Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 ing enstemmige Sange eller „Monodier”, der under Titelen „Nuove
musiche“ hurtigt bare den ny Musikgenre videre, langt ud over
Italiens Grænser. Den omtalte Musiker var Romeren Giulio Caccini,
der, efter først at være bleven opdraget med den gamle Skoles
Teorier, var kommet til Florens og der under Indflydelse af den
Bardi’ske Kreds var bleven fuldstændig omvendt; han hørte nu
til de ivrigste af alle ivrige Oppositionsmænd.
Gaccini’s „Nuove Musiche” indeholder foruden 13 Monodier, 15 Madrigaler,
2 Kor af Festspillet „Il rapimento di Cefalo“ og endelig, som Indledning, en
Sanglære, der, som den ældste i sin Art, har stor Interesse for Sangkunstens
Historie. Af de to Kor interesserer særlig det andet, fordi det saa afgjort røber
en Anelse om Dominant- og Paralleltonearternes Betydning, at man i det allerede
ser Forvarselet for den Tid, da de gamle Tonearter omsider skulle vige Pladsen
for de moderne.
Akkompagnementet til Sangene i Caccini’s „Nuove Musiche* er
gennem-gaaende kun skrevet hen som en enkelt Basstemme (Basso continuo eller Bassus
generalis), over hvilken Tal angive, med hvilke Intervaller Harmonien skal
fuldstændiggøres. Denne becifrede Bas (Generalbas) er dog ingenlunde Caccini’s
Op-lindelse; heller ikke er denne Metode, saaledes som man tidligere har troet,
opfundet af Lodovico Viadana, der som Komponist af en Samling enstemmige
saakaldte Kirkekoncerter blev den første, der indførte Monodien i Kirken1).
Generalbassen findes allerede en god Stund før Monodiens Fremkomst anvendt
baade af Organister og Lutspillere, der ved den instrumentale Ledsagelse af
den flerstemmige Korsang allerede sidst i det 16de Aarhundrede fandt paa at
lette sig Arbejdet ved paa denne Maade at sammentrænge Kompositionens
harmoniske Skelet paa et eneste Nodesystem. Caccini anvender i „Nuove Musiche’
som oftest kun Treklange i Grundform, hist og her indblandede med enkelte
Sekstakkorder. Dog kan man ud af Becifringen ogsaa læse en Del Dissonanser,
saasom Kvart, Septim, None og Undecime; disse forekomme imidlertid kun i
Gennemgang eller som forsinkede Toner fra den foregaaende Harmoni
(forberedte Forudhold); i sidste Tilfælde opløses de regelmæssigt i en konsonerende
Nabotone (se Musikbilag).
At den enstemmige Sang egentlig slet ikke var noget nyt, faldt
ingen ind. Man havde nu i flere hundrede Aar været vant til
altid kun at regne den flerstemmige Sang for klassisk og god, den
enstemmige Sang var forlængst sunket ned til kun at være Folkets
Ejendom; de studerede Musikere havde følgelig i lang Tid set ned
paa den med en vis Ringeagt. Saaledes gik det til, at Solosangen,
da den nu af den florentinske Adel ligesom blev opfundet paa ny
og tilmed fandtes beriget med et flatterende Instrumentalakkom-
J) Se ndf. 15de Kap.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
