Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mure herskede der nogenlunde Sikkerhed. Stod Bonden paa Landet
værgeløs over for de strenge Lensherrers Overmagt, sluttede her
Borgere og Haandværkere sig sammen i Samfund eller Lav, der
ved at værne om Orden og Vindskibelighed gjorde Byerne til sikre
Tilholdssteder for alle, som vilde arbejde og føre et ordentligt Liv.
Forstødt af de Høje tyede da endelig ogsaa Poesien fra de
sunkne Minnesangere ind under Lavsvæsenets Vinger og fandt hos
de tarvelige Haandværkere en Pleje, som i Sandhed maa beundres,
naar man ser hen til den Møje, det voldte disse ærlige Borgere
at tumle med ganske de samme Digtformer, der i sin Tid hos
Minnesangerne vare opstaaede af sig selv, uden Hovedbrud. „Ein
Poet, will er was tuchtiges zu Papier bringen", skriver Wagenseil1),
„so muss er, nach eines der besten Poeten, des Horatii nämlich,
Ausspruch, lange tiefsinnig sitzen, den Kopf oft kratzen, seiner
Hände Nagel bis auf das Blut benagen, und vielfältig das, was er
geschrieben, wieder auslöschen." Man har her et vel truffet Billede
af den tyske Mestersanger i sit Digterværksted.
Den første af alle Mestersangere er den før omtalte Heinrich
von Frauenlob, Grundlæggeren af det første Mestersangerlav,
der faktisk allerede 1387 af Kejser Karl den Fjerde opnaaede
Vaabenret og Fribrev. Fra Mainz udbredte Mestersangen sig hurtigt
til næsten alle tyske Byer. Størst Berømmelse opnaaede Skolerne
i Mainz, Strassburg og Nurnberg; i den sidst nævnte By naar
Mestersangen ved Reformationstiden sit Højdepunkt med Hans
Sachs, den berømmelige Skomager, der næst Frauenlob regnes
som den ypperste blandt alle Mestersangere.
Snart er det nu ikke mere de tarvelige Haandværkere alene,
der danne Lavet; ogsaa Professorer og Doktorer sætte en Stolthed
i som Æresmedlemmer at tilhøre Mestersangergilderne, ja fornemme
Folk testamentere dem endog ikke sjældent hele Formuer, kort
sagt, det er bleven en Institution, der nyder almindelig Agtelse og
Anerkendelse. Med deres ædle Forgængere i Digtekunsten havde
Mestersangerne kun lidet tilfælles. Besang den poesirige ædle
Minnesang med Forkærlighed Kvindens og Naturens Skønheder,
gik den prosaisk anlagte Mestersang i en fortrinsvis
religiøs-moraliserende Retning. Stoffet skulde være moralsk belærende
og hentedes i Regelen fra Bibelen. Var Emnet valgt, blev det
l) Von der Meister-Singer holdseligen Kunst. Nurnberg 1697.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
