- Project Runeberg -  Illustreret Musikhistorie. En fremstilling for nordiske læsere / Første bind /
83

(1897-1905) [MARC] [MARC] Author: Hortense Panum, William Behrend With: Adolf Lindgren, Valentin Wilhelm Hartvig Huitfeldt Siewers
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

stemmen kaldtes Discantus eller Modsang, et Navn, der ogsaa
benyttedes som almen Betegnelse for denne Art flerstemmige Sang.

Discantus krævede for første Gang en streng, nøjagtig
Taktinddeling. Skulde Sammensangen ikke helt gaa i Stykker, maatte
Sangeren nu have et bestemt Maal, der nøje kunde sige ham,
hvor længe han skulde dvæle paa hver enkelt Tone, og saaledes
kom man gennem Discantus omsider til Taktmaalingen eller
Mensuren.

Som Opfinder af denne Mensur nævnes gerne en vis Franko
fra Køln, der ifølge de ældre Historikeres Beretning allerede
skulde have levet i det Ilte Aarhundrede og altsaa maatte have
været Guidos samtidige. Denne Formodning er dog nu tilbagevist
som ubegrundet. Den i et og alt paalidelige franske Musikforsker
Coussemaker er gennem sit indgaaende Studium af den
middelalderlige franske Musiks Historie kommet til følgende Resultat: Der

levede i det Ilte Aarhundrede ganske vist en Franko, dog var
denne ikke Musiker, men Matematiker; heller ikke stammede han
fra Køln, men fra Liége. Franko fra Køln levede først i det
12te Aarhundrede og var henimod dette Aarhundredes Slutning
ansat som Mensurallærer ved Universitetet i Paris. Som
Men-suralteoretiker havde imidlertid han en betydelig Forgænger i
Franko fra Paris, som allerede tredive Aar før ham indtog
Stillingen som Mensurallærer ved Pariser-Universitetet. Opfinder
af Taktmaalingen er dog ikke engang denne ældre Franko; den
var ved hans Tid allerede en gammel velbekendt Sag. Franko fra
Paris og hans yngre Kollega Franko fra Køln have altsaa i det
højeste Æren af for første Gang at have bragt det for Haanden
værende Stof i System. Disse to og Marchettus fra Padua,
hvis Virketid falder i den anden Halvdel af det 13de Aarhundrede,
ere Repræsentanter for Mensuralmusikkens. d. e. Discantus’ første
Periode. Den anden Periode repræsenteres af Philippe de Vi try,
der sidst i det 13de Aarhundrede virkede som Bisp i Meaux, og
af Jean de Muris, der i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede
var Doktor ved Sorbonne i Paris.

Mensuralteoretikerne forefandt allerede i Poesien betonede og
ubetonede Stavelser stillede sammen til Versefødder, Versefødder
til Verselinier, Verselinier til Versestrofer; Digtningen var grundet
paa bestemte Love og afgav et rytmisk Hele ved den stadige
Veksel mellem Lang og Kort. Ogsaa i Neumeskriften fandt man

6*

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 10:48:14 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilmusikh/1/0103.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free