Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
laureus. Fra 1450 trælles han som Kanonikus i Cambrai, i hvilken
Stilling han altsaa er død 1474 1).
Dufay’s Kompositioner udmærke sig allerede ved en
upaa-klagelig Renhed, men Klangene ere paa Grund af den vedholdende
varsomme Omgang med Tertsen endnu ofte tomme og farveløse.
Dissonanser forekomme baade i regelmæssig Gennemgang og
som regulære Forudhold, bundne paa den gode Taktdel og opløste
paa den lette. Satsen er ofte trestemmig, men dog som Regel
firstemmig.
Stemmerne i den trestemmige Sats benævnes: 1) Superius eller Discantus,
2) Tenor og 3) Basis, eller 1) Discantus, 2) Contratenor og 3) Tenor; i den
firstemmige 1) Discantus, 2) Contratenor (senere Alt), 3) Tenor, 4) Bas.
Interessant er Dufay ved sin meget hyppige Anvendelse af
Imitationen, der ganske vist undtagelsesvis allerede forekommer hos
de ældre franske Diskantører, men som dog først nu hos
Nederlænderne vinder fast Plads i Polyfonien.
Ved Polyfoni förstaas en Forbindelse af flere selv stæ ndigt førte Stemmer
til et samlet harmonisk Hele. Modsætningen til Polyfonien er den først senere
fremkomne Homofoni, i hvilken kun en enkelt Stemme er melodiførende, mens
de øvrige, samlede i sluttede Akkorder, gøre Tjeneste som den fremhævende
Baggrund, med andre Ord som Akkompagnement for Hovedstemmen. Ind
under den polyfone Stilart høre alle kontrapunktiske Musikformer lige fra det
primitive Discantus til den kunstigt forarbejdede Bach’ske Fuga. Ind under den
h omo fon e Stilart høre alle de paa et harmonisk Grundlag hvilende moderne
Musikformer.
Imitationen spiller hos Dufay allerede en vigtig Rolle, om den
end foreløbig kun fremtræder i ganske korte Perioder ad Gangen.
I længere Strækninger, som Kanon, optræder Imitationen først
senere i den saakaldte „anden nederlandske Skole“.
Som de vigtigste nederlandske Kompositionsformer fremtræde
Messen og Motetten. Den sidst nævnte var allerede hos de
franske Diskantører en meget yndet Musikform; dog optraadte den
hos dem endnu udelukkende som en Art Quodlibet, o: en Mosaik af
forskellige, som oftest verdslige Sange, der bleve sungne hver med
sin Tekst. I Nederlandene gik Motetten fra at have været en
verdslig Musikart over til at blive en kirkelig; men den bibeholdt
1) Se Vierleljahrschrift før Musikwissenschaft, red. af Fr. Ghrysander og Ph.
Spitta, I Aarg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
