- Project Runeberg -  Illustreret Musikhistorie. En fremstilling for nordiske læsere / Første bind /
224

(1897-1905) [MARC] [MARC] Author: Hortense Panum, William Behrend With: Adolf Lindgren, Valentin Wilhelm Hartvig Huitfeldt Siewers
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Filistere, for hvem den tilvante Musik stod som den eneste
saliggørende, og som i Fremskridtskomponistens dristige Harmonier kun
saa en Dilettants uforstandige Higen efter at gøre sig interessant
ved en meningsløs Ophoben af grelle lovstridige Misklange. Og dog
var Monteverdi alt andet end en Dilettant. 1 sin Fødeby Cremona
havde han modtaget en saa solid Musikerdannelse som nogen.
Allerede i Sékstenaarsalderen havde han ved en Samling firstemmige
aandelige Madrigaler givet sig til Kende som den meget lovende

unge Komponist; siden havde
hans overordentlige Dygtighed
som Violaspiller skaffet ham
Ansættelse i Hertugen af Mantuas
verdensberømte Kapel, der
dengang i Hovedsagen var sammensat
af Musikere af allerførste Rang.
1592 var det saa, at Monteverdi
i den tredie Samling af sine
femstemmige Madrigaler pludselig
demaskerede sig som en
Fremskridtsmusiker af det reneste Vand
og herved nedkaldte hele den
offentlige Kritiks Forbandelse over
sit Hoved. Hele hans Forsyndelse
bestod i Anvendelsen af et Par
frit indtrædende dissonerende
Intervaller; men allerede dette
var nok til at fremkalde en litterær Storm, der, anført af den
bo-. lognesiske Musiklærde Artusi, i Heftighed næsten kunde maale sig
med den, der i vore Dage har raset for og imod Richard Wagner
og hans Musik. Dissonanserne i Monteverdi’s Madrigaler ere
dramatisk sete alle fuldt forsvarlige. Ved at gennemlæse Teksten
opdager man straks, at de overalt, hvor de forekomme, have det
Formaal, i Tonerne at skulle afspejle den Lidenskab, som ligger i
Ordene. Nutiden vilde ikke en Gang fra et absolut musikalsk
Synspunkt kunne opdage noget som helst anstødeligt i denne Musik.
Monteverdi’s Tid dømte anderledes. Trods det dramatiske Røre,
der fulgte med Renaissancebevægelsen, var man i Henseende til
Dissonansernes Behandlingsmaade endnu stærkt konservativ; Monte-

Fig. 86. Claudio Monteverdi.
(Caffi : Storia della musica).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 10:48:14 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilmusikh/1/0248.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free