Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tilhøre den gejstlige Stand, udnævntes Palæstrina i Steden for til Komponist
for det pavelige Kapel, en Titel, der alene blev stiftet til Ære for ham, og
senere kun er bleven baaret af én Mester, nemlig Felice Anerio (se ndf.). Da
Animuccia døde, rykkede Palæstrina i Aaret 1571 ind i hans Stilling som
Kapelmester ved Peterskirken, den samme Post, han jo allerede havde beklædt en
Gang tidligere. Palestrina døde i Aaret 1594 og ligger begravet i Peterskirken.
Som Komponist var Palestrina overmaade produktiv. Breitkopf og Hartel’s
store samlede Udgave af hans Kompositioner1) opviser ikke mindre end 93
Messer, 179 Motetter, adskillige Magnificats, Lamentationer, Offertorier. Litanier,
Hymner, Vespersalmer og Madrigaler.
Naar man har lait om den ny Stil, der skabtes med
Palestrina, bør dette ikke tages i bogstavelig Forstand. Palestrina’s
Stil var i Hovedsagen endnu baseret paa den gamle nederlandske
Polyfoni, kun forstod han at bringe større Klarhed i dette Virvar
af sammenflettede Melodier og at give det hele denne egne
Timbre, der ikke lader sig beskrive med Ord. men som viser, at
man i ham har en virkelig genial Mester, der kun skaber ud af
sig selv og ikke laaner sig frem hos andre. De imitatoriske „Kunster”
fremtræde hos Palestrina endnu kun som et Middel til at naa
Maalet, men aldrig mere som Maalet selv. Man kan kalde
Pale-strina’s Musik Idealet af den ældre Polyfoni, og har saa med
det samme en af Grundene til, at denne Musik har saa vanskeligt
ved at finde Forstaaelse hos vort moderne Publikum. Palestrina’s
Musik bevæger sig jo ligesom den nederlandske udelukkende i de os
fremmede middelalderlige Kirketonearter; den maa dernæst ligesom al
Polyfoni mere opfattes som en melodisk end som en harmonisk Kunst.
Harmonien er, som Ambros siger, i denne Musik ikke Maalet. men
kun det tilfældige Resultat af flere samtidigt klingende
Melodier. „Hvor alt er Melodi, er for lutter Melodi ingen at
finde, er den bedste Illustration til den gamle Talemaade om
Skoven, som man ikke ser for lutter Træer”, skriver Ambros, og
virkelig ere Stemmerne i denne Sang at opfatte som lige saa mange
Melodier; der kan derfor ikke her som i den moderne Tonekunst
tales om Melodie« i Musikken.
Aandsbeslægtede med Palestrina ere af hans samtidige især
ovennævnte’Giovanni Animuccia og Giovanni Maria Nanini.
Animuccia vil blive omtalt siden i Sammenhæng med den
hellige Filippo Neri’s Oratorier, ved hvis Fremstilling han kom til
at spille en vigtig Rolle. Giovanni Maria Nanini har faaet
l) Ejes af det store kongelige Bibliotek.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
