Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anden Akt aabnes med en femstemmig Sang, der udføres af Satyrer og
besvares af det sædvanlige usynlige femstemmige Ekko. Pludselig se Satyrerne
en Skov bevæge sig frem imod dem. I Midten af denne findes en Klippe,
hvor-paa der er plantet et Egetræ med gyldne Frugter, beboet af fire Dryader.
Satyrerne synger igen et Kor, og en af Dryaderne holder en længere Tale henvendt
til Kongen. Da den er til Ende, drejer Skoven af og bevæger sig hen foran
Pan’s Grotte. I sin Glæde over Besøget blæser Skovguden en Arie paa sin
Flageolet. Dryaderne beklage sig over Circe, der ikke alene har indfanget
deres Veninder, men ogsaa Merkur. Pan lover at hjælpe dem til Hævn o. s. v.
Siden tilkaldes ogsaa Jupiter og Minerva, og Circe’s Have tages med Storm.
Jupiter udslynger sit Lyn mod den onde Fe, der styrter til Jorden. Minerva
fravrister Girce Tryllestaven og overgiver denne og hende til Kongen, hos hvem
hun dog først formelt lader sig introducere af sin Fader Jupiter, der med
det samme griber Lejligheden til ogsaa at præsentere sin Søn Merkur. De
forheksede Najader bliver atter levende, og det hele ender med en Slutningsballet,
hvori de dansende efterbaanden ordne sig i fyrretyve forskellige geometriske
Figurer.
Gaar man, efter at have lært Indholdet at kende, til at undersøge
Musikken, gør man klogt i ikke at spænde sine Forventninger for højt. De
forskellige Korsange, der ere flettede ind mellem de gennemgaaende uhyre tungt
harmoniserede Danse, indtage som Musik alle et meget lavt Standpunkt. Som
sørgelige Vantrivninger af den italienske Madrigalkunst fortjener de knap nok,
at man lægger Mærke til dem. Af Interesse er det derimod i denne franske
Hofballet fra Aaret 1581 at opdage flere Prøver paa énstemmige Sange,
nogle af dem endogsaa med Lutakkompagnement. Saa tarveligt disse Sange
end ere affattede, beviser de dog, al Galilei og Gaccini ikke have været ene om
at opfinde Monodien. Mindst ti Aar før Galilei i Florens optraadte med sine
første Sange „a voce sola*, havde det franske Hof i ,Ballet comique de la
reine* allerede faaet et Begreb om den ny Syngemaade.
En uventet Overraskelse er det i Musikken til den gamle franske Ballet at
støde paa en Melodi, som nu igen er almindelig kendt. Det er vist nok lidt
over tyve Aar siden, at denne Melodi under Titelen: Gavotte, komponeret af
Ludvig den 13de, i flot moderne Udsættelse paa ny gjorde sin Entré i
Dansesalen og udført i livligt Gallopadetempo hurtigt, svang sig op til at blive et
staaende Paradenummer paa alle Baller.
Endnu under Henrik den fjerde, der jo dog vitterlig var „a jour“
med det ny italienske Musikdrama1), beholdt de franske
musikalskdramatiske Hofforestillinger Hofballettens sammenlavede Karakter.
Ogsaa den af Naturen musikalsk begavede Ludvig den trettende
forholdt sig passiv over for den ny dramatiske Musikgenre, der dog
nu allerede forlængst havde overskredet Italiens Grænser og vundet
Berømmelse i Udlandet.
*) Se niende Kap. om „Euridice“’s Opførelse i Florens ved Henrik den 4des
Formæling med Maria af Medicis.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
