Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Josquins Elever og nærmeste Efterfølgere maa allerførst nævnes Nicolaus
Gonibert fra Brugge (født imod Slutningen af det 15de Aarh., død omkring
Aar 1560), dernæst Johann Mouton, Jachet Berghem, Giacomo
Arca-delt. Adrian Petit Coclieus1), Benedict Ducis, endvidere af
Fransk-mænd Clement Jannequin. Certon, Claudin Sermisy m. fl.
Interessant er det hos flere af Josquin’s Elever at finde Forsøg i Betning af
den saakaldte „Programmusik". en Genre, som nu igen er højt i Mode og i
Re-gelen. men fejlagtigt, antages som ejendommelig for det 19de Aarhundrede. Meget
yndede var i det 16de Aarhundrede især Slagbillederne. Ligesom Beethoven og
Weber i deres stort anlagte Slagkompositioner!) have efterladt musikalske Minder
om den tyske Frihedskrig ved dette Aarhundredes Begyndelse, saaledes skrev
Jannequin, til Minde om Franskmændenes Sejr over Schweitzerne ved Marignano
1515, et Slagstykke, i hvilket han alene ved Hjælp af Sangstemmer gengiver
baade Kommandoraab. Trompetsignaler, Musketild og Sabelklirren. I samme
Smag er Jannequin’s Motette over „Les cris de Paris", til hvilken Motiverne ere
hentede fra de Raab, med hvilke Gadesælgerne i Paris falbyde deres Varer. —
Ogsaa Gomberl forsøgte sig med Held som musikalsk Genremaler; han viser
sig i sin „Fuglemotette" tilmed som en smagfuldere Humorist end Jannequin,
hvis Humor i Regelen er af en temmelig drastisk Art.
En ikke uvæsentlig Del af sin Berømmelse skyldte Josquin uden Tvivl den
Omstændighed, at Nodetrykket med bevægelige Metaltyper netop kom
op ved hans Tid og i saa væsentlig en Grad fremmede Udbredelsen af hans
Kompositioner. For at faa deres Arbejder mangfoldiggjorte havde Komponisterne hidtil
dels hjulpet sig med det ubekvemme plumpe Trætavletryk, ved hvilket hele
Musiknummeret var bleven skaaret groft ud i Træ og saa aftrykket, dels med at
skrive alt af. Den sidstnævnte Fremgangsmaade førte til det smukkeste men
rigtignok ogsaa til det kostbareste Resultat; for det første fordi Datidens
Nodebøger vare af et saa kolossalt stort Format (se ndf.), for det andet fordi disses
Udstyrelse gjorde Krav paa saa vidt forgrenet en Arbejdskraft. Da man jo i
de Tider ikke ejede færdigt Nodepapir, maatte Bogen nemlig efter at være
indbunden først vandre til Liniøren, der ridsede Linierne ind i Pergamentbladene;
derpaa kom den til Kopisten, som fyldte Linierne ud med Noder, og sluttelig
lagde Kaligrafen sidste Haand paa Værket ved at pynte det hele sirligt op med
Initialer og Raudforsiringer (se Bilag: Blad af en Koralbog i Florens Domkirke).
En Kopi af et større Musikværk var derfor en saa stor Kostbarhed, at endogsaa
Domkapitlerne sjældent ejede mere end et enkelt Eksemplar; dette blev ved
Musikopførelserne anbragt paa en høj Pult. omkring hvilken de syngende
stillede sig i Kreds og sang (se Fig. 28). Paa denne Maade kan man ogsaa forklare
sig de gamle Nodebøgers paafaldende store Format: for at kunne ses paa
Afstand maatte Noderne males tommebøje; en Nodeside kom følgelig til at dække
over et ret anseligt Fladerum.
Den første, der fandt paa at trykke Noder med bevægelige Typer, var
Ottavio Petrucci, en Bogtrykker fra Fossembrone i Kirkestaten. Det var
’) Opholdt sig fra 1556—63 i Danmark som Sanger i Kristian den 3dies Kapel.
(Se V. C. Ravn: Musikforeningens Festskrift 1886, I. Del).
2) Beethoven: „Viltoriaslaget", Symfoni til Forherligelse af Wellingtons Sejr
ved Vittoria (komp. 1813). Weber: „Kampf u. Sieg", Kantate til Minde om
Wellington’s og Bliicher’s Sejr ved Waterloo (komp. 1815).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
