abcdefg eller abede f g. (Heraf
vor Betegnelse enstreget Oktav).
Endnu senere kom tostreget, trestreget og firestreget Oktav til,
ligesom Kontraoktaven under store Oktav.
Et Spørgsmaa], der her uvilkaarligt paatrænger sig, er dette: hvorfor vi
nu til Dags i Tonealfabetet ikke mere følge den almindelige Bogstavorden, idet vi
nemlig mellem a og c indlemme et h. der her slet ikke synes at være paa sin
Plads. Forklaringen lyder ganske simpelt paa en Læsefejl, og det en Læsefejl
af saa gammel Dato, at den næppe nogen Sinde mere lader sig rette.
Oprindelig hed Alfabetet, som ovenfor meddelt, virkelig a b c d e f g, men
intoneredes: f)m _ & o ° "–––––-
I ^
Senere indlemmedes mellem a og b (vort h), en Tone o: vort b, og man
benævnede nu denne Tone det runde eller det bløde b (b rotundum eller
b mollis) i Modsætning til det firkantede eller haarde b (b quadratum eller
durum) o: vort h. Aarsagen til den ny Tones Indlemmelse i Tonerækken var
den, at man i den Kirketone, der udgik fra f, følte sig generet af den haarde
Kvart f—h (den i Middelalderen saa ængsteligt omgaaede Tritonus) og derfor
vilde have Frihed til i visse Tilfælde at kunne intonere det bløde b o: vort b
i Steden for det haarde o: vort h.
Det runde eller bløde b noteredes: T), det firkantede eller haarde:
Ti-Den sidste Form faldt Kopisten ubekvem og han foretrak derfor ikke sjældent
at udelade den underste vandrette Streg, hvorved Bogstavet fik en
paafaldende Lighed med h, nemlig Ti . Hvad der begyndte som Uorden, endte
som Vedtægt, og da Bogstavskriften i Aarenes Løb ganske opgaves i
Sangmusikken, men derimod levede videre i den tyske Orgelmusik, opfattede de
tyske Kopister det fordrejede Ti som h, og siden har man beholdt det
baade i Tyskland og Skandinavien. Alle andre Nationer gøre endnu den Dag
i Dag Forskel mellem et blødt og et haardt b, det er kun Tyskerne og os, der
endnu sejgt fare fort i den gamle Fejl, i hvilken vore Forfædre i sin Tid have
gjort sig skyldige. Det nytter kun lidt, at der af og til i Musikbladene arbejdes
hen til en Reform af dette Spørgsmaal. Publikum er nu engang vant til dette
h, og saa er det ikke nemt at disputere det bort. Allerede i Aaret 1797
udkom der i Wien et Skrift, der omhandlede h’ets meningsløse Anbringelse i det
musikalske Alfabet og var tilegnet den musikalske Eftertid, da Samtiden, som
Forfatteren ganske rigtigt bemærker, næppe endnu vil give Slip paa det tilvante h.
Ogsaa Leopold Mozart, Wolfgang Mozarts Fader, og i den nyeste Tid baade
Ferdinand Hiller og Wilhelm Tappert have med Iver skrevet imod det
musikalske h, og dog vil det sikkert endnu vare længe, før vi opnaa at blive h’et
kvit og lære at give Tonen sit rette Navn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
