Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
samtidige Skribenters Udsagn at dømme, dog ikke altid havde Held
med sig. Sangernes den Gang højst mangelfulde Kendskab til
Intervallernes kon- og dissonerende Egenskaber lagde dem, som
rimeligt var, her betydelige Hindringer i Vejen, og deres dristige
og tidt meget disharmoniske Sammensang kritiseres derfor ogsaa paa
det strengeste af Samtidens mere samvittighedsfulde Teoretikere.
Ved Opstillingen af meget strenge Hegler voksede det improviserede
Dis-cantus ikke desto mindre i en senere Tid under Navn af „Contrapunctus alla
mente" op til at blive en virkelig Kunstgenre. I det 16de Aarhundrede regnedes
en Musiker ikke engang for færdig uddannet, hvis han ikke paa staaende Fod
kunde improvisere et harmonisk velklingende Kontrapunkt til en af en anden
Sanger samtidig udført Canlus firmus.
Trods den ivrige Modstand, det improviserede Discantus mødte
hos Teoretikerne, bragte det dog én Fordel med sig. Sangerne
høstede igennem det omsider en Del praktisk Erfaring. Hvad de
før forgæves havde søgt ad spekulativ Vej, blev dem nu
efter-haanden klart gennem Øret. Den praktiske Øvelse lærte dem
omsider at indse, at foruden Kvart. Kvint og Oktav, ogsaa Tertsen,
den store saa vel som den lille, kunde være brugelig som
Kon-sonnans, under visse Omstændigheder endog brugeligere end
Kvarten. Allerede ved Begyndelsen af det 13de Aarhundrede staar
dette fast, og et Aarhundrede senere optages ogsaa den store
og den lille Sekst i Konsonnansernes Række. Til de fuldkomne
Konsonnanser henføres i det 14de Aarhundrede kun endnu Oktav
og Krint; til de ufuldkomne høre den store og den lille Terts og
den store og den lille Sekst; alle andre Intervaller, altsaa ogsaa
Kvarten, henregnes fra nu af til Dissonnanserne.
Til Tertsens og Sekstens Indførelse blandt de konsonnerende Intervaller
bidrog sikkert i ikke ringe Grad det saakaldte Fauxbourdons (ordret oversat:
falsk Bas), en Art mere velklingende, men igen aldeles mekanisk Organum, som
omkring Aar 1300 kom i Mode i det pavelige Kapel under dettes Eksil i
Avignon, og herfra hurtigt bredte sig videre. Forskellen mellem dette Fauxbourdons
og det gamle Organum bestod deri, at det i Stedet for at skride frem i parallele
Kvinter og Oktaver, skred frem i Sekstakkorder. Melodien, som laa i
Overstemmen, ledsagedes nemlig helt igennem af sin Underkvarl og Undersekst;
kun ved Slutningen opløste Overstemmen sig fra Ledetonen i Oktaven,
Mellemstemmen steg op i Dominanten, og Understemmen gik ned paa Tonica:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
